Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 33

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 33

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse og dennes svar herpå

Spørgsmålene og ministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra V og LA.

Spørgsmål nr. 5:

»CEPOS stiller i notatet »Nyt EU-direktiv styrker det indre marked for sundhedsydelser« spørgsmålstegn ved, om implementeringen af EU-direktivet 2011/24/EU foretages i overensstemmelse med direktivets kapitel III, artikel 8, stk. 2, litra a (ii), jf. spørgsmål 4. I den forbindelse bedes ministeren oplyse, hvor mange behandlinger der enten er højt specialiserede eller er omkostningskrævende men ikke begge dele. Ministeren bedes derudover oplyse, hvor mange behandlinger der både er højt specialiserede og omkostningskrævende? «

Svar:

Som det fremgår af min besvarelse af spørgsmål nr. 4 (L 33) er det min opfattelse, at de af Sundhedsstyrelsen fastsatte specialfunktioner, dvs. både regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner, er omfattet af direktivets krav for forhåndsgodkendelse.

Det vurderes altså, at sundhedsydelserne omfattet af specialeplanens regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner både kræver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur, eksempelvis specialiseret ekspertise hos det sundhedsfaglige personale, eller omkostningskrævende medicinsk udstyr, eksempelvis ift. scannere og andre apparater.

Jeg finder det på den baggrund ikke umiddelbart formålstjenstligt at gennemgå specialeplanerne for de 36 lægelige specialer med henblik på at udarbejde lister over, hvorvidt behandlingerne enten er højt specialiserede eller omkostningskrævende, men ikke begge dele. På tilsvarende vis finder jeg det ej heller formålstjenstligt at udarbejde en samlet liste over behandlinger, der er højt specialiserede og omkostningskrævende.

Spørgsmål nr. 19:

»Hvad skal der, efter ministerens opfattelse, til for at direktivet kan implementeres i Danmark på samme måde, som man har valgt at implementere det i Sverige? «

Svar:

Med L 33 er der tilstræbt en hensigtsmæssig implementering af direktivet ud fra danske forudsætninger, bl.a. ift. eksisterende, danske patientrettigheder og organiseringen af det danske sundhedsvæsen.

Jeg finder derfor ikke anledning til at foreslå direktivet implementeret som i Sverige.

Spørgsmål nr. 20:

»Hvad skal der, efter ministerens opfattelse, til for at styrke rammevilkårene for de danske privathospitaler, og er ministeren enig i, at en sådan styrkelse vil føre til et øget potentiale, for at danske privathospitaler vil klare sig bedre i konkurrencen med hospitaler i de øvrige EU-lande som følge af implementeringen af direktivet i EU? «

Svar:

Implementeringen af direktivet i de andre EU/EØS-lande giver patienter fra disse lande adgang til refusion fra hjemlandet for udgifter til sygehusbehandling i Danmark, hvis hjemlandets betingelser, f.eks. om forhåndsgodkendelse, er opfyldt. Denne adgang gælder både offentlige og private sygehuse, og det marked, der er for behandling af udenlandske patienter mod betaling på danske privatsygehuse, må man derfor antage, vil kunne blive styrket.

Jeg antager, at der med spørgsmålet om at styrke rammevilkårene for de danske privathospitaler sigtes til, om jeg vil ændre vilkårene for danske patienters adgang til danske privatsygehuse med betaling fra det offentlige. Det har jeg ingen planer om. Disse regler er senest ændret med indførelsen af det differentierede udvidede frie sygehusvalg, som jeg finder, er en rigtig og afbalanceret ordning.

Spørgsmål nr. 21:

»Ministeren bedes, i forlængelse af ministerens svar på spørgsmål 16, oplyse, om ministeren er villig til at ændre lovforslaget, så forhåndsbeskeder, i lighed med Sverige, ikke er et krav, men en mulighed for de patienter, som måtte ønske det, samt oplyse hvad der ligger til grund for ministerens manglende villighed, såfremt dette er tilfældet«

Svar:

Jeg finder det hensigtsmæssigt, at der på visse områder, som beskrevet i lovforslaget, som udgangspunkt er et krav om forhåndsgodkendelse. Baggrunden for det er bl.a. hensynet til et stærkt dansk sundhedsvæsen til gavn for alle danske patienter, så der kan ydes rettidig behandling af høj kvalitet her i landet.

Dette var også den tidligere VK-regerings tilgang til direktivet, da dette blev forhandlet, ligesom det ligger i forlængelse af de regler på området, som VK-regeringen gennemførte for at leve op til de EU-domme, som ligger til grund for direktivet.

