Betænkning afgivet af Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget den 5. december 2013
1. Ændringsforslag
Erhvervs- og vækstministeren har
stillet 12 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. oktober
2013 og var til 1. behandling den 12. november 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs-
og vækstministeren sendte den 28. juni 2013 dette udkast til
udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 306 (folketingsåret
2012-13). Den 31. oktober 2013 sendte erhvervs- og
vækstministeren de indkomne høringssvar og et notat
herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:
Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel,
Danmarks Fiskeriforening og
Forsikring & Pension.
Erhvervs- og vækstministeren har over
for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til
udvalget.
Deputationer
Endvidere har Forsikring & Pension
mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til
lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 3
spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at bedre adgang til kapital er en afgørende
forudsætning for at sikre flere
vækstiværksættere, der kan skabe arbejdspladser
og indtægter til Danmark.
Venstre er derfor enig i lovforslagets
overordnede formål. Venstre finder imidlertid, at forslaget
rummer en række uhensigtsmæssigheder, herunder at den
gruppe af virksomheder, som erhvervsobligationerne er beregnet til
- nemlig de mindste virksomheder - ikke nødvendigvis har
ressourcerne til at kunne overskue de transaktionsomkostninger, der
knytter sig til erhvervsobligationerne.
Samtidig er Venstre betænkelig ved,
om den præmie, som potentielle investorer vil kunne få
ved at købe erhvervsobligationer, er stor nok til at
dække risikoen forbundet hermed. Venstre er derfor bekymret
for, at obligationerne så at sige aldrig får luft under
vingerne. Der er også en hel del af høringssvarene,
som udtrykker bekymring på netop dette område.
Venstre har den overordnede holdning, at
erhvervslivet skal friholdes for unødige byrder, der
måtte svække konkurrenceevnen. Det er derfor af
afgørende betydning for Venstre, at de gebyrer, der
opkræves af myndighederne i forbindelse med ordningen, alene
skal dække myndighedernes faktiske omkostninger forbundet
hermed.
Flere høringssvar opfordrer
imidlertid til, at man overvejer at lade staten være med til
at garantere for obligationerne. Venstre kan ikke tilslutte sig
ønsket om en statsgaranti for obligationerne.
Venstre er i øvrigt opmærksom
på, at man i lande, Danmark konkurrerer med, såsom
Tyskland, England og USA arbejder med crowdfunding og sourcing.
Herhjemme mangler man i øjeblikket lovgivning til at
gennemføre sådanne tiltag, hvor små investorer
og privatpersoner får et økonomisk incitament til at
byde ind på projekter, de selv mener er interessante. Venstre
finder, at sådanne tiltag for alvor vil være relevante
for landets mindste virksomheder og for de
iværksættere, der i dag ikke kan finde kapital. Der er
grupper, som ikke får glæde af de foreslåede
ændringer i nærværende lovforslag.
Venstre finder imidlertid, at forslaget er
sympatisk og kan på trods af sit forbehold støtte den
overordnede intention i lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I
nr. 9 indsættes efter »§ 5, stk. 3,«:»§ 61, stk. 1, 2.
pkt.,«.
[Konsekvensrettelse]
2) I
nr. 21 indsættes efter »§ 77 b, stk. 1,«:»§ 79 a, stk. 1, § 199, stk.
9,«.
[Konsekvensrettelse]
3) I
det under nr. 28 foreslåede § 152 n, stk. 5, 2. pkt., ændres
»Låntager« til: »Låntagere og andre
tredjemænd«.
[Lovteknisk justering]
4) I
det under nr. 28 forslåede § 152 p, stk. 2, ændres
»SDO-register« til: »register over aktiver, der
ligger til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede
obligationer, jf. § 152 g i lov om finansiel
virksomhed«.
[Lovteknisk justering]
5)
Efter nr. 35 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
199, stk. 2, 1. pkt., ændres »eller i en
finansiel holdingvirksomhed« til: », i en finansiel
holdingvirksomhed eller i en
forsikringsholdingvirksomhed«.«
[Konsekvensrettelse]
6) I
nr. 36 ændres »stk. 6 og stk.
7,« til: »stk. 7 og
stk. 8,«.
[Konsekvensrettelse]
7) I
nr. 37 ændres »stk. 11,« til: »stk. 12,«.
[Konsekvensrettelse]
8)
Efter nr. 39 indsættes som nye numre:
»02. I §
226, stk. 1, ændres »§ 224, stk. 1, 2, 4 og
5,« til: »§ 224, stk. 1, 2, 5 og 6,«.
03. I
§ 226, stk. 2, ændres
»§ 224, stk. 2 og 4,« til: »§ 224, stk.
2 og 5,«.
04. I
§ 253, stk. 1, ændres
»§ 224, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 5,« til:
Ȥ 224, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk.
