Skriftlig fremsættelse (12. december
2013)
Undervisningsministeren (Christine
Antorini):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
friskoler og private grundskoler m.v. og lov om
folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og
håndarbejdsskoler (frie kostskoler) (Ret til at danne
elevråd m.v.)
(Lovforslag nr. L 99)
Uddannelse er en afgørende
forberedelse til at deltage som kritisk og aktiv borger i et
levende demokrati. Derfor skal børn og unge inddrages i takt
med, at de bliver i stand til at tage stilling til beslutninger
vedrørende den uddannelsesinstitution, som de går
på. Eleverne skal opleve, at de har indflydelse, og at det
nytter at engagere sig. Et vigtigt element i elevernes demokratiske
dannelse er de praktiske erfaringer med demokratiske processer, som
eleverne henter i elevrådene på landets skoler.
Danske Skoleelever har over for ministeriet
påpeget det principielt problematiske i, at elever på
frie skoler - i modsætning til elever i folkeskolen - ikke
har en lovfæstet ret til at danne elevråd, og har
anbefalet, at en sådan ret etableres.
Ministeriet finder Danske Skoleelevers
indvending mod den gældende retstilstand berettiget, eftersom
adgangen for skoleelever til at etablere elevråd - uanset at
et sådant ønske formentlig helt overvejende vil blive
imødekommet i praksis - principielt ikke bør
afhænge af den pågældende skoleledelses konkrete
velvilje.
Ministeriet har drøftet med de frie
skolers foreninger, hvorledes en kommende ordning, der etablerer en
lovfæstet adgang for elever på frie skoler til at danne
elevråd, nærmere bør udformes.
Ministeriet og de frie skolers foreninger
er blevet enige om en model, hvorefter elever på frie skoler
skal have ret til efter egen bestemmelse at danne elevråd
eller på anden demokratisk måde - f.eks. ved
plenummøder (elevsamlinger o.l. ) eller en talsmandsordning
- varetage deres fælles interesser vedrørende skolen,
og hvorefter skolens leder skal være forpligtet til at
opfordre dem hertil, hvis de ikke benytter denne ret. Skolens leder
skal kunne opfordre eleverne til at vælge en bestemt
demokratisk måde, som stemmer overens med skolens
overbevisning, men skal med passende mellemrum tage op med
eleverne, hvilken demokratisk måde de ønsker.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. august 2014, dvs. med virkning fra skoleåret
2014-15.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.