Skriftlig fremsættelse (31. oktober
2013)
Undervisningsministeren (Christine Antorini)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
folkeskoleloven (Indførelse af obligatorisk
lektiehjælp og faglig fordybelse)
(Lovforslag nr. L 52).
I december 2012 fremlagde regeringen
(Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti)
sit folkeskoleudspil Gør en god skole
bedre - et fagligt løft af folkeskolen. Med
udgangspunkt i udspillet har regeringen forhandlet med
forligskredsen på folkeskoleområdet, som ud over
regeringspartierne består af Venstre, Dansk Folkeparti og Det
Konservative Folkeparti. Forligskredsen har i juni 2013
indgået aftale om en reform af folkeskolen.
Samtidig med fremsættelsen af dette
lovforslag fremsættes lovforslag nr. L 51, som
gennemfører en række af de initiativer i reformen, som
hele forligskredsen kunne nå til enighed om. Med det
lovforslag, som fremsættes parallelt hermed, indføres
skoledage af et årligt omfang, der gennemsnitligt svarer til
en skoleuge på 30 timer for indskolingen, 33 timer for
mellemtrinnet og 35 timer for udskolingen. Skoledagene rummer tid
til fagopdelte timer og understøttende undervisning. Der
skal afsættes to, tre og to ugentlige timer til
lektiehjælp og faglig fordybelse i henholdsvis indskolingen,
mellemtrinnet og udskolingen. Det er obligatorisk for skolerne at
tilbyde lektiehjælp og faglig fordybelse inden for den
nævnte tid, men det er frivilligt for eleverne at deltage.
Tiden til lektiehjælp og faglig fordybelse skal ifølge
det andet lovforslag placeres om eftermiddagen i ydertimerne,
således at det obligatoriske timetal for eleverne reduceres,
hvis tilbuddet herom fravælges. Dermed bliver den
obligatoriske del af elevernes undervisningstid henholdsvis 28, 30
og 33 timer om ugen i gennemsnit. Tilbuddet kan til- og
fravælges på daglig basis uden forudgående
advisering.
Med nærværende lovforslag
ophæves kravene til organisering af lektiehjælp og
faglig fordybelse, herunder at det skal væres frivilligt for
eleverne at deltage heri. Dermed indføres der skoledage af
et årligt omfang, som gennemsnitligt svarer til en skoleuge
på 30 timer for indskolingen, 33 timer for mellemtrinnet og
35 timer for udskolingen, og hvor hele skoledagen er obligatorisk
for eleverne. Dermed gives skolerne større frihed til at
tilrettelægge skoledagen i overensstemmelse med lokale
ønsker og behov.
Lovforslaget indebærer, at
undervisningsministeren bemyndiges til at fastsætte
tidspunktet for lovens ikrafttræden. Det er hensigten med
bemyndigelsen - i overensstemmelse med den politiske aftale af 13.
juni 2013 om folkeskolereformens ikrafttræden mellem
regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti samt Det
Konservative Folkeparti - at loven kan sættes i kraft efter
et folketingsvalg.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, tillader jeg mig
at anbefale lovforslaget til det høje Tings velvillige
behandling.