6,«.«
[Konsekvensrettelse]
Til § 3
9) Nr. 1
affattes således:
»1. I §
16 e indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Deltager
Finansiel Stabilitet A/S i afviklingen af et nødlidende
pengeinstitut, der har oprettet et refinansieringsregister i
henhold til § 152 i, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,
skal Finansiel Stabilitet A/S eller et datterselskab af Finansiel
Stabilitet A/S overtage pengeinstituttets forpligtelser over for
den berettigede enhed i overensstemmelse med § 152 v i lov om
finansiel virksomhed.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.«
[Lovteknisk justering]
10)
Det under nr. 2 foreslåede § 16 n, stk. 6, affattes
således:
»Stk. 6. Medvirker
Finansiel Stabilitet A/S til en afvikling af et nødlidende
pengeinstitut efter stk. 1, der har oprettet et
refinansieringsregister i henhold til § 152 i, stk. 1, i lov
om finansiel virksomhed, skal Finansiel Stabilitet A/S eller et
datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S overtage
pengeinstituttets forpligtelser over for den berettigede enhed i
overensstemmelse med § 152 v i lov om finansiel
virksomhed.«
[Lovteknisk justering]
Til § 5
11) Stk.
1 affattes således:
»Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. januar 2014, jf. dog stk. 2 og
3.«
[Konsekvensrettelse af
ændringsforslag nr. 12]
12)
Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3. § 1,
nr. 16-20, træder dog først i kraft den 1. april
2014.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og
5.
[Yderligere udskydelse, for
så vidt angår § 1, nr. 16-20]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 5
Der er tale om en konsekvensrettelse, som
følge af at visse virksomheder, der hidtil har været
defineret som finansielle holdingvirksomheder, fremover defineres
som forsikringsholdingvirksomheder, jf. lovforslagets § 1, nr.
7.
Til nr. 2
Der er tale om en manglende
konsekvensrettelse, som følge af at visse virksomheder, der
hidtil har været defineret som finansielle
holdingvirksomheder, fremover defineres som
forsikringsholdingvirksomheder, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Desuden tager forslaget herefter højde for
indsættelsen af ny § 79 a ved lov nr. 1383 af 23.
december 2012 om ændring af selskabsloven,
årsregnskabsloven og forskellige andre love.
Til nr. 3
Der er tale om en lovteknisk justering, som
gør det klart, at låntagere og andre tredjemænd
har adgang til at modregne over for den berettigede enhed efter
§ 152 n, stk. 5, og der sker ikke ændringer i
låntagernes eller andre tredjemænds adgang til at
foretage modregning, når der sker overladelse til en
administrator og sikringsakten iagttages, jf. § 152 x, stk. 2.
Ved administrators videreoverdragelse af aktiverne vil
låntagers mulighed for at foretage modregning over for
erhververen følge de almindelige regler herom, herunder
gældsbrevslovens §§ 18 og 28. Det vil endvidere
være de almindelige regler om modregning, der vil finde
anvendelse ved vurderingen af låntagers adgang til at
foretage modregning, hvor der sker en overdragelse af aktivet uden
om lovforslagets særlige model.
Denne bemærkning erstatter
bemærkning til § 152 n, stk. 5, 2. pkt., om ophør
af adgangen til at foretage modregning i det fremsatte lovforslag:
»Endvidere ophører adgangen til at foretage modregning
i de tilfælde, hvor afviklingen fører til en egentlig
overladelse, hvor de relevante sikringsakter iagttages, jf. §
152 x, stk. 2.«
Til nr. 4
Ifølge stk. 2 kan aktiver
indføres i refinansieringsregisteret, medmindre
pengeinstituttet og låntager eller anden tredjemand, f.eks.
en kautionist for det pågældende lån, har
indgået en skriftlig aftale om, at aktivet ikke kan
overdrages.
Bestemmelsen indebærer, at aftalte
begrænsninger i adgangen til at overdrage aktiverne
kræver skriftlighed. Om betydningen i forhold til allerede
indgåede aftaler i relation til lån og kreditter
etableret inden lovens ikrafttræden henvises der til
bemærkningerne til lovforslagets § 5, stk. 4.
Et lån, der indgår i et
register over aktiver, der ligger til sikkerhed for udstedelse af
særligt dækkede obligationer, jf. § 152 g i lov om
finansiel virksomhed, kan ikke samtidig registreres i et
refinansieringsregister. Hvis disse typer af lån
indføres i refinansieringsregisteret, skal
indførelsen anses som ugyldig.
Til nr. 6 og 7
Der er tale om en konsekvensrettelse, som
følge af at visse virksomheder, der hidtil har været
defineret som finansielle holdingvirksomheder, fremover defineres
som forsikringsholdingvirksomheder, jf. lovforslagets § 1, nr.
