Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 13. marts 2014
1. Ændringsforslag
Der er stillet 9 ændringsforslag til
lovforslaget, herunder om deling af lovforslaget. Justitsministeren
har stillet ændringsforslag nr. 4 og 7, Venstres medlemmer af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2, 3 og 8, Dansk
Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag
nr. 1 og 9, og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget
har stillet ændringsforslag nr. 5 og 6.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 14. november
2013 og var til 1. behandling den 28. november 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring. Den 15.
november 2013 sendte justitsministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Birgitte
Kjølby, Birkerød.
Justitsministeren har over for udvalget
kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.
Samråd
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til justitsministeren til mundtlig
besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd
den 18. februar 2014. Ministeren har efterfølgende sendt
udvalget talepapiret, der lå til grund for ministerens
besvarelse af spørgsmålet.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 72
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF, EL og SIU) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren og af
DF stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de
under nr. 2, 3, 5, 6 og 8 stillede ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V) vil stemme for det under nr. 1 stillede
ændringsforslag om deling af lovforslaget. Mindretallet
indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Hvis de under nr. 2 og 3 stillede
ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling, vil
mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling, men vil
stemme for de stillede ændringsforslag.
Venstre ønsker naturligvis, at dem,
der udfører vejarbejde, skal kunne gøre det uden
risiko for at blive påkørt af den forbipasserende
trafik. Derfor tog V i sin regeringstid en række initiativer
til at gøre anlægs- og vedligeholdelsesarbejde
på det danske vejnet langt sikrere.
Af ministerens svar på
spørgsmål 29 fremgår det klart og tydeligt, at
der ikke har været nogen påkørsel af
fodgængere i forbindelse med vejarbejde i adskillige
år, og vi skal helt tilbage til år 2008 for at finde
den seneste ulykke med dødelig udgang.
Det undrer derfor V, at ministeren finder
nærværende skærpelse af straffene på
området påtrængende. Ydermere forekommer det
noget nær ubegribeligt for V, at skærpelserne af
straffeloven ligeledes skal gælde, når der ikke er
aktivitet og dermed ikke er nogen vejarbejdere at beskytte.
Endvidere finder V, at
nærværende ønske om en skærpelse
sætter en tyk streg under en total mangel på
proportionalitet i lovgivningen på dette område. Med de
foreslåede ændringer vil en bilist, der kører
for stærkt forbi et totalt øde vejarbejde midt om
natten, få en bøde på op imod samme
størrelse som den vanvidsbilist, der i 2013 i en dybt
tragisk dødsulykke torpederede en familiebil med alt for
høj fart. Det hænger ganske enkelt ikke sammen og
ligger så ualmindelig langt fra den almindelige danskers
retsbevidsthed, som noget kan gøre.
V bakker varmt op om et stærkt fokus
på at nedbringe antallet af ulykker i trafikken, men det skal
gøres intelligent og fokuseret, så borgerne kan se
fornuften i initiativerne frem for at opleve regler for reglernes
og bødeprovenuets skyld.
V stiller sig ligeledes stærkt
kritiske over for lovforslagets andet element. I lighed med en
række af høringsbidragsyderne, herunder Den Danske
Dommerforening og Østre Landsret, finder V forslaget om
objektivt ejeransvar dybt problematisk.
Efter V's opfattelse er der her tale om et
skred i forhold til retssikkerheden, og den foreslåede
ændring risikerer at føre til justitsmord på
samlebånd. Justitsministeren begrunder forslaget med, at det
vil lette politiets arbejde, da det fremover altid vil være
ejeren af køretøjet, der idømmes en
bøde for overtrædelse af hastighedsbegrænsningen
konstateret ved brug af automatisk trafikkontrol.
Såfremt ejeren ikke har ført
køretøjet ved hastighedsoverskridelsen, hvilket
ifølge Rigspolitiet er tilfældet i 45 pct. af de
tilfælde, hvor hastighedsoverskridelse er konstateret ved ATK
(jf. de almindelige bemærkninger til lovforslaget), må
ejeren selv finde frem til den reelle fører og overbevise
denne om, at vedkommende skal indrømme forholdet over for
politiet.
