Det er jo fuldstændig rigtigt, som justitsministeren siger, at regeringen har fremlagt en rocker- og bandepakke kaldet »Fast greb om banderne«.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at ministeren, politiet, mange gode kræfter, har de allerbedste intentioner om at bekæmpe den organiserede kriminalitet i form af de her rocker- og indvandrerbander på bedst mulig måde.
I pressematerialet til den her bandepakke står, at regeringen fra dag et har haft stor fokus på rocker- og bandekriminalitet.
Det, som jeg har som indtryk, og det, som vi i Dansk Folkeparti har lagt mærke til i forbindelse med den indsats, som ministeren kommer med og taler om, er, at der er megen snak fra ministeren, men forbavsende lidt konkret om, hvad man vil gøre.
Det underbygger man, synes jeg, i oplysningerne i det materiale, der er kommet ud i forbindelse med den rocker- og bandepakke.
Man siger, at i begyndelsen af 2013 var især hovedstadsområdet vidne til nogle af de værste rocker- og bandeuroligheder i flere år.
Politiet registrerede flere skudepisoder i første kvartal af 2013 end i hele 2012.
Grunden til, at vi i Dansk Folkeparti synes, at det er relevant at høre ministeren om, hvad der vil ske ud over det, er jo, at vi på det seneste har oplevet, at der er blevet etableret en rockerborg i Bagsværd.
Vi har en uafklaret situation i Vanløse.
Vi har en række andre byer i Danmark, hvor der også er rockerborge, der betyder megen utryghed i lokalområderne.
Så spørgsmålet går altså til ministeren:
Hvad har ministeren tænkt sig at gøre for at komme de boligområder, børnehaver og andre steder, der desværre har fået placeret en rockerborg tæt på sig, til undsætning ?