7. Forslaget tager herefter højde for ændringen af
§ 199 ved lov nr. 617 af 12. juni 2013 om ændring af
revisorloven og lov om finansiel virksomhed.
Til nr. 8
Der er tale om en lovteknisk justering, som
følge af at der er indsat nyt stykke i § 224, hvorfor
henvisningerne i § 226 og § 256 skal tilrettes.
Til nr. 9
Som en konsekvens af de foreslåede
regler i lov om finansiel virksomhed om et refinansieringsregister
foreslås det med § 16 e, stk. 4, at tydeliggøre,
at såfremt Finansiel Stabilitet A/S træder til som
køber af et nødlidende pengeinstitut efter § 16
e, stk. 1, skal Finansiel Stabilitet A/S også overtage de
forpligtigelser, der følger af den serviceaftale, der
foreligger som følge af det nødlidende pengeinstituts
salg af aktiver via et refinansieringsregister til en berettiget
enhed.
Finansiel Stabilitet A/S skal dog ikke
overtage forpligtigelserne i serviceaftalen i de tilfælde,
hvor der i den indgåede aftale mellem pengeinstituttet og den
berettigede enhed er angivet en sekundær administrator af
aktiverne, jf. lov om finansiel virksomhed § 152 v, stk.
1.
Bestemmelsen gælder også, i
tilfælde af at Finansiel Stabilitet A/S har overtaget aktiver
fra et pengeinstitut, der er erklæret konkurs, jf. § 16
j.
En overtagelse af serviceaftalen vil
betyde, at Finansiel Stabilitet A/S skal sikre administrationen af
aktiverne, herunder pengestrømmen mellem aktiverne
(låntagerne) og den berettigede enhed. Finansiel Stabilitet
A/S overtager således ikke ejerskabet til aktiverne, men skal
kun administrere aktiverne på vegne af den berettigede enhed.
Efter overtagelsen af serviceaftalen er Finansiel Stabilitet A/S
herefter berettiget og forpligtet til at modtage betalinger
vedrørende den enkelte låntagers ydelser på
aktiverne i refinansieringsregisteret og sikre, at disse
videreforvaltes til den berettigede enhed.
Al information til låntager vil
skulle varetages af Finansiel Stabilitet A/S som led i
administrationen af kundeforholdene på lånene i
registeret. Eftersom Finansiel Stabilitet A/S alene indtræder
i serviceaftalen og dermed ikke overtager selve aktivet, vil
Finansiel Stabilitet A/S i overensstemmelse med § 16 e, stk.
1, alene skulle afvikle forpligtelsen i henhold til serviceaftalen,
mens ejerskabet til de enkelte aktiver fortsat er placeret hos den
berettigede enhed, jf. de foreslåede regler om et
refinansieringsregister i § 152 n i lov om finansiel
virksomhed.
Hvis det viser sig, at den berettigede
enhed ikke har opnået aftale om salg af
refinansieringsregisteret eller aftale om serviceaftale, inden for
6 måneder efter at pengeinstituttet er overdraget til
Finansiel Stabilitet A/S, skal Finansiel Stabilitet A/S sætte
eventuelle afdragsbestemmelser i kraft, der følger af
serviceaftalen, jf. § 152 v i lov om finansiel virksomhed,
eller sætte eventuelle afdragsbestemmelser udarbejdet af
administratoren for registeret i kraft, jf. § 152 y i lov om
finansiel virksomhed. Indeholder aftalen ikke en
afdragsbestemmelse, og er der ikke udarbejdet en afviklingsplan af
administrator for registeret, afdrages lånene efter reglerne
i § 152 v, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Finansiel Stabilitet A/S er berettiget til
at modtage betaling for arbejdet med administrationen af
serviceaftalen.
Til nr. 10
Som en konsekvens af de foreslåede
regler i lov om finansiel virksomhed om et refinansieringsregister
foreslås det med § 16 n, stk. 6, at tydeliggøre,
at såfremt Finansiel Stabilitet A/S medvirker til afviklingen
af et nødlidende pengeinstitut efter § 16 n, stk. 1,
skal Finansiel Stabilitet A/S også overtage forpligtelserne i
den serviceaftale, der foreligger som følge af det
nødlidende pengeinstituts salg af aktiver via et
refinansieringsregister til en berettiget enhed.
Finansiel Stabilitet A/S skal dog ikke
overtage forpligtelserne i serviceaftalen i de tilfælde, hvor
der i den indgåede aftale mellem pengeinstituttet og den
berettigede enhed er angivet en sekundær administrator af
aktiverne, jf. lov om finansiel virksomhed § 152 v, stk.
1.