Dette gælder også, selv om
ejeren af køretøjet eksempelvis beviseligt har
opholdt sig i udlandet som udsendt soldat eller været indsat
på en af kriminalforsorgens institutioner i
gerningsøjeblikket, jf. justitsministerens svar på
spørgsmål 62 og 63.
V mener ganske enkelt ikke, at det kan
være rimeligt, at borgerne skal udføre politiets
arbejde under trussel om alternativt selv at betale en bøde
for en forseelse, de aldrig har begået. Det er ganske enkelt
ikke et retssamfund værdigt. Derfor er det heller ikke
overraskende, at der i de lande, som justitsministeren nævner
som eksempler på udenlandske erfaringer med objektivt
ejeransvar, reelt ikke er nogen, der tilnærmelsesvis anvender
det i en form og udstrækning, som den danske justitsminister
foreslår at indføre, jf. ministerens svar på
spørgsmål 11.
V er på borgernes side og kan derfor
på ingen måde støtte et forslag, der på
den måde er udtænkt af systemet og for systemet uden
det fjerneste hensyn til den enkelte borgers retssikkerhed.
Et andet
mindretal i udvalget (DF) vil stemme for det under nr. 1
stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget.
Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Selv om de under nr. 2 og 3 stillede
ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling, vil
mindretallet stemme for lovforslaget ved 3. behandling.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling, men vil
stemme for de stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (LA) vil stemme for det under nr. 1
stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget.
Mindretallet indstiller de under A og B nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et fjerde
mindretal i udvalget (KF) vil stemme for det under nr. 1
stillede ændringsforslag om deling af lovforslaget.
Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Hvis de under nr. 2 og 3 stillede
ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling, vil
mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Hvis de under nr. 5, 6 og 8 stillede
ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling, vil
mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af færdselsloven (Skærpede
sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde
m.v.)« omfattende § 1, nr. 1, 2 og 4-6, og § 2.
B. »Forslag
til lov om ændring af færdselsloven (Indførelse
af betinget objektivt ansvar for ejer (bruger) af et
motorkøretøj for visse
hastighedsovertrædelser)« omfattende § 1, nr. 3,
og § 2.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte lovforslag
Til § 1
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal (DF, LA
og KF):
2) I
det under nr. 2 foreslåede § 118, stk. 5, indsættes efter
»på eller ved vejen«: », og hvis
hastighedsoverskridelsen er sket på et tidspunkt, hvor der
aktuelt foregår et sådant arbejde på
stedet«.
[Ændring af betingelserne
for, hvornår der skal udmåles skærpede sanktioner
for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v.]
3) Nr. 4
affattes således:
»4. I §
125, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »eller
derover,«: »eller føreren, hvor
hastighedsgrænsen ved færdselstavler eller anden
afmærkning er midlertidigt fastsat i forbindelse med
vejarbejde eller arbejde af tilsvarende karakter på eller ved
vejen, og hvor der aktuelt foregår et sådant arbejde
på stedet, har overskredet de tilladte hastigheder med mere
end 40 pct.,«.«
[Ændring af betingelserne
for, hvornår der skal udmåles skærpede sanktioner
for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v.]
Til § 2
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
4)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 2
Loven træder i kraft den 1. april
2014.«
[Ændring af
ikrafttrædelsestidspunktet]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til § 1
Af et mindretal
(KF), tiltrådt af et mindretal
(V, DF og LA):
5) I
den under nr. 3 foreslåede § 118 c affattes stk. 2 således:
»Stk. 2. Hvis
ejeren (brugeren) af køretøjet over for politiet
udpeger en anden som den, der kan have ført
køretøjet på gerningstidspunktet,
pålægges ejeren (brugeren) af køretøjet
ikke ansvar efter stk. 1.«
[Ændring af betingelserne
for, hvornår ejeren (brugeren) kan undgå at blive
pålagt strafansvar på objektivt grundlag efter den
foreslåede bestemmelse i færdselslovens § 118 c,
stk. 1]
6) I
den under nr. 3 foreslåede § 118 c udgår stk. 3 og 4.
