Skriftlig fremsættelse (5. december
2013)
fødevareministeren (Karen
Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
mark- og vejfred (Ændring af lovens anvendelsesområde
og ændring af reglerne om aflivning af katte og tamkaniner
samt ophævelse af retten til at opkræve
optagelsespenge)
(Lovforslag nr. L 93[nummer]
Det foreslås at fjerne muligheden i
mark- og vejfredsloven for at nedskyde eller på anden
måde aflive andres hunde, katte og tamkaniner, når
dyrets ejer er advaret om det. Reglen forekommer utidssvarende. Det
vil fortsat være tilladt på en forsvarlig måde at
fjerne dyrene fra sin grund, f.eks. ved at jage dyret væk
eller forsøge at indfange det. Det vil også fortsat
være tilladt at skyde eller på anden måde aflive
hunde, katte og tamkaniner, der angriber andre husdyr eller
fremkalder nærliggende fare for person eller ejendom.
Det foreslås endvidere at fjerne
muligheden for, at den, der optager et strejfende dyr, kan
kræve, at dyrets ejer skal betale et beløb for at
få udleveret dyret. Forslaget indebærer en mindre
forenkling af reglerne.
Det foreslås desuden, at ejeren af et
omstrejfende husdyr, der er til væsentlig gene, kan straffes
med bøde uanset, om det omstrejfende husdyr kan optages
eller ej. Det er således ikke længere en betingelse for
at straffe besidderen med bøde, at dyret forgæves er
forsøgt optaget, men i stedet at dyret er til
væsentlig gene. Hensigten er, at styrke incitamentet til at
ejere af dyr sørger for, at deres dyr ikke strejfer. Det er
desuden hensigten, at der skal gælde det samme i forhold til
straf uanset, om det er muligt at optage dyret eller ej, men at det
afgørende derimod er, om dyret er til væsentlig gene.
Det er ikke i sig selv tilstrækkeligt, at dyret strejfer
på naboens grund. Der skal noget mere til for, at det kan
betragtes som en væsentlig gene, f.eks. at dyret udviser
aggressiv adfærd, trænger ind i huset eller gør
skade på naboens ejendom.
For at skabe klarhed over hvilke regler der
gælder i forhold til hunde, foreslås det, at mark- og
vejfredslovens regulering vedrørende hunde flyttes til
hundeloven.
Samtidig foreslås det, at der i
hundeloven etableres en hjemmel til, at politiet, evt. ved
hjælp af tredjepart, f.eks. dyreværnsorganisationer,
kan internere hunde, der strejfer på private arealer. Ejeren
kan hente hunden dér, hvor den er interneret, og vil blive
pålagt at betale udgifterne i forbindelse med optagelsen.
På den måde gøres regulering af hunde mere
enkel, og samtidig tydeliggøres det økonomiske
incitament, hundeejere har til at holde hunde på egen grund,
fordi ejeren skal betale udgifterne i forbindelse med
interneringen.
Endelig foreslås nogle
ændringer af lovteknisk karakter.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.