Betænkning afgivet af
Transportudvalget den 12. december 2013
1. Ændringsforslag
Transportministeren har stillet 2
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. oktober
2013 og var til 1. behandling den 21. november 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Transportudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 1
møde.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
transportministeren sendte den 2. september 2013 dette udkast til
udvalget, jf. folketingsåret 2012-13, TRU alm. del - bilag
341. Den 31. oktober 2013 sendte transportministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser fra Danske
Busvognmænd og ITD (Brancheorganisation for den danske
vejgodstransport).
Transportministeren har over for udvalget
kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.
Deputationer
Endvidere har Danske Busvognmænd og
ITD (Brancheorganisation for den danske vejgodstransport) mundtligt
over for udvalget redegjort for deres holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6
spørgsmål til transportministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V, DF, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Venstres, Liberal Alliances og Konservative
Folkepartis medlemmer af udvalget kan ikke støtte dette
lovforslag, der indebærer en markant forhøjelse af
bøderne for brud på godskørselsloven og
buskørselsloven.
For det første blev
bødesatserne for brud på godskørselsloven og
buskørselsloven hævet markant så sent som i
2012. Regeringen har ikke fremlagt dokumentation for, at danske
lastbilvognmænd eller busvognmænd i det seneste
1½ år har brudt loven i forøget omfang, hvorfor
den foreslåede mar?kante forøgelse af
bødeniveauet er utidig og irrelevant. Vognmænd skal
naturligvis overholde love og regler, så vi får en fair
konkurrence og sikkerhed på vejene. Men der er intet
belæg for at hæve hele bødeniveauet så
kort tid efter den seneste skærpelse.
For det andet er de foreslåede
bødesatser ude af pro?portioner i forhold til de konkrete
forseelser. Der savnes en ekstra kategori af sanktioner i
nærmere definerede tilfælde, hvor en vognmand eller en
chauffør utilsigtet kommer til at begå en bagatelagtig
forseelse. I sådanne tilfælde kunne politiet passende
give en advarsel eller en mindre bøde på f.eks. 1.000
kr.
For det tredje rammer lovforslaget helt ved
siden af i forhold til det vigtige mål om at forebygge
ulovlig cabotagekørsel. Dette mål nås bedst, ved
at risikoen for at blive afsløret i en vejkontrol er stor,
hvorfor det hilses velkommen, at politiets vejkontroller er blevet
styrket med deraf følgende afskrækkende effekt.
For det fjerde vil en generel
forøgelse af bøderne i særlig grad ramme danske
lastbilvognmænd og danske busvognmænd. Af
høringssvarene spores en forståelig dyb skepsis over
for dette lovforslag. Eksempelvis er det komplet uforståeligt
for danske busvognmænd, at de som en udløber af
cabotagedebatten for lastbiler skal udsættes for en generel
dramatisk forøgelse af bøderne på flere
hundrede procent - og det blot 1½ år efter den seneste
forøgelse af bøderne. Denne skærpede sanktion
over for busvognmændene er i særlig grad urimelig,
på baggrund af at regeringen ikke i behandlingen af dette
lovforslag har fremlagt dokumentation for, at der siden 2009 er
sket et eneste brud på cabotagereglerne for buskørsel
i Danmark.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
støtter de højere bøder for ulovlig
cabotagekørsel. Ulovlig cabotagekørsel er
stærkt konkurrenceforvridende og bør derfor
bekæmpes med alle midler, herunder skærpede sanktioner
og en øget politiindsats.
Når Dansk Folkeparti ikke kan
støtte det samlede lovforslag, skyldes det de helt urimelige
bødestørrelser for danske vognmænd. Her havde
Dansk Folkeparti gerne set en bagatelgrænse og bøder
på 1.000 kr. for de små forseelser. Dansk Folkeparti
kan heller ikke støtte, at busvognmændene medtages i
lovforslaget, da der ikke er dokumentation for, at
busvognmændene har brudt cabotagereglerne - regler, som i
øvrigt ikke er de samme som for transportbranchen.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag
Ændringsforslag
Til § 1
Af transportministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I
det under nr. 2 foreslåede § 17, stk. 5, ændres
»overtrædelsens karakter« til: »karakteren
af den begåede overtrædelse«.