Stk. 5-8 bliver herefter stk. 3-6.
[Ændring af betingelserne
for, hvornår ejeren (brugeren) kan undgå at blive
pålagt strafansvar på objektivt grundlag efter den
foreslåede bestemmelse i færdselslovens § 118 c,
stk. 1]
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
7) I
den under nr. 3 foreslåede § 118 c indsættes efter stk. 7 som
nyt stykke:
»Stk. 8.
Straffelovens § 50, stk. 3, finder ikke anvendelse for
bøder pålagt efter stk. 1.«
Stk. 8 bliver herefter stk. 9.
[Præcisering af den
civilretlige karakter af forholdet mellem ejeren (brugeren) og
føreren]
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal (DF, LA
og KF):
8)
Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer:
»01. Efter § 143
indsættes:
Ȥ
144. Justitsministeren fremsætter forslag om revision
af § 118 c i 2016.««
[Revisionsklausul]
Til § 2
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
9)
Paragraffen affattes således:
Ȥ 2
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden.«
[Konsekvensændring som
følge af deling af lovforslaget]
Bemærkninger
Til nr. 1
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
ønsker at dele lovforslaget i to lovforslag, således
at det ene lovforslag kommer til at indeholde ændringerne
vedrørende skærpede sanktioner for
hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v. og det andet
lovforslag kommer til at indeholde indførelsen af betinget
objektivt ansvar for ejer (bruger) af et motorkøretøj
for visse hastighedsovertrædelser.
Til nr. 2 og 3
Med ændringsforslagene foreslås
det, at det er en forudsætning for at udmåle de
foreslåede skærpede sanktioner (bøde og betinget
frakendelse) for hastighedsovertrædelser begået ved
vejarbejde eller arbejde af tilsvarende karakter på eller ved
vejen, hvor det er tydeligt, at den generelle
hastighedsgrænse, som er fastsat i færdselsloven, ved
færdselstavler eller anden afmærkning, er midlertidigt
nedsat i forbindelse med det pågældende arbejde, at der
aktuelt foregår vejarbejde eller arbejde af tilsvarende
karakter på det tidspunkt, hvor hastighedsovertrædelsen
konstateres.
Til nr. 4
Efter lovforslagets § 2, stk. 1,
træder loven i kraft den 1. marts 2014, jf. dog stk. 2. Det
følger af lovforslagets § 2, stk. 2, at
justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 1, nr. 3 (forslaget til
færdselslovens § 118 c).
Det foreslås med
ændringsforslaget, at lovforslagets § 2 om lovens
ikrafttræden nyaffattes. Nyaffattelsen indebærer
nærmere, at loven bortset fra § 1, nr. 3, ikke
træder i kraft den 1. marts 2014, men den 1. april 2014.
Baggrunden herfor er, at lovforslaget ikke har kunnet
færdigbehandles inden den 1. marts 2014. Der foreslås
ikke med ændringsforslaget nogen ændring af
lovforslagets § 2, stk. 2, hvorved justitsministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af
lovforslagets § 1, nr. 3 (forslaget til færdselslovens
§ 118 c). Denne del flyttes dog som en konsekvens af
ændringsforslaget om deling til lovforslagets anden del.
De foreslåede bestemmelser, der
omfattes af lovforslagets § 2, stk. 1, angår dels
indførelsen af skærpede sanktioner for
hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v., idet
bøden for hastighedsovertrædelser på steder,
hvor hastighedsgrænsen midlertidigt er fastsat i forbindelse
med vejarbejde m.v., fordobles og førerretten i
sådanne tilfældes skal frakendes betinget, når
hastighedsgrænsen overskrides med mere end 40 pct. (60 pct. i
dag), dels nogle konsekvensændringer som følge
heraf.