Ved anvendelse af afviklingsordningen i
kapitel 4 d i lov om finansiel stabilitet overtager Finansiel
Stabilitet A/S det nødlidende instituts aktiver og
ikkeefterstillede passiver. Umiddelbart efter overtagelsen
overdrages den sunde del af det nødlidende institut til et
andet institut. Finansiel Stabilitet A/S kan som en del af denne
overdragelse overdrage administrationsforpligtelsen i henhold til
den overtagne serviceaftale. Finanstilsynet skal godkende
overdragelsen i medfør af § 204 i lov om finansiel
virksomhed.
En overtagelse af serviceaftalen vil
betyde, at Finansiel Stabilitet A/S skal sikre administrationen af
aktiverne, herunder pengestrømmen mellem aktiverne
(låntagerne) og den berettigede enhed. Finansiel Stabilitet
A/S overtager således ikke ejerskabet til aktiverne, men skal
kun administrere aktiverne på vegne af den berettigede enhed.
Efter overtagelsen af serviceaftalen er Finansiel Stabilitet A/S
herefter berettiget og forpligtet til at modtage betalinger
vedrørende den enkelte låntagers ydelser på
aktiverne i refinansieringsregisteret og sikre, at disse
videreforvaltes til den berettigede enhed.
Al information til låntager vil
skulle varetages af Finansiel Stabilitet A/S som led i
administrationen af kundeforholdene på lånene i
registeret. Eftersom Finansiel Stabilitet A/S alene indtræder
i serviceaftalen og dermed ikke overtager selve aktivet, vil
Finansiel Stabilitet A/S alene skulle afvikle forpligtelsen i
henhold til serviceaftalen, mens ejerskabet til de enkelte aktiver
fortsat er placeret hos den berettigede enhed, jf. de
foreslåede regler om et refinansieringsregister i § 152
n i lov om finansiel virksomhed.
Hvis det viser sig, at den berettigede
enhed ikke har opnået aftale om salg af
refinansieringsregisteret eller aftale om serviceaftale, inden for
6 måneder efter at pengeinstituttet er overdraget til
Finansiel Stabilitet A/S, skal Finansiel Stabilitet A/S sætte
eventuelle afdragsbestemmelser i kraft, der følger af
serviceaftalen, jf. § 152 v i lov om finansiel virksomhed,
eller sætte eventuelle afdragsbestemmelser udarbejdet af
administratoren for registeret i kraft, jf. § 152 y i lov om
finansiel virksomhed. Indeholder aftalen ikke en
afdragsbestemmelse, og er der ikke udarbejdet en afviklingsplan af
administrator for registeret, afdrages lånene efter reglerne
i § 152 v, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.
Finansiel Stabilitet A/S er berettiget til
at modtage betaling for arbejdet med administrationen af
serviceaftalen.
Til nr. 11 og 12
Det foreslås at udskyde
ikrafttrædelsen af reglerne, hvormed anvendelsesområdet
for §§ 70 og 71 i lov om finansiel virksomhed udvides til
også at gælde finansielle holdingvirksomheder og
forsikringsholdingvirksomheder, sådan at denne udvidelse
først træder i kraft den 1. april 2014 og ikke den 1.
januar 2014. Dermed gives selskaberne længere tid til at
indrette sig i overensstemmelse med reglernes udvidede
anvendelsesområde.
Benny Engelbrecht (S) Poul
Andersen (S) Annette Lind (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted
(S) fmd. Thomas Jensen (S) Per
Husted (S) Andreas Steenberg (RV) Nadeem Farooq (RV) Lone Loklindt
(RV) Pernille Vigsø Bagge (SF) Lisbeth Bech Poulsen (SF)
Frank Aaen (EL) Stine Brix (EL) Uffe Elbæk (UFG) Kim Andersen
(V) Michael Aastrup Jensen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V)
nfmd. Preben Bang Henriksen (V)
Torsten Schack Pedersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Hans Christian
Schmidt (V) Hans Christian Thoning (V) Hans Kristian Skibby (DF)
Dennis Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Kim
Christiansen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Brian Mikkelsen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 16 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 46
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og høringsnotat,
fra erhvervs- og vækstministeren | 2 | Henvendelse af 14/11-13 fra Danmarks
Fiskeriforening | 3 | Henvendelse af 14/11-13 fra Forsikring
& Pension | 4 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 5 | Henvendelse af 27/11-13 fra Advokatfirmaet
Gorrissen Federspiel | 6 | Ændringsforslag fra erhvervs- og
vækstministeren | 7 | 1. udkast til betænkning | 8 | Yderligere ændringsforslag fra
erhvervs- og vækstministeren | 9 | 2. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 46
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelse af
14/11-13 fra Danmarks Fiskeriforening, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm. om kommentar til henvendelse af
14/11-13 fra Forsikring & Pension, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm. om kommentar til henvendelse af
27/11-13 fra Advokatfirmaet Gorrissen Federspiel, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå |
|