Jo, det lyder alt sammen meget fint, men det er jo bare sådan, at vi har et svar fra ministerens kollega justitsministeren, der siger, at når man sælger til et selskab, som er etableret i udlandet – og i det her tilfælde er køberne jo amerikansk dominerede kapitalfonde – i et tredjeland, som man siger, så kan der være en strid imellem det pågældende lands lovgivning og dansk lovgivning.
Altså, det er et meget klart advarselssignal, som også er givet af flere professorer og andre, der har forstand på datasikkerhed, at hvis man bevæger sig til USA, kan man regne med, at selskabet er underlagt amerikansk lovgivning, som har et helt andet syn, ikke bare gennem NSA, altså deres spiontjeneste, men også i deres ganske almindelige lovgivning, der gælder alle selskaber, nemlig at deres lovgivnings virkning for amerikansk baserede selskaber er en anden lovgivning end den, som gælder for danske.
Det kan godt være, at man ikke vil blande sig i et privat selskab – det synes jeg nu er lidt underligt, når det er så vigtigt et selskab, som vi taler om her – men så vil jeg sige, at når staten skal tage stilling til at sælge af de aktier, som staten ejer i Nets, havde det så ikke været rimeligt, at staten sikrede sig før salget, at køber er underlagt dansk lovgivning og ikke amerikansk lovgivning, der er i modstrid til dansk lovgivning.