Til nr. 5 og 6
Med ændringsforslagene foreslås
det, at ejeren (brugeren) af et køretøj ikke kan
pålægges strafansvar efter den foreslåede
bestemmelse i § 118 c, stk. 1, hvis den pågældende
over for politiet udpeger en anden som den, der kan have
ført køretøjet på gerningstidspunktet.
Det vil herefter være op til politiet og anklagemyndigheden
at fastlægge, om der kan føres bevis for, at den
udpegede fører kan straffes for forseelsen efter de
almindelige regler herom i færdselslovens § 118, stk.
1-3.
Til nr. 7
Det foreslås, at straffelovens §
50, stk. 3, hvorefter den bødefældte ikke kan
kræve bøden betalt eller erstattet af andre, ikke
finder anvendelse for bøder pålagt efter den
foreslåede bestemmelse i færdselslovens § 118 c,
stk. 1, om (betinget) objektivt bødeansvar.
Herved tydeliggøres det i selve
lovteksten, at hvis en ejer (bruger) på objektivt grundlag
pålægges en bøde, vil forholdet mellem ejeren
(brugeren) og, hvis en anden førte bilen, den, der
førte bilen, være af civilretlig karakter. Det vil
således f.eks. i kontrakten mellem et biludlejningsfirma
eller en delebilorganisation og lejeren kunne aftales, at lejeren
til firmaet eller organisationen skal betale en bøde
pålagt firmaet eller organisationen på objektivt
grundlag for en forseelse, som er begået, mens
køretøjet var i lejerens besiddelse, således
som det er forudsat i punkt 4.3.4.8 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det bemærkes i forlængelse
heraf følgende om civilretlig inddrivelse af
bøden:
Det må antages, at civilretlig
inddrivelse hos føreren af en bøde pålagt
ejeren (brugeren) på objektivt grundlag efter den
foreslåede § 118 c, stk. 1, normalt vil kunne ske efter
reglerne om betalingspåkrav i retsplejelovens kapitel 44 a
(§§ 477 a-477 g). Under en sådan civilretlig sag
vil ATK-billedet som udgangspunkt kunne udgøre bevis for
ejerens (brugerens) krav.
Reglerne om betalingspåkrav kan efter
retsplejelovens § 477 a anvendes ved inddrivelse af forfaldne
pengekrav, der ikke overstiger 100.000 kr. eksklusive renter og
omkostninger, hvis man som fordringshaver har en klar forventning
om, at skyldneren ikke har indsigelser mod kravet eller vil
gøre modkrav gældende.
En civilretlig tvist om en bøde, der
pålægges en ejer (bruger) af et
motorkøretøj i medfør af den foreslåede
§ 118 c, stk. 1, og som f.eks. på baggrund af
skyldnerens (førerens) indsigelser mod kravet ikke kan
inddrives efter reglerne om betalingspåkrav, jf. ovenfor, vil
som udgangspunkt i stedet kunne behandles efter reglerne om
behandling af sager om mindre krav i retsplejelovens kapitel 39
(§§ 400-410). Disse regler finder anvendelse på
bl.a. byretssager om krav, som har en økonomisk værdi
af højst 50.000 kr., jf. retsplejelovens § 400, stk. 1,
nr. 1.
Der gælder for disse sager
særlig lempelige krav til stævning og svarskrift, som
kan udformes ved hjælp af en blanket, der er
tilgængelig på Domstolsstyrelsens hjemmeside.
Retten har en vejledningspligt i forhold
til udfyldelse af sådanne blanketter. Bevisførelse
kræver rettens tilladelse, som alene gives, når det
må anses for sandsynligt, at bevisførelsen er af
betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 403. Det
følger endvidere af retsplejelovens § 406, at retten
forestår sagens forberedelse, hvilket i udgangspunktet sker
på skriftligt grundlag. Parterne vil således som
udgangspunkt ikke have behov for advokatbistand under sagens
forberedelse. Vælger en part alligevel at anvende advokat
under forberedelsen af sagen, og er der tale om små sager med
en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., er der
fastsat begrænsninger i det beløb, som den tabende
part kan komme til at betale til den vindende parts udgifter til
advokat, jf. retsplejelovens § 408, stk. 2.
