Da jeg afsatte midler til initiativer, som skulle medvirke til at fremme socialt udsatte borgeres valgdeltagelse, var det selvfølgelig med det formål, at flere socialt udsatte borgere ville bruge deres mulighed for at kunne stemme i forbindelse med det netop overståede kommunal- og regionsvalg.
Det havde også det formål, at jeg ønskede, at der skulle være en tættere kontakt mellem lige præcis borgere og lokalpolitikere, og med det formål at skabe debat om vores samfund, den sociale indsats osv.
mellem også de borgere, som lever på kanten af samfundet, og de lokale politikere.
Der vil jo gå 4 år, før vi får et kommunal- og regionsvalg igen, og derfor ville det være rigtig nyttigt, at vi fik skabt den kontakt.
Puljen har medvirket til at inddrage de mest udsatte borgere i den politiske debat op til valget, og det er jeg rigtig godt tilfreds med.
Så kan jeg konstatere, at den samlede stemmeprocent til kommunaludvalget er steget med godt 6 pct.
Vi kan jo ikke vide med sikkerhed, om det lige præcis er de socialt mest udsatte borgere, som har bevirket det.
Men jeg kan i hvert fald konstatere, at stemmeprocenten er øget, og at vi har støttet »Stemmer på Kanten« og de øvrige initiativer, for vi skal jo huske, at der er flere initiativer end »Stemmer på Kanten« – dem har vi støttet via puljen, bl.a.
også det initiativ, der hedder »Tænk dig om før du
ikke
stemmer«.
Og de aktiviteter tror jeg har været medvirkende til stigningen i valgdeltagelsen.
Stemmeprocenten blandt socialt udsatte borgere er mig bekendt ikke opgjort.
Jeg kan jo konstatere, at der har været og er en kedelig udvikling mod en generelt lavere valgdeltagelse, og at den blev vendt i forbindelse med det netop overståede valg.
Og det er jeg meget godt tilfreds med.