[Præcisering af ordlyd samt
anvendelseskriterier]
Til § 2
2) I
det under nr. 3 foreslåede § 22, stk. 5, ændres
»overtrædelsens karakter« til: »karakteren
af den begåede overtrædelse«.
[Præcisering af ordlyd samt
anvendelseskriterier]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med den foreslåede ændring i
godskørselslovens § 17, stk. 5, sikres det, at ordlyden
af godskørselslovens § 17, stk. 4 og 5, bliver
enslydende, således at der ikke er tvivl om, at kriterierne
for anvendelsen af de to bestemmelser skal være de samme. Det
betyder, at der ved udmåling af straffen for
overtrædelse af godskørselsloven, forskrifter udstedt
i medfør heraf eller vilkår, der er fastsat i en
tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter
udstedt i medfør af denne, og for overtrædelse af
EU-regler vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov,
kan lægges vægt på, hvilke økonomiske
gevinster der er opnået eller forsøgt opnået ved
den pågældende overtrædelse, samt karakteren af
den begåede overtrædelse og overtrædelsens
grovhed.
Til nr. 2
Med den foreslåede ændring i
buslovens § 22, stk. 5, sikres det, at ordlyden af buslovens
§ 22, stk. 4 og 5, bliver enslydende, således at der
ikke er tvivl om, at kriterierne for anvendelsen af de to
bestemmelser skal være de samme. Det betyder, at der ved
udmåling af straffen for overtrædelse af busloven,
forskrifter udstedt i medfør heraf eller vilkår, der
er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven
eller forskrifter udstedt i medfør af denne, og for
overtrædelse af EU-regler vedrørende forhold, der er
omfattet af denne lov, kan lægges vægt på, hvilke
økonomiske gevinster der er opnået eller
forsøgt opnået ved den pågældende
overtrædelse, samt karakteren af den begåede
overtrædelse og overtrædelsens grovhed.
Benny Engelbrecht (S) fmd. Poul Andersen (S) Rasmus Horn
Langhoff (S) Mette Reissmann (S) Orla Hav (S) Karin Gaardsted (S)
Jesper Petersen (S) Andreas Steenberg (RV) Christian Friis Bach
(RV) Lone Loklindt (RV) Anne Baastrup (SF) Jonas Dahl (SF) Henning
Hyllested (EL) Per Clausen (EL) Lars Dohn (EL) Thomas Danielsen (V)
Martin Geertsen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) nfmd. Lars Christian Lilleholt (V)
Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Hans Christian
Schmidt (V) Kim Christiansen (DF) Morten Marinus (DF) Jørn
Dohrmann (DF) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Mike
Legarth (KF) Tom Behnke (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 16 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 58
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra transportministeren | 2 | Supplerende høringsnotat og kopi af
høringssvar fra Dansk Erhverv | 3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 4 | Notat af 28/11-13 fra ITD
(Brancheorganisation for den danske vejgodstransport) | 5 | 1. udkast til betænkning | 6 | Henvendelse af 6/12-13 fra Danske
Busvognmænd | 7 | Ændringsforslag, fra
transportministeren | 8 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 58
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om at få oversendt en kopi af
Kommissionens pilotprojektsag mod Danmark vedrørende
dokumentation for cabotagekørsel og bødernes
proportionalitet, til transportministeren, og ministerens svar
herpå | 2 | Spm. om kommentar til henvendelse af
28/11-13 fra ITD (Brancheorganisation for den danske
vejgodstransport), til transportministeren, og ministerens svar
herpå | 3 | Spm. om, hvor mange udenlandske
busvirksomheder der siden forordning 1073/2009's ikrafttræden
er blevet straffet for ulovlig cabotagekørsel i Danmark, til
transportministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om, hvorvidt det er juridisk
nødvendigt, at sanktionsbestemmelserne i
godskørselsloven og busloven er ens, til
transportministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om, hvilken hjemmel det baserer sig
på, hvis sanktionsbestemmelserne i de to love skal være
identiske, til transportministeren, og ministerens svar
herpå | 6 | Spørgsmålet er tilbagetaget.
Enslydende med spørgsmål 3 | 7 | Spørgsmålet er tilbagetaget.
Enslydende med spørgsmål 4 | 8 | Spørgsmålet er tilbagetaget.
Enslydende med spørgsmål 5 | 9 | Spm. om kommentar til henvendelse af
6/12-13 fra Danske Busvognmænd, til transportministeren, og
ministerens svar herpå |
|