L 7 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Gennemførelse af den reviderede Dublinforordning af 26. juni 2013).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 26-11-2013

Afgivet: 26-11-2013

Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 26. november 2013

20131_l7_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 26. november 2013

1. Ændringsforslag

Justitsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober 2013 og var til 1. behandling den 10. oktober 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 22. august 2013 dette udkast til udvalget, jf. UUI, alm. del - bilag 139 (folketingsåret 2012-13). Den 1. oktober 2013 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget. Den 8. oktober og 22. november 2013 sendte justitsministeren supplerende høringssvar til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en skriftlig henvendelse fra Tage Gøttsche, daglig leder af Den mobile Retshjælp (DMR).

Justitsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 22 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget med undtagelse af DF indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget støtter overordnet Dublinforordningen. V og KF anser Dublinforordningen for at være en nødvendighed for at undgå asylshopping i EU. Derfor er V og KF meget glade for, at Danmark har indgået en parallelaftale med EU, så vi kan være med i Dublinforordningen på trods af vores retsforbehold, og derfor mener V og KF, at Danmark også fremadrettet bør være en del af Dublinforordningen.  For at det kan lade sig gøre, skal Danmark implementere den nye forordning i dansk lovgivning, som det sker med dette lovforslag.

V og KF er dog skeptiske over for, at klager om overførsel efter forordningen får opsættende virkning med lovforslaget. V og KF mener, at asylansøgere, der er blevet bestemt til at blive overført til et andet land, ikke automatisk skal kunne forlænge deres ophold ved at klage. V og KF henholder sig dog til svaret på spørgsmål nr. 8 til lovforslaget, hvor det fremgår, at den valgte implementering er den, der sikrer den hurtigste sagsbehandlingstid. Derfor stemmer V og KF for lovforslaget.

Enhedslistens medlemmer af udvalget er grundlæggende positive over for den forbedring af asylansøgeres retsstilling, der ligger i lovforslaget, og som indebærer, at en asylansøgers klage over en afgørelse om overførsel efter Dublinforordningen automatisk tillægges opsættende virkning. Uden den opsættende virkning vil behandlingen af en klagesag i mange tilfælde blive teoretisk og ligegyldig. EL ønsker, at også klager over andre typer af afgørelser hos udlændingemyndighederne - i højere grad end det er tilfældet i dag - tillægges opsættende virkning.

Som bebudet under førstebehandlingen af lovforslaget har EL under udvalgsarbejdet stillet en række spørgsmål. I svaret på spørgsmål nr. 1 til lovforslaget skriver justitsministeren, at der ikke er taget stilling til, om man kvartalsvis vil afrapportere de klagesager over afgørelser efter Dublinforordningen, der er behandlet i Flygtningenævnet. EL så gerne en sådan afrapportering, der også anbefales af Dansk Flygtningehjælp og Refugees Welcome, så det er beklageligt, at justitsministeren ikke har givet et sådant tilsagn.

Af svaret på spørgsmål nr. 3 til lovforslaget fremgår, at Østre Landsret 20. juni 2012 afsagde kendelse om at løslade en asylansøger, som Frankrig to gange (26. december 2011 og 5. marts 2012) havde afslået at tage tilbage. EL er bekymret over, at den nuværende retstilstand er sådan, at asylansøgere kan sidde frihedsberøvet i adskillige måneder, efter at et andet land har afslået at tage vedkommende tilbage i medfør af Dublinforordningen. EL beklager, at det foreliggende lovforslag ikke ændrer på dette. EL mener, at der må være snævre grænser for, hvor længe myndighederne kan frihedsberøve en udlænding, der ikke er mistænkt for at have begået noget ulovligt.

Da det foreliggende lovforslag forbedrer asylansøgernes retsstilling ved at give klager over afgørelser efter Dublinforordningen opsættende virkning, kan EL stemme for lovforslaget.

Et mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling men vil stemme for det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er ikke enige i de ændringer, som lovforslaget indeholder.

DF er tilhænger af grundprincipperne i Dublinforordningen, og DF ser gerne, at ordningen forstærkes. Desværre er der i de senere år set flere eksempler på, at ordningen ikke længere fungerer efter hensigten, hvorfor DF gerne havde set, at EU og den danske regering i højere grad havde arbejdet med at styrke ordningen, f.eks. i forhold til Grækenland. Dette lovforslag lægger desværre op til en svækkelse af ordningen, hvilket DF beklager. DF beklager ligeledes, at regeringen har valgt den implementeringsmodel, som er lagt frem i lovforslaget.

DF anerkender, at det er vanskeligt for regeringen at søge ændringer gennemført i reglerne efter Dublinforordningen, men DF havde gerne set, at regeringen gjorde forsøget.

DF havde gerne set, at klager over afgørelser om overførsel til en anden medlemsstat ikke tillægges opsættende virkning, og DF havde gerne set, at regeringen havde været indstillet på at finde en ordning, der ikke indebærer, at samtlige klager over en afgørelse tillægges opsættende virkning. DF mener ikke, at justitsministeren helhjertet har søgt at imødekomme DF i forhold til dette punkt, til trods for at der inden for de foreslåede ændringer af Dublinforordningen var en vis fleksibilitet. Dermed kunne regeringens ønske om at leve op til aftalen med EU fortsat imødekommes, dog med respekt for de nationale forhold i Danmark.

