Skriftlig fremsættelse (4. december
2013)
Skatteministeren
(Holger K.: Nielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
selskabsskatteloven (Henstand med exitskat ved selskabers
overførsel af aktiver og passiver til et andet
EU/EØS-land)
(Lovforslag nr. L 91)
Lovforslaget er en opfølgning
på en afgørelse fra EU-Domstolen af 18. juli 2013 om
de danske regler vedrørende beskatning af selskaber mv., der
overfører aktiver eller passiver til andre
EU/EØS-lande, det vil sige exitbeskatning.
EU-Domstolen fandt, at de danske
exitskatteregler for selskaber ikke fuldt ud er i overensstemmelse
med EU-retten, fordi exitskatten kræves betalt med det samme,
og der således ikke er mulighed for at vælge henstand
med betaling af skatten.
Lovforslaget indebærer en justering
af reglerne om beskatning ved et selskabs overførsel af
aktiver og passiver til et andet EU/EØS-land. Der etableres
med forslaget en henstandsordning (afdragsordning), der gør
det muligt at udskyde betalingen af exitskatten mod
forrentning.
Henstandsbeløbet afdrages i takt
med, at der oppebæres afkast (indtægter, gevinster,
udbytter) af de overførte aktiver, som ville være
blevet beskattet i Danmark, hvis aktiverne var forblevet her i
landet. Dog skal det årlige afdrag mindst udgøre et
beløb svarende til 1/7 af den opgjorte exitskat.
Henstandsperioden er således maksimalt 7 år.
Formålet med forslaget er at bringe
de danske exitskatteregler i overensstemmelse med EU-retten.
Lovforslaget skønnes ikke at
medføre et mærkbart mindreprovenu på langt sigt.
I de første finansår vil der fremkomme et
mindreprovenu, i det omfang de berørte virksomheder
vælger at bruge ordningen.
Det skønnes, at lovforslaget
indebærer et ressourceforbrug i størrelsesordenen 1-2
årsværk. Hertil kommer en forventet omkostning til
tilretning af den planlagte it-løsning for modtagelse af
selskabsselvangivelsen (DIAS). Sidstnævnte omkostning
skønnes at være i størrelsesordenen 600.000
kr.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.