For god ordens skyld bemærkes det, at det vil være en fast anbefaling, at en dansk patient, der ønsker behandling i et andet EU/EØS-land, inden behandlingen påbegyndes, kontakter sit regionsråd for at modtage en forhåndsgodkendelse, uanset om der er krav om en forudgående godkendelse. Så patienten får klarhed over, om der kan ydes refusion for den behandling, som patienten ønsker, og hvor meget der kan ydes i refusion.

Spørgsmål nr. 22:

»Er det, efter ministerens opfattelse, korrekt forstået, at man med implementeringen af direktivet i Danmark giver danske statsborgere et krav på behandling på privathospitaler i et andet EU-land, men at man, jf. reglerne om det udvidede frie sygehusvalg, ikke har et sådant krav på behandling på et privathospital i Danmark, hvorfor danske privathospitaler med implementeringen af direktivet stilles ringere end deres konkurrenter i de øvrige EU-lande? «

Svar:

Jeg bemærker indledningsvis for god ordens skyld, at patienters ret til behandling for dansk regning ikke afhænger af statsborgerskabet, men af bopæl.

Det er korrekt, at patienter fra Danmark efter implementeringen - hvis de opfylder en række betingelser - har ret til refusion for behandlingsudgifter i andre EU/EØS-lande, og at de ventetidsfrister på 1 eller 2 måneder, der gælder for behandling på danske privatsygehuse efter reglerne om det udvidede frie sygehusvalg, er uden betydning i denne sammenhæng.

Det bemærkes dog, at adgangen til refusion for planlagt behandling i andre EU/EØS-lande efter lovforslaget er betinget af en forhåndsgodkendelse, hvis der er tale om sygehusbehandling, der indebærer indlæggelse eller er specialiseret behandling, og at ansøgning om forhåndsgodkendelse kan afslås, hvis behandlingen kan tilbydes rettidigt i Danmark. På en væsentlig del af sygehusbehandlingens område, er det således mindre sandsynligt, at patienter opnår ret til behandling i udlandet, før de opnår ret til behandling på danske privatsygehuse efter reglerne om udvidet frit valg.

Spørgsmål nr. 27:

»Vil ministeren oplyse, om der vil blive udarbejdet en oversigt over behandlinger, der "automatisk" forhåndsgodkendes i udvalgte eller alle EU-lande? «

Svar:

Jeg har ikke umiddelbart planer om at udarbejde en sådan oversigt.

Spørgsmål nr. 32:

»Hvis DRG-taksten benyttes vil hjemlandene nogle gange betale for meget og andre gange for lidt. Vil EU/ hjemlandene acceptere, at hjemlandene betaler for meget? Og vil en sådan overbetaling tilgå den produktive afdeling/sygehus, som det er tilfældet med den almindelige danske afregning, jf. DRG-systemet? «

Svar:

De danske sygehuse skal hos de udenlandske patienter opkræve de samme takster som ved afregningen for danske patienter, d.v.s. som hovedregel DRG-takster på offentlige sygehuse og markedsbestemte takster på private sygehuse. Det er fuldt ud i overensstemmelse med direktivet og vil ikke kunne anfægtes af EU eller andre lande.

Det er korrekt, at fælles, skematiske takstsystemer som DRG bygger på gennemsnitsberegninger, og at de konkrete udgifter for et sygehus vedrørende den enkelte konkrete patient derfor kan være enten højere eller lavere. Det er velkendt i alle systemer og kan ikke anfægtes af udenlandske patienter eller deres hjemlande, når blot taksterne ikke diskriminerer mellem danske og udenlandske patienter.

Det bemærkes i øvrigt, at det ikke er nogen forudsætning, at sygehusenes takster svarer til deres omkostninger. I særdeleshed er det ikke tilfældet for de markedsbestemte takster på private sygehuse, som tværtimod drives med henblik på at opnå et overskud.

Endelig kan jeg oplyse, at det afhænger af den enkelte regions budgetstyringsprincipper, om over- eller underskud ved de enkelte sygehuses behandling af patienter fra andre regioner eller andre lande tilfalder sygehuset eller regionens fælles kasse.

Spørgsmål nr. 34:

»Ministeren bedes redegøre for hvorledes ministerens svar på spørgsmål 20 (L 33): »[d]enne adgang gælder både offentlige og private sygehuse«, stemmer overens med ministerens svar på S 3483 (2011-12), hvori ministeren skriver, at: »De nuværende regler hviler på det udgangspunkt, at det offentlige sygehusvæsens opgave er at behandle de offentlige patienter, som de efter lovgivningen har pligt til at behandle gratis. Det er derimod ikke deres opgave - med skatteborgernes penge i ryggen at konkurrere med private sundhedstjenesteydere om at behandle private betalingspatienter fra ind- eller udland«.«

Svar:

Min besvarelse af S 3483 tog udgangspunkt i de i 2012 og endnu i dag gældende regler, og besvarelsen afspejler, at de offentlige sygehuse efter sundhedsloven har til opgave at levere ydelser til de personer, der har ret til vederlagsfri behandling efter sundhedsloven.