Om forholdet til straffelovens § 50
bemærkes følgende:
De hensyn, der ligger bag straffelovens
§ 50, stk. 3, gør sig efter Justitsministeriets
opfattelse ikke gældende i forhold til de sager om
hastighedsovertrædelser konstateret ved ATK, som er omfattet
af den foreslåede bestemmelse i færdselslovens §
118 c. Denne bestemmelse indebærer, at bødeansvaret i
disse sager pålægges ejeren (brugeren) af
køretøjet på objektivt grundlag, medmindre en
anden erkender at have ført køretøjet på
gerningstidspunktet eller ved brugstyveri m.v. var i uberettiget
besiddelse af køretøjet på
gerningstidspunktet.
På andre områder vil det
derimod afhænge af en række omstændigheder, om
der gøres ansvar gældende mod såvel en juridisk
person som en fysisk person, der har begået en
overtrædelse inden for den juridiske persons virksomhed,
eller om der kun pålægges enten den juridiske person
eller den fysiske person strafansvar. På andre områder
beror valget af ansvarssubjekt således på
anklagemyndighedens, og i sidste ende domstolenes, vurdering af den
konkrete sags nærmere omstændigheder. Den
foreslåede § 118 c er derimod udtryk for en særlig
lovreguleret ordning, hvor valget af ansvarssubjekt beror på
de særlige lovbestemte betingelser for det foreslåede
betingede objektive ansvar for ejeren (brugeren), og ansvaret kan
kun pålægges enten ejeren (brugeren) eller
føreren. Ejeren (brugeren) kan desuden kun
pålægges ansvar, i det omfang føreren ville
kunne være pålagt ansvar. Det vil på denne
baggrund ikke være i strid med formålet med det
foreslåede betingede ansvar for ejeren (brugeren), at
ansvaret civilretligt kan påhvile føreren, og det er
som nævnt også forudsat i lovforslaget, at der kan
indgås aftale herom.
Endvidere er bøderne i disse sager
af forholdsvis begrænset størrelse og fastsættes
på grundlag af standardiserede bødetakster, som er
uafhængige af, om bøden pålægges en
juridisk person eller en fysisk person. På andre
områder kan bøder, som pålægges en
juridisk person, derimod fastsættes i lyset af den juridiske
persons økonomiske forhold og kan efter
omstændighederne udgøre betydelige beløb.
Den foreslåede undtagelse til
straffelovens § 50, stk. 3, vil heller ikke føre til,
at bøder, der pålægges for en
hastighedsovertrædelse, som en lønmodtager har
begået i tjenesten, i videre omfang end i dag vil skulle
betales af lønmodtageren. I dag er det således i
praksis altid lønmodtageren, som søges pålagt
bøden for en hastighedsforseelse begået i
arbejdstiden.
Ændringsforslaget ændrer ikke
på, at straffelovens § 50, stk. 3, fortsat vil finde
anvendelse i forhold til den, der pålægges et
bødeansvar efter at have afgivet en erkendelse til politiet
efter den foreslåede bestemmelse i færdselslovens
§ 118 c, stk. 2. Den fører, der således
påtager sig ansvaret, vil ikke kunne indgå en aftale
med henblik på efterfølgende at kræve
bøden betalt eller erstattet af en anden.
Til nr. 8
Med ændringsforslaget foreslås
det, at justitsministeren pålægges i 2016 at
fremsætte forslag om revision af den bestemmelse i
lovforslaget, der vedrører forslag til færdselslovens
§ 118 c om indførelse af betinget objektivt ansvar for
ejer (bruger) af et motorkøretøj for visse
hastighedsovertrædelser.
Til nr. 9
Ændringsforslaget er en konsekvens af
delingen af lovforslaget.
Trine Bramsen (S) Poul Andersen
(S) Astrid Krag (S) Mette Reissmann (S) Jeppe Bruus (S) Rasmus
Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Camilla Hersom
(RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Pernille Vigsø Bagge (SF)
Pernille Skipper (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Henning
Hyllested (EL) Doris Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang
Henriksen (V) Inger Støjberg (V) Karen Jespersen (V) Jan E.
Jørgensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen
(V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær
(DF) Pia Adelsteen (DF) Kim Christiansen (DF) Simon Emil
Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF) nfmd.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 74
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra justitsministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 4 | Ændringsforslag fra
justitsministeren | 5 | 1. udkast til betænkning | 6 | Revideret tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 7 | Ændringsforslag fra
justitsministeren | 8 | Ny revideret tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 9 | 2. udkast til betænkning | 10 | Henvendelse af 5/3-14 fra Birgitte
Kjølby, Birkerød | 11 | 3. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 74
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm., om ministeren vil sikre, at de
foreslåede regler om betinget objektivt ansvar for ejeren
(brugeren) evalueres, når de har været i kraft et
passende stykke tid, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om, hvordan en bilist, der
idømmes fartbøde på baggrund af en
ATK-måling, skal kunne løfte bevisbyrden for, at den
pågældende fartmåling ikke er udført
korrekt, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. om, hvad der sker, hvis en person er
bortrejst på ferie eller forretningsrejse og først
kommer hjem efter 30-dagesfristen, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 4 | Spm., om bemærkningerne til
lovforslaget, side 15, skal forstås således, at der
fremover ikke sendes foto med ud, efter at bilen er fotograferet i
automatisk hastighedskontrol, medmindre bilens ejer beder om det,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm., om ministeren er opmærksom
på det såkaldte 30 pct. tillæg i
færdselslovens § 118, stk. 4, der med lovforslaget
bevirker, at en lastbil, der kører 70 km/t, hvor der ved
vejarbejde er skiltet ned til 50 km/t, på vej, som ikke er
motorvej, får en bøde, der er 2.000 kr. højere,
i forhold til hvis den samme forseelse sker på motorvej, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 6 | Spm. om, hvordan forslaget om betinget
objektivt ejeransvar gavner færdselssikkerheden, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. om, hvordan lovforslaget kan virke
præventivt, når det netop ikke er den ansvarlige for
forseelsen, der straffes, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 8 | Spm., om ministeren mener, at den
forringede retssikkerhed for borgerne er proportional med den
effekt, der opnås i øgede bødeindtægter,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 9 | Spm. om en redegørelse for
objektivt ansvar i dansk strafferet, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 10 | Spm. om, hvor der i dansk ret er objektivt
ansvar, uden at den ansvarlige har en økonomisk interesse,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 11 | Spm. om, hvor mange lande ministeren har
indhentet oplysninger fra om objektivt ansvar, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 12 | Spm., om ministeren kan bekræfte, at
der ikke er objektivt ansvar for hastighedsforseelser i Holland,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 13 | Spm., om ministeren ikke forventer, at
lovforslaget vil medføre, at mange flere vil nægte at
betale og gå i retten, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 14 | Spm. om, hvori gevinsten ligger for
politiet, hvis mange flere borgere kræver sagen i retten med
den følge, at politiet skal møde mere i retten, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 15 | Spm. om ministeren vil garantere, at en
sigtet borger kan få udleveret politiets materiale med foto
m.v., til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 16 | Spm., om ministeren er enig i, at
spørgsmålet om objektivt ansvar for juridiske personer
overhovedet ikke kan sammenlignes med private bilejeres objektive
ansvar, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 17 | Spm. om ministeren kan bekræfte, at
lovforslagets bestemmelser om betinget objektivt ejeransvar ved
hastighedsovertrædelser er det eneste sted i dansk
lovgivning, hvor betinget objektivt ejeransvar gøres
gældende for en privat person, der idømmes en
strafferetlig sanktion, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 18 | Spm. om, hvad det er, der er så
særligt for hastighedsforseelser, at det gør, at
ministeren mener at kunne fravige det helt grundlæggende
strafferetlige princip om tilregnelse, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 19 | Spm., om ministeren er enig i, at
lovforslaget vælter politiets efterforskning over på
