Spm. nr. S 1404 (skr. begr.)

8) Til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold af:

Karina Adsbøl (DF) :

Hvad er ministerens holdning til, at der er store forskelle kommunerne imellem i det serviceniveau, som kommunerne tilbyder handicappede, og hvad vil ministeren konkret foretage sig med henblik på at sikre en mere ensartet service til handicappede i landets kommuner?

Skriftlig begrundelse

I artiklen »Minister: Forskel i service til handicappede er udtryk for kommunalt selvstyre«, på DR's hjemmeside den 22. april 2014 erkender ministeren, at der er forskelle kommunerne imellem. Det har været fremme, at pårørende til handicappede overvejer at flytte kommune ene alene af den grund, at de i en anden kommune forventer en bedre og mere rigtig service end den service, de tilbydes i deres nuværende kommune. Spørgeren mener, at der er et problem, at forskellene er for store kommunerne imellem, og ønsker ministerens bud på, hvad der konkret kan gøres for at sikre en mere ensartet service kommunerne imellem.

Værsgo.

Tak for det, formand. Hvad er ministerens holdning til, at der er store forskelle kommunerne imellem i det serviceniveau, som kommunerne tilbyder handicappede, og hvad vil ministeren konkret foretage sig med henblik på at sikre en mere ensartet service til handicappede i landets kommuner?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Mennesker med handicap skal have den nødvendige hjælp og støtte, uagtet hvor de bor henne i Danmark. Det skal kommunerne sikre. Så selvfølgelig skal det lokale serviceniveau ligge inden for servicelovens rammer. Det er slet ikke til diskussion på nogen som helst måde.

Men jeg ser det ikke i sig selv som et problem, at der er forskel på serviceniveauet i forskellige kommuner, for forskellene er en konsekvens af det kommunale selvstyre, som er en af grundstenene i vores nærdemokrati. Det er et sundt dansk princip, at kommunernes serviceniveau fastlægges af de politikere, som folk vælger lokalt, og jeg håber helt bestemt, at engagerede lokalpolitikere – også de mange, der er valgt for Dansk Folkeparti – vil arbejde aktivt for en god service på handicapområdet rundtomkring i kommunerne. Loven skal selvsagt overholdes, og rammerne for den lokale handicappolitik skal være i orden. Det skal der ikke herske nogen tvivl om på nogen som helst måde.

Men jeg bakker altså op om det kommunale selvstyre, også selv om det medfører forskelle på serviceniveauet fra kommune til kommune, så jeg har ikke nogen planer om at gribe ind for generelt set at skabe mere ensartet service til mennesker med handicap i landets kommuner. Det afgørende for mig er, og det er vigtigt at understrege, at mennesker med handicap får den hjælp, som de har behov for.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg synes, det er underligt, at ministeren ikke mener, at det er mærkværdigt, at 98 kommuner tolker sociallovgivningen vidt forskelligt. Det handler om den individuelle vurdering. Nu havde vi et samråd i sidste uge om ledsagelse til Sølund Musik Festival. Ministeren sagde også der, at nogle kan komme til Sølund Musik Festival i en kommune, mens andre ikke kan, men hvor er den individuelle vurdering henne? Hvad angår serviceniveau, er det jo sådan, at det, kan man sige, er en vejledende ramme. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan give mere service, end hvad lovgivningen siger, når det drejer sig om ledsagelse.

Men jeg synes, det er lidt sjovt, at ministeren har den holdning, for da der var problemer på kontanthjælpsområdet, var beskæftigelsesministeren rystet over de store forskelle mellem kommunerne og udtalte endda til en avis, at hun vil ændre vejledningen for kommunerne og skrive ud til kommunerne. Hun var simpelt hen rystet over, at kommunerne kunne vurdere så forskelligt, med hensyn til om unge er arbejdsparate eller ej. Men ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold er ikke overrasket over de store forskelle.

Hvordan kan der være så stor uenighed i regeringen? Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold siger, at det er tegn på kommunalt selvstyre, og beskæftigelsesministeren siger om beskæftigelseslovgivningen, at det da er fuldstændig mærkværdigt, at kommunerne kan vurdere så vidt forskelligt. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ministerens svar på.

Ministeren.

Jeg synes egentlig ikke, det er så – for at bruge fru Karina Adsbøls eget ord – mærkværdigt. Nu er jeg ikke helt klar over, hvilken artikel fru Karina Adsbøl henviser til, når det handler om beskæftigelsesministeren, men jeg tror næsten, det handler om – nu gætter jeg bare uden at have læst den – hvorvidt man overholder lovgivningen eller ej.

Det, som jeg siger, og det tror jeg beskæftigelsesministeren er fuldstændig enig i, er, at det her handler om, at når man har en ramme, som vi har inden for servicelovgivningen, når vi skaber den her ramme, må man inden for den ramme yde den service, der skal til. Men det er inden for den ramme, og det gør kommunerne også. Hvis man ikke gør det, er det klart, at det er et problem, men det er jo noget helt andet.

