Skriftlig fremsættelse (9. oktober
2013)
Erhvervs- og
vækstministeren (Henrik Sass Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om autorisation af
virksomheder på el-, vvs-, og
kloakinstallationsområdet
(Lovforslag nr. L 35)
Det overordnede formål med
lovforslaget er at sikre, at installationer på
områderne for el, vvs og kloak udføres og serviceres
korrekt af hensyn til sikkerhed, sundhed og miljø.
Lovforslaget fremsættes som led i regeringens
konkurrencepolitiske udspil og har desuden til formål at
skabe en mere moderne og fremtidssikret autorisationsordning med
mindre detailregulering af virksomhederne og større
konkurrence.
Med lovforslaget foreslås det, at der
indføres en ny, fælles autorisationsordning på
el-, vvs- og kloakinstallationsområdet, og at den personlige
autorisation og det personlige strafansvar på
el-autorisationsområdet afskaffes. Virksomheden vil fremover
have det fulde ansvar for udførelsen af arbejdet.
Det foreslås endvidere, at
egenkontrolsystemet på området bliver fælles for
alle virksomheder, der har autorisation på el-, vvs- og
kloakområdet. Virksomhederne vil med forslaget opleve en
væsentlig lettelse af de administrative byrder som
følge af en markant reduktion i antallet af de krav, der
stilles til egenkontrolsystemet. De krav, der stilles, fokuserer
alene på de aspekter, der har betydning for sikkerheden.
Som et alternativ til den fulde
autorisation foreslås det, at der indføres
delautorisationer inden for en afgrænset del af el- og
vvs-autorisationsområdet. Det vil betyde, at flere
virksomheder fremover kan udføre totalopgaver for
forbrugeren. Virksomhedernes ansatte får samtidig nye og mere
fleksible muligheder for løbende opkvalificering.
I dag stilles der specifikke krav om,
hvilke faglige kvalifikationer medarbejdere i autoriserede
vvs-installatørvirksomheder skal opfylde. Et sådan
krav findes ikke på el-området. Det foreslås, at
kravet på vvs-området fjernes fra lovgivningen.
Rekrutteringsgrundlaget bliver dermed bredere, fordi man ikke
længere er bundet af lovbestemte medarbejderprofiler, og
arbejdssøgende får adgang til arbejde, der før
var forbeholdt ansøgere med en specifik faglig profil.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.