Spm. nr. S 1151

2) Til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold af:

Karina Adsbøl (DF) ) :

Finder ministeren, at kommunerne lever op til fokuspunkterne i Barnets Reform, og hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre sig, at børnesamtaler bliver afholdt?

Værsgo.

Tak. Finder ministeren, at kommunerne lever op til fokuspunkterne i Barnets Reform, og hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre sig, at børnesamtaler bliver afholdt?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Det er på ingen måde acceptabelt, hvis der er kommuner, der ikke afholder børnesamtaler, når de skal. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Netop børns og unges rettigheder og inddragelse i deres egen sag er helt centralt i kommunernes sagsbehandling vedrørende udsatte børn og unge. Derfor fremgår det også klart af serviceloven, at der skal afholdes en børnesamtale.

Når undersøgelser fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne ikke lever tilstrækkeligt op til reglerne, må vi selvfølgelig klart sige, at det på ingen måde er godt nok. Derfor har jeg også en klar forventning om, at kommunerne løbende arbejder med at efterleve reglerne på de her områder, som vi har styrket med f.eks. Barnets Reform, og det gælder især i forhold til at inddrage børn og unge i deres egen sag ved at holde de obligatoriske samtaler med børnene.

Vi er naturligvis meget opmærksomme på udfordringerne på området, og vi har i satspuljenkredsen også gjort en stor indsats for at understøtte kommunerne i at forbedre indsatsen. Vi har bl.a. nedsat en taskforce, som skal hjælpe kommunerne med at få bedre styr på sagsbehandlingen, og så har vi også fået lavet et it-system, DUBU, som sikrer systematik i sagsbehandlingen, bl.a. så sagsbehandleren automatisk huskes på at gennemføre børnesamtalen.

Derudover er vi også ved at se på, om de 30 mio. kr., som vi årligt bruger på at støtte efteruddannelsen af socialrådgivere, i højere grad skal målrettes til at efteruddanne sagsbehandlere i, hvornår og hvordan børn og unge inddrages i deres egen sag.

Fru Karina Adsbøl.

Ja, men der skal jo handling til, vil jeg sige til ministeren. Og ministeren har nu i et interview her til Altinget sagt, at selv om ikke alle kommuner lever op til de nye regler, mener ministeren ikke, at der er brug for en fastere hånd over for kommunerne.

Det kan man godt undre sig over, for ministeren har jo været ude at sige, at vi skal lytte til børnene. Og så viser det her jo bare, at ministeren ikke tager det særlig alvorligt, når ministeren ikke vil have, at der skal være en fastere hånd over for kommunerne. For hvad vil ministeren gøre, når reglerne om de her børnesamtaler ikke bliver overholdt? Ministeren siger, han vil følge området, og vi har ganske rigtigt også i fællesskab lavet en række gode initiativer her fra Folketingets side, men hvad nytter det, hvis det ikke bliver forvaltet sådan i praksis og der ikke er nogen, der lytter til børnene?

Det viser sig jo, at der er massive, store fejl i de her sager. Der er jo en artikel fra BNB, der siger: Fejl i op mod 80 pct. af de sociale børnesager. Det skal der altså ske noget ved, og det nytter ikke noget at sige, at man vil følge det. Der skal handling til.

Ministeren.

Nu kom der ikke lige et direkte spørgsmål, men jeg prøver at tage afsæt i det, som fru Karina Adsbøl har været inde på. Jeg er fuldstændig enig i, at der er alt for mange fejl. Det var også noget af det, som jeg nævnte i min indledende tale. Men det betyder jo ikke, at vi bare lader stå til. Det betyder netop, som fru Karina Adsbøl meget rigtigt også pointerer, at vi har lavet nogle gode ting sammen.

Det er sådan, om man kan lide det eller ej – og jeg bryder mig egentlig ikke om det, og det tror jeg egentlig heller ikke at fru Karina Adsbøl selv gør – at socialt arbejde tager tid. Det tager tid at få implementeret de her ting. Vi har sat en masse ting i værk, og det er jo det, jeg mener med, at vi er nødsaget til at følge det. Men det betyder jo ikke på nogen som helst måde, at vi ikke skal tage det alvorligt, for det skal vi, og det gør regeringen så sandelig også.