For at sikre overensstemmelse mellem direktivets regler om ikke-diskrimination af patienter fra andre EU/EØS-lande må de offentlige sygehuse have mulighed for mod betaling at yde planlagt behandling til disse patienter, hvilket netop foreslås med lovforslaget som en nødvendig del af direktivets implementering.

Der er således ingen uoverensstemmelse mellem besvarelserne, der refereres til i spørgsmålet.

Heller ikke efter den foreslåede lovændring er det imidlertid de offentlige sygehuses opgave at konkurrere med private sundhedstjenesteydere om at tiltrække private betalingspatienter fra ind- eller udland. Det er således fortsat ikke en offentlig sygehusopgave at drive aktiv kommercielt begrundet virksomhed med skatteborgernes penge i ryggen og i konkurrence med private sygehuse og klinikker, men man får i overensstemmelse med direktivet mulighed for at behandle de patienter fra andre lande, henvender sig med ønske herom.

Spørgsmål nr. 37:

»I forlængelse af svaret på spørgsmål 27 (L 33) bedes ministeren uddybe, hvorfor ministeren ikke har planer om at udarbejde en sådan oversigt? «

Svar:

Jeg påtænker ikke at udarbejde en liste over, hvilke behandlinger der enten er eller ikke er omfattet af et krav om forhåndsgodkendelse i udvalgte eller alle EU/EØS-lande, dels da det vil være overordentligt vanskeligt at tilvejebringe de samlede korrekte oplysninger, dels da jeg vanskeligt kan se nytten af en sådan liste.

Spørgsmål nr. 38:

»Skal ministerens svar på spørgsmål 32 (L 33) forstås således, at regeringen ikke mener, at der i DRG-systemet eksisterer et juridisk grundlag, hvorpå en udenlandsk patient eller et andet EU-land kan anlægge en sag mod Danmark i henhold til direktivet, i tilfælde af en overbetaling i forhold til DRG-taksten? «

Svar:

Efter min opfattelse er der ikke i direktivet eller andetsteds grundlag for at anfægte, at det danske DRG-takstsystem for sygehusvæsenet kan anvendes i forbindelse med afregning for behandling af patienter fra andre EU/EØS-lande.

Jeg henviser i øvrigt til min besvarelse af SUU spørgsmål nr. 39 (L 33).

Spørgsmål nr. 39:

»Skal ministerens svar på spørgsmål 32 (L 33) forstås således, at direktivet tager højde for, at EU-landene har forskellige skematiske takstsystemer, herunder det danske DRG-system? «

Svar:

Det fremgår af direktivets art. 4 (4), at medlemsstaterne skal sikre, at sundhedstjenesteyderne på deres område anvender den samme prisskala for sundhedsydelser til patienter fra andre medlemsstater som for patienter fra medlemsstaten i en tilsvarende helbredssituation, eller at de forlanger en pris, der udregnes i henhold til objektive, ikke-diskriminerende kriterier, hvis der ikke findes nogen tilsvarende pris for indenlandske patienter.

På den baggrund kan det efter min opfattelse ikke anfægtes, at danske offentlige sygehuse både kan og skal anvende de samme takster over for patienter fra andre lande, som de anvender over for danske patienter fra andre regioner, d.v.s. i de fleste tilfælde DRG-taksterne.

Spørgsmål nr. 41:

»I forlængelse af ministerens svar på spørgsmål 4 (L 33), hvor »Det« vurderes[altså], at sundhedsydelserne omfattet af specialeplanens regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner både kræver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur, eksempelvis specialiseret ekspertise hos det sundhedsfaglige personale, eller omkostningskrævende medicinsk udstyr, eksempelvis ift. scannere og andre apparater, bedes ministeren redegøre for, hvordan det kan være i overensstemmelse med direktivet, når man i direktivet udtrykkeligt taler om »og« og ikke »og/eller«? «

Svar:

Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 4 (L 33), hvor der netop redegøres for, at de af Sundhedsstyrelsen fastsatte specialfunktioner, dvs. både regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner, er omfattet af direktivets krav for forhåndsgodkendelse, jf. art. 8 (2), litra a (ii).

Ved regionsfunktioner forstås funktioner, som har en vis kompleksitet, er relativt sjældent forekommende og/eller kræver en del ressourcer, herