Skriftlig fremsættelse (27. november
2013)
Erhvervs- og
vækstministeren (Henrik Sass Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige
myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber
(Regioners mulighed for at udføre opgaver for andre
offentlige myndigheder m.v.)
(Lovforslag nr. L 83)
Formålet med lovforslaget er at give
regionerne mulighed for at løse opgaver for andre offentlige
myndigheder. Lovforslaget giver regionerne samme muligheder for
dette, som kommunerne har i dag.
Lovforslaget er udarbejdet med afsæt
i evalueringen af kommunalreformen, som blev afgivet den 1. marts
2013 og den opfølgende politiske aftale om rammer for
justering af kommunalreformen af den 26. juni 2013. Evalueringen
har identificeret enkelte områder, hvor regionerne er
undergivet uhensigtsmæssige begrænsninger i deres
virke, herunder i forhold til regionernes mulighed for at
løse opgaver for andre offentlige myndigheder.
Det foreslås, at regioner
fremadrettet bliver ligestillet med kommuner i forhold til
udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder.
Konsekvensen heraf vil være, at regionerne fremover får
mulighed for at løse opgaver for andre offentlige
myndigheder, som regionerne lovligt kan udføre for sig
selv.
Denne mulighed vil i øvrigt
være underlagt de samme rammevilkår, som allerede i dag
gælder for kommuner. Herunder er det et krav, at kun opgaver,
der falder under tærskelværdien for udbud efter EU's
tjenesteydelsesdirektiv må udføres for andre
offentlige myndigheder.
I det jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.