DF havde gerne set, at Dansk Flygtningehjælp enten blev fjernet fra Flygtningenævnet eller konkret i forhold til dette lovforslag ikke blev udpeget til at yde juridisk bistand, idet de så ellers reelt påtager sig en dobbeltrolle.

Dette ønske kunne regeringen nemt have imødekommet, uden at det ville bryde med de foreslåede ændringer af Dublinforordningen.

DF kunne godt have stemt for forslaget, såfremt der havde været en reel forhandlingsvilje fra regeringens side, men da regeringen ikke har ønsket at imødekomme DF, og da lovforslaget samlet set udgør en svækkelse af udlændingepolitikken, kan DF ikke stemme for lovforslaget, som det foreligger.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 37, stk. 3, 4. pkt., ændres to steder »§ 36, stk. 1, 4. pkt.« til: »§ 36, stk. 1, 5. pkt.«

[Konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 5]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringen i § 37, stk. 3, 4. pkt., er en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt 2. pkt. i udlændingelovens § 36, stk. 1.

Trine Bramsen (S) Troels Ravn (S) fmd. Karen J. Klint (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Maja Panduro (S) Ole Hækkerup (S) Jeppe Bruus (S) Zenia Stampe (RV) Liv Holm Andersen (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Anne Baastrup (SF) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Pernille Skipper (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Jakob Engel-Schmidt (V) Peter Christensen (V) Karen Ellemann (V) Michael Aastrup Jensen (V) Fatma Øktem (V) Karen Jespersen (V) Karsten Lauritzen (V) Inger Støjberg (V) Martin Henriksen (DF) Peter Skaarup (DF) nfmd. Christian Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Merete Riisager (LA) Tom Behnke (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 7

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Høringssvar modtaget i Justitsministeriet efter udløbet af høringsfristen
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Ændringsforslag, fra justitsministeren
6
Henvendelse af 20/11-2013 fra Tage Gøttsche - daglig leder af Den mobile Retshjælp
7
Supplerende høringssvar vedr. Dublinforordningen
8
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 7

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om en kvartalsvis afrapportering af klagesager over Dublin afgørelser, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. , om et nyt 2. punktum i udlændingelovens § 36, stk. 1, vil betyde et fald i antallet af frihedsberøvelser af udlændinge, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om kommentar til Dansk Flygtningehjælps bemærkning i organisationens høringssvar om, at frihedsberøvelse ikke bør kunne opretholdes, når det anmodede land har afvist Udlændingestyrelsens anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvordan det sikres, at kravene i Dublinforordningens artikel 26 opfyldes, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til bemærkningen i høringssvaret fra Refugees Welcome om, at »Institutionen Ellebæk er på alle måder at betragte som et fængsel«, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvilke klagefrister der efter den reviderende Dublinforordning vil gælde i Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Holland og Storbritannien, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. , om en absolut klagefrist kan kollidere med internationale konventionsmæssige forpligtelser og almindelige forvaltningsretlige principper, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm. , om ministeren vil bekræfte, at den nye Dublinforordning i artikel 27, stk. 3, indeholder tre valgmuligheder, som Folketinget kan vælge imellem ved gennemførelsen af forordningen i dansk ret, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. , om ministeren vil bekræfte, at det vil være i overensstemmelse med forordningen, at klager over afgørelser om overførsel efter Dublinforordningen ikke automatisk tillægges opsættende virkning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. , om ministeren vil bekræfte, at det er regeringen, der har besluttet, at en klage over en afgørelse om overførsel skal tillægges opsættende virkning, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. , om ministeren vil bekræfte, at regeringen i overensstemmelse med den nye Dublinforordning kunne have valgt en anden aktør end Dansk Flygtningehjælp til at yde juridisk bistand, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. , om ministeren vil oplyse, om regeringen forventer, at flere udlændinge vil klage over en afgørelse om overførsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. , om ministeren finder det hensigtsmæssigt, hvis flere klager over en afgørelse om overførsel, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm. , om ministeren vil specificere, hvordan Justitsministeriet i notat til Europaudvalget kom frem til, at forslaget ville medføre merudgifter på ca. 14,1 mio. kr. årligt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. , om ministeren vil bekræfte, at lovforslaget samlet set medfører merudgifter på 1,9 mio. kr., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. , om ikke ministeren mener, at det undergraver hele systemet, når asylansøgere f.eks. ikke kan sendes tilbage til Grækenland, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm. om, hvor mange asylansøgere Danmark kunne have sendt til Grækenland, såfremt Dublinforordningen fungerede efter hensigten, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om merudgift til indkvartering af asylansøgere på 14 mio. kr., til justitsministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om, hvordan udgifterne til indkvartering af asylansøgere bliver mindsket, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
20
Spm. om implementeringen, hvis man havde valgt forordningens artikel 27, stk. 3, litra b, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
21
Spm. om implementeringen, hvis man havde valgt forordningens artikel 27, stk. 3, litra c, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
22
Spm. om kommentar til henvendelse af 20/11-13 fra Den Mobile Retshjælp v/ Tage Gøttsche, til justitsministeren, og ministerens svar herpå