Skriftlig fremsættelse (11. december
2013)
Justitsministeren
(Morten Bødskov):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven, lov om retsafgifter og konkursloven. (Sagstilgangen
til Højesteret m.v.)
(Lovforslag nr. L 96)
Lovforslaget har til formål at skabe
større sikkerhed for, at de sager, der indbringes for
Højesteret, er egnede til at sikre, at Højesteret
fortsat kan indtage den helt centrale rolle i det samlede
domstolssystem, som er tiltænkt med domstolsreformen.
Lovforslaget bygger på et delnotat om
sagstilgangen til Højesteret afgivet af Udvalget om bedre og
mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene og
indeholder en række forslag vedrørende anke af sager
behandlet af landsret som 1. instans og sager behandlet af
Sø- og Handelsretten som 1. instans. Desuden udvides
Sø- og Handelsrettens kompetence til at behandle civile
sager i 1. instans på nogle specialområder, herunder
visse transportsager, markedsføringssager og sager om lov om
finansiel virksomhed.
Der foreslås følgende for
så vidt angår sager behandlet af landsret som 1.
instans:
- Bestemmelsen i
retsplejelovens § 226 om henvisning af principielle sager fra
byret til landsret til behandling i 1. instans ændres,
så det præciseres, at en sag kan henvises, hvis sagen
er af principiel karakter og har generel betydning for
retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig
samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
- Der
indføres adgang til at kære også byrettens
kendelser om henvisning, og der indføres adgang for
landsretten til at afvise en henvisning, der ikke opfylder de krav,
der fremgår af retsplejelovens § 226 i den ændrede
formulering.
- Landsretterne
samler modtagelsen af henviste sager i en enkelt afdeling i hver
landsret med det sigte at øge koordineringen af
henvisninger. De pågældende afdelinger koordinerer
løbende henvisningspraksis ved drøftelser
landsretterne imellem og med Højesteret.
Med hensyn til sager behandlet af
Sø- og Handelsretten som 1. instans foreslås
følgende:
- Sager behandlet
af Sø- og Handelsretten som 1. instans kan ankes til
Højesteret eller til landsret. Anke kan ske til
Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter og har
generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller
væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i
øvrigt, eller der foreligger andre særlige grunde til
ankebehandling i Højesteret som 2. instans. Anke kan i
øvrigt ske til landsret.
- Hvis
Højesteret finder, at en anke til Højesteret ikke
opfylder de nævnte betingelser for at anke til
Højesteret som 2. instans, afviser Højesteret anken.
Sagen kan herefter inden 2 uger indbringes for landsret.
- Sø- og
Handelsrettens kompetence til at behandle civile sager i 1. instans
udvides med nogle sagsområder, der har nær tilknytning
til de sagsområder, som i dag behandles af Sø- og
Handelsretten i 1. instans, og bestemmelsen i retsplejelovens
§ 227 om henvisning af visse principielle sager fra byret til
Sø- og Handelsretten ændres således, at den
fremover alene vedrører sager om ansættelsesforhold og
visse sager om ophavsret.
Lovforslaget indeholder desuden en
konsekvensændring af reglerne om
varetægtsfængsling, som følge af
lovændringen fra juni 2013 om seksualforbrydelser.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.