Skriftlig fremsættelse (13. november
2013)
Beskæftigelsesministeren (Mette
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
sygedagpenge (Ophævelse af refusionsbestemmelse ved manglende
opfølgning)
(Lovforslag nr. L 69)
Efter sygedagpengelovens § 62, stk. 7,
kan der ikke ydes statsrefusion, så længe kommunen ikke
opfylder sin pligt til at følge op efter
sygedagpengeloven.
Bestemmelsen blev suspenderet for
årene 2010, 2011, 2012 og 2013 for over en længere
periode at kunne følge udviklingen af kommunernes
opfølgning uden reglen.
Måling af kommunernes
opfølgning i sygedagpengesager foretaget af
Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at kommunerne må anses for
samlet set at have overholdt opfølgningspligten uden §
62, stk. 7.
Regeringen og forligspartierne, Venstre,
Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti
er enige om at ophæve bestemmelsen om, at der ikke kan ydes
statsrefusion, så længe kommunen ikke opfylder sin
pligt til at følge op rettidigt efter sygedagpengeloven.
Der vil fremover ikke være hjemmel
til at kræve statsrefusionen tilbage i sager, hvor den
kommunale sygeopfølgning ikke sker til tiden.
Den kommunale revision skal fortsat ved
revisionen påse, om der sker opfølgning, og om
refusionen er opgjort efter gældende regler. Dette sker dels
ved gennemgang af forretningsgange, og dels ved gennemgang af
enkeltsager.
Det foreslås, at lovforslaget har
virkning fra d. 1. januar 2014.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.