Fru Karina Adsbøl.

Det føler jeg ikke regeringen gør, for vi har jo taskforcen, ikke? Og jeg ved, at den tidligere minister har sendt taskforcen til Esbjerg, men vil ministeren gøre noget for at sende taskforcen ud, så man kan give gode råd og vejledning til kommunerne? Det vil ministeren jo ikke gøre.

Så lad mig spørge ministeren: Hvor mange af de 98 kommuner har haft besøg af taskforcen?

Ministeren.

Fru Karina Adsbøl havde en meget interessant betragtning, eller hun sagde i hvert fald noget, som jeg synes er rigtig interessant. Hun sagde: Jeg føler ikke, at der sker noget. Se, der er jo rigtig, rigtig stor forskel på at føle, hvad der sker, og så på, hvad der i virkeligheden sker. Jeg tror, at det er helt vildt vigtigt, når vi taler om så alvorlige sager, at vi skelner følelser fra, hvad der egentlig sker. Der er rigtig mange kommuner, som gerne vil have besøg af taskforcen. Jeg skal lige sige, at jeg ikke kan det præcise tal, det skal jeg nok komme med, men det er for mig helt klart et udtryk for, at man gerne vil ses efter i sømmene, at man gerne vil gøre sit arbejde bedre. Jeg synes, at brugen af det it-system, som jeg nævnte, DUBU, viser, at systematisk sagsbehandling er en rigtig, rigtig god ting, som man også har taget imod i en del kommuner. Her bliver man automatisk mindet om at se på, om man har taget de samtaler, eller hvad det nu kan være, som vi snakker om.

Så der sker rigtig meget, og jeg oplever helt klart, at rigtig, rigtig mange kommuner tager det alvorligt og også gerne vil udvikle sig på det her område. Det synes jeg brugen af efteruddannelsen et eller andet sted også er et udtryk for. Og vi kan jo hele tiden blive ved med at gøre det bedre og bedre.

Fru Karina Adsbøl i sidste omgang.

Selvfølgelig handler det også om følelser, når vi snakker om børn. Det er meget logisk. Men det handler jo også om, at de fagfolk, vi snakker med, hvad enten det er socialrådgivere eller advokater, der kører de her børns sager, siger, at kommunerne ikke har forstået Barnets Reform. Den er ikke implementeret ude i kommunerne, og børnene bliver ikke hørt. Lad os tage et eksempel, nemlig to børn, som er anbragt i en familiepleje. De kommer ind til børn- og ungeudvalget i kommunen, og så bliver de måske spurgt: Vil I gerne hjem til mor og far på besøg? Så svarer de: Ja, det vil vi meget gerne, og vi vil også gerne ringe til dem. Og så siger udvalget måske noget andet, og i sidste ende hører man ikke børnene, og børnene kommer ikke hjem på weekend, og børnene får ikke lov til at ringe og sige godnat til mor og far.

Altså, hvordan vil ministeren sikre sig, at de her anbragte børn bliver hørt i de her sager? Hvordan vil ministeren sikre sig det?

Ministeren.

Jamen det vil man jo netop ved at få implementeret alle de tiltag, som jeg listede op i min indledning. Jeg har i øvrigt selv siddet i et børn- og ungeudvalg, og lad mig sige det helt klart: Selvfølgelig handler det her om barnets tarv. Selvfølgelig handler det om, at der ikke må ske fejl. Men jeg har i al stilfærdighed også bare lyst til at sige, at nogle af de fejl, som der sker, ikke nødvendigvis har noget at gøre med afgørelsen. Det skal vi også huske. For der sker rigtig, rigtig mange fejl, men ikke nødvendigvis alle har noget med afgørelsen at gøre. Det betyder ikke, at vi bare kan sætte os ned og ikke gøre noget. Det betyder ikke, at vi ikke vil have efteruddannelse. Det betyder ikke, at vi ikke vil overvåge området. Det vil vi, og vi vil gøre det meget, meget tæt, fordi det jo netop er, rigtig, rigtig alvorligt – det er vi jo enige om – og fordi det handler om mennesker, ikke mindst de små børn.

Spørgsmålet er sluttet.

Men det næste spørgsmål til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold er også af fru Karina Adsbøl.