L 9 Forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer.

(Sanktioner for overtrædelse af forordning om markedsføring og brug af udgangsstoffer til eksplosivstoffer og bemyndigelsesbestemmelser vedrørende sådanne stoffer samt militærets og politiets udførsel af våben m.v.).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2013

Fremsættelse: 02-10-2013

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

20131_l9_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

Justitsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer (Sanktioner for overtrædelse af forordning om markedsføring og brug af udgangsstoffer til eksplosivstoffer, bemyndigelsesbestemmelser vedrørende sådanne stoffer samt militærets og politiets udførsel af våben m.v.)

(Lovforslag nr. L 9).

Lovforslaget har til formål at bringe dansk ret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 98/2013 af 15. januar 2013 om markedsføring og brug af udgangsstoffer til eksplosivstoffer. Forordningen indeholder regler, der begrænser almindelige borgeres adgang til udgangsstoffer til eksplosivstoffer, det vil sige stoffer, der kan anvendes til fremstilling af eksplosivstoffer. Forordningen finder anvendelse fra den 2. september 2014.

Området er i gældende dansk ret reguleret ved bekendtgørelse nr. 899 af 16. august 2011 om udgangsstoffer til eksplosivstoffer, der blandt andet forbyder privatpersoner at indføre, erhverve, besidde og anvende en række nærmere angivne udgangsstoffer til eksplosivstoffer. Politiet kan dog i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet.

Lovforslaget indebærer, at der i våbenloven indføres hjemmel til at straffe overtrædelser af forordningen. Der lægges op til, at overtrædelser af forordningen som udgangspunkt skal straffes med bøde, hvilket svarer til straffen for overtrædelse af de gældende danske regler om udgangsstoffer til eksplosivstoffer.

Endvidere forslås det, at justitsministeren bemyndiges til at udnytte de muligheder, som forordningen giver EU-medlems­staterne for blandt andet at indføre en national licensordning, og til at udvide begrænsningerne for almindelige borgeres adgang til udgangsstoffer til flere stoffer end dem, der er omfattet af forordningen. Det er hensigten, at bemyndigelsen skal udnyttes til så vidt muligt at videreføre de gældende danske regler på området.

Lovforslaget har endvidere til formål at bringe dansk ret i overensstemmelse med FN's traktat om våbenhandel (Arms Trade Treaty) af 2. april 2013. Traktaten indeholder regler om kontrol med international handel med visse typer af konventionelle våben samt ammunition og dele hertil.

På dette punkt indebærer lovforslaget, at den nuværende undtagelse af militæret og politiet fra våbenlovens regler om kontrol med udførsel af våben mv. indskrænkes således, at undtagelsen tilpasses kravene i våbenhandelstraktaten.

Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget efter grundlovens § 19 samtykke til, at Danmark ratificerer traktaten.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.