Det, vi snakker om, er, at selvfølgelig vil der inden for den ramme være nogle forskelle. Det er jo bl.a. det, som det kommunale selvstyre også er udtryk for. Man forvalter tingene forskelligt. Men de handicappede skal have den hjælp, som de har behov for. Det er der ingen tvivl om. Det sagde jeg også i min indledning.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg er fuldstændig enig med ministeren i, at mennesker med handicap skal have den hjælp, de har brug for, men det er da mærkværdigt – og nu ved jeg, at ministeren er citeret i Altinget her – at organisationerne skriver: Handicappedes retssikkerhed er truet. Og der udtaler ministeren, at han er overrasket over antallet af handicaporganisationer, der oplever problemer med retssikkerheden. Og jeg undrer mig over, at ministeren er overrasket, for jeg synes ellers, jeg har gjort mit til at oplyse ministeren om, at der er store problemer og udfordringer på området.

Noget helt andet er det, der står i Politiken: Minister ændrer reglerne for unge på kontanthjælp. Og så står der, at det stritter i alle retninger, når kommunerne skal finde ud af, om unge under 30 år er uddannelsesparate. I nogle kommuner er det blot 14 pct. af de unge, der er røget fra kontanthjælp til den nye lave uddannelsesydelse, og andre steder er det 87 pct. Og der er det jo så, at beskæftigelsesministeren er rystet over, at der er så store forskelle. Men det er ministeren på socialområdet så ikke i forhold til vurderingen om hjælp til mennesker med handicap.

Ministeren.

Jamen der kommer fru Karina Adsbøl desværre til at blande tingene godt og grundigt sammen igen, for det er jo fuldstændig korrekt, at det, jeg også er citeret for i den pågældende artikel, er, at jeg er rystet over det, men der skal man jo være lidt korrekt, når man er herinde og citerer, for jeg er rystet over oplevelsen af at få krænket retssikkerheden. Der er jo stor, stor forskel. Jeg er rystet over, at der er så mange mennesker, der har oplevelsen af at få krænket deres retssikkerhed. Det er jo ikke ensbetydende med det, som er præmissen i hele det her spørgsmål, nemlig at man inden for servicelovens rammer kan få en uensartet service. Men det kan man, så længe det er inden for servicelovens rammer, og så længe handicappede får den hjælp, som de har behov for. Og det er jo det, som er målet, altså at dem, der har brug for hjælp, selvfølgelig skal have den hjælp.

Så er det fru Karina Adsbøl for sidste omgang.

Jamen udfordringen er jo, at de ikke får den hjælp, de har behov for. Det har flere forældre skrevet. Sidste år drejede det sig om Handicapcenter København, og i øjeblikket kører der også en debat i Kolding i forhold til forældre, der mangler hjælp til deres børn med handicap.

Så siger ministeren, at man kan få det inden for servicelovens rammer, men er ministeren f.eks. ikke enig i en principafgørelse fra Ankestyrelsen om, at man ikke bare kan henvise til, at der er et serviceniveau, men at det så er den individuelle vurdering, der skal ligge til grund? Man kan ikke henvise til et serviceniveau, og det er jo det, ministeren gør. Det afhænger af den enkeltes behov for hjælp, og det kan ikke kun afgøres ud fra rammerne. Det er nogle rammer, der er der, men derfor kan man godt få mere, hvis det er det, man har behov for af hjælp.

Men jeg er så ikke enig med ministeren, når han siger, at han mener, at området er godt nok. Der skal være en indsats på det her område også fra ministerens side, og når så mange handicaporganisationer siger det og vi får så mange henvendelser i Socialudvalget, må ministeren jo træde i karakter og handle.

Ministeren.

Jamen jeg er fuldstændig enig i, at der skal være en individuel tilgang til folk med behov. Nu har jeg faktisk ikke sagt, at jeg bare var glad, og at alting var fryd og gammen. Det er fuldstændig korrekt, at der er en hel del udfordringer på det her område. Det er jo bl.a. også derfor, vi har VISO, og det er jo også derfor, vi har den nationale koordinationsstruktur, og det er også derfor, at vi fra næste år skal have vores taskforce på handicapområdet. Det er jo et udtryk for, at der er nogle udfordringer, hvor vi skal hjælpe kommunerne. Og jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til, at de ting kommer ud i spil, for det vil netop hjælpe kommunerne med at give den indsats, der selvfølgelig skal til der, hvor der er udfordringer. Og der er vi to jo enige, og det har vi været masser af gange, om det. Der, hvor vi bare er uenige – og det er jo i virkeligheden en meget, meget lille uenighed – er, hvor jeg bare siger i al sin enkelhed, at når man laver en ramme, vil der inden for den ramme, når der er 98 kommuner, i sagens natur være forskellige muligheder, og det skal der også være, for man skal, som fru Karina Adsbøl meget rigtigt siger, have en individuel tilgang til det enkelte menneske. Vi kunne ikke være mere enige.

Spørgsmålet er sluttet.

Næste spørgsmål til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold er af hr. Christian Langballe.