L 6 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Revision af visumregler, akkrediteringsordning for udenlandske virksomheder, justering af karensregler, afslagskompetence til danske repræsentationer, beregning af kortvarige ophold m.v.).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2013

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

20131_l6_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

Justitsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Revision af visumregler, akkrediteringsordning for udenlandske virksomheder, justering af karensregler, afslagskompetence til danske repræsentationer, beregning af kortvarige ophold m.v.)

(Lovforslag nr. L 6).

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en række initiativer på visumområdet i overensstemmelse med anbefalingerne fra en af regeringen nedsat arbejdsgruppe, som har undersøgt mulighederne for at styrke danske virksomheders forretningsmuligheder over for udenlandske samarbejdspartnere og styrke det danske turisterhverv gennem en revision af visumreglerne.

Arbejdsgruppen har bl.a. anbefalet, at der indføres en akkrediteringsordning for virksomheder i udlandet (den såkaldte Red Carpet-ordning), og at den nuværende forhåndsgodkendelsesordning for virksomheder i Danmark udvides, således at forretningsrejsende med et legitimt formål i Danmark kan tilbydes en særligt smidig ansøgningsprocedure. Lovforslaget indeholder i forlængelse heraf forslag til bestemmelser vedrørende akkrediteringer meddelt til udenlandske virksomheder og om afskæring af klageadgangen i sager om akkreditering eller forhåndsgodkendelse.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at de danske diplomatiske og konsulære repræsentationer - som i dag kun har kompetence til at give tilladelser i visumsager - får kompetence til at meddele afslag i sager, der kan oplyses tilstrækkeligt på stedet, og at Udlændingestyrelsen skal være klageinstans i de sager, hvor repræsentationerne meddeler afslag i første instans. Formålet med en sådan ændring af kompetencefordelingen er først og fremmest at gøre det danske visumsystem mere kompatibelt med de øvrige Schengenlande for derved at forbedre Danmarks muligheder for at indgå repræsentationsaftaler med andre lande, således at der kan blive mulighed for at ansøge om visum flere steder i verden.

Herudover indeholder lovforslaget forslag om mindre justeringer af karensreglerne, således at reglerne ikke skal anvendes i tilfælde, hvor det vil udgøre en åbenbart uforholdsmæssig reaktion.

Endelig indeholder lovforslaget forslag om en række ændringer i udlændingeloven, som er nødvendige for at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 610/2013 om ændring af bl.a. Schengengrænsekodeksen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.