den private borger, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 20 | Spm., om lovforslaget skal forstås
på den måde, at en juridisk ejer, der er arbejdsgiver,
kan frigøre sig for ansvaret ved at lade en ansat registrere
som fast bruger, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 21 | Spm. om, i hvilket omfang ministeren
anerkender at lovforslaget skaber interne konflikter mellem
arbejdsgiver og chauffør, da det i langt de fleste
tilfælde gælder, at det ikke er ejeren af taxaen, der
er fører, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 22 | Spm., om ministeren kan bekræfte, at
f.eks. autoværksteder vil skulle stå for ansvaret og
betalingen for hastighedsovertrædelser, som vedkommende de
låner en bil ud til, har begået, til justitsministeren,
og ministerens svar herpå | 23 | Spm., om ministeren har overvejet, at de
skærpende sanktioner for hastighedsovertrædelser ved
vejarbejde kun skal gælde, når der reelt er arbejdere
til stede, der kan komme til skade, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 24 | Spm. om, hvad de forventede
merindtægter er som følge af lovforslaget, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 25 | Spm. om de forventede
bødeindtægter for 2014 og 2015, til justitsministeren,
og ministerens svar herpå | 26 | Spm., om ministeren mener, at de nye
forhøjede bøder for hastighedsovertrædelser ved
vejarbejde er proportionelle med retspraksis for bøderne for
f.eks. vanvidskørsel og uagtsomt manddrab i trafikken, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 27 | Spm. om, hvad retspraksis er i forbindelse
med. bødestørrelser for vanvidskørsel og
uagtsomt manddrab i trafikken, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 28 | Spm., om det forventes, at de nye
fotovogne, der påregnes indkøbt i 2014, tager bedre
billeder, således at færre billeder må kasseres,
fordi det ikke er muligt klart at se føreren af bilen, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 29 | Spm. om oversendelse af en statistik over
antal uheld i forbindelse med vejarbejde, hvor en vejarbejder er
kommet til skade de sidste 10 år, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 30 | Spm. om fremsendelse af dokumentation for,
at det er et stigende problem med hastighedsovertrædelser ved
vejarbejde, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 31 | Spm. om en redegørelse for kravene
til skiltning, når en hastighedsgrænse er midlertidigt
nedsat som følge af vejarbejde, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 32 | Spm. om, at der ikke siden 2008 har
været et dødsfald i forbindelse med udførselse
af vejarbejde, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 33 | Spm. om Straffelovrådets holdning
til objektivt ansvar, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 34 | Spm. om at oplyse, i hvor stort et omfang
bøder udskrevet på baggrund af ATK betales af andre
end dem, der har fået bøden tilsendt, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 35 | Spm. om, at ingen af de lande, som
ministeren henviser til i sit svar på spørgsmål
11, har en ordning som den, ministeren ønsker at
indføre i Danmark, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 36 | Spm. om, at arbejdsgivere vil søge
at indføre klausuler i ansættelseskontrakter
vedrørende medarbejderes pligt til at betale bøder,
som opstår som følge af ATK i en af arbejdsgiveren
ejet bil, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 37 | Spm. om at beskrive forløbet
før og nu for en hjemmehjælper, der i kommunens bil
begår en hastighedsovertrædelse, til justitsministeren,
og ministerens svar herpå | 38 | Spm. om at redegøre for
bødeindtægter fra ATK, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 39 | Spm. om at redegøre for
forudsætningerne bag svaret på spm. 25, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 40 | Spm. om at yde teknisk bistand til et
ændringsforslag til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 41 | Spm. om, at den sigtede kan få
adgang til at se det foto, der er optaget ved
hastighedsoverskridelsen, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 42 | Spm. om, at der ikke automatisk medsendes
fotodokumentation, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 43 | Spm. om, at det altid er ejeren
(brugeren), der objektivt har ansvaret, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 44 | Spm. om, at føreren ikke vil betale
bøden, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 45 | Spm. om, at personskade betragtes som en
formildende omstændighed, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 46 | Spm. om, at domstolene betragter
venstresving via en venstresvingsbane som ulovligt og endda som en
skærpede omstændighed, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 47 | Spm., om det er fører eller ejer,
der skal betale bøde, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 48 | Spm. om skylden ved
hastighedsoverskridelse, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 49 | Spm., om person, der påtager sig
skyld for hastighedsoverskridelse, er uden reel betalingsevne, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 50 | Spm. om, hvorledes politiet vil forholde
sig, hvis en person overskrider hastighedsgrænsen med
højst 30 pct. og kort efter afgår ved døden,
fra justitsministeren, og ministerens svar herpå | 51 | Spm. om, hvorledes politiet vil forholde
sig ved førers død og tab af erindring om
hændelsen, fra justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 52 | Spm. om overtrædelser af
færdselsloven, der kan registreres med ATK, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 53 | Spm. om, i hvilket omfang det vil
medføre politiefterforskning m.v., til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 54 | Spm. om, i hvilket omfang det vil
medføre politiefterforskning, hvis en ejer udpeger en anden
person som fører, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 55 | Spm. om, i hvilket omfang det vil
medføre politiefterforskning, hvis en ejer er frakendt
retten til at køre bil, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 56 | Spm. om, hvis henholdsvis samtale i
håndholdt mobiltelefon, kørsel uden sele og
hastighedsoverskridelser med påhængsvogn resulterer i
personskade i trafikken, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 57 | Spm. om de foreslåede
ændringer som følge af overgangen til anvendelse af
betinget objektivt ansvar ved ATK, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 58 | Spm. om at redegøre for
sammenhængen mellem den procentuelle hastighedsoverskridelse
med personbil og antallet af færdselsulykker forårsaget
af denne hastighedsoverskridelse, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 59 | Spm. om at redegøre for
sammenhængen mellem den procentuelle hastighedsoverskridelse
med personbil og antallet af færdselsulykker med personskade,
til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 60 | Spm. om, i hvilket omfang politiet er
bekendt med brugstyveri af personbiler m.v., til justitsministeren,
og ministerens svar herpå | 61 | Spm. om omfanget af, at en gerningsmand
har stjålet nøglerne til bilen og efterfølgende
returnerer både nøgler og bil uset, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 62 | Spm. om betinget objektivt ansvar, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 63 | Spm. om betinget objektivt ansvar i
forbindelse med en af forsvarets missioner i udlandet, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 64 | Spm. om en overtrædelse af
hastighedsbegrænsningen konstateret ved ATK efter reglen om
betinget objektivt ansvar, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 65 | Spm. om overtrædelse af
hastighedsbegrænsningen konstateret ved ATK efter reglen om
betinget objektivt ansvar, og om dette forhold da ifølge
skatteministeren vil kunne anvendes i vurderingen af om ejeren er
skattepligtig i Danmark m.v., til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 66 | Spm. om de økonomiske konsekvenser
for staten, såfremt grænsen for klip i
kørekortet ved hastighedsoverskridelser sænkes til 20
pct., til justitsministeren, og ministerens svar herpå | 67 | Spm. om at oversende talepapir fra
samrådet den 18/2-14, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 68 | Spm. om at stille ændringsforslag,
der indebærer, at ejeren (brugeren) af
køretøjet ikke pålægges ansvar for
overtrædelsen, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 69 | Spm. om, hvad de forventede
bødeindtægter for 2014 og 2015 er fordelt på
politikredse, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 70 | Spm. om at yde teknisk bistand til et
ændringsforslag til den del af lovforslaget, der angår
skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved
vejarbejde m.v., til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 71 | Spm. om ændring i reglerne om
forvandlingsstraf, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 72 | Spm om kommentar til henvendelse af 5/3-14
fra Birgitte Kjølby, Birkerød, til justitsministeren,
og ministerens svar herpå |
|
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L 74
Samråds-spm.nr. | Titel | A | Samrådsspm. om at redegøre
for reglerne om objektivt ejeransvar i dansk strafferet og herunder
begrunde, hvorfor ministeren finder det nødvendigt at
indføre et objektivt ansvar for
hastighedsovertrædelser, til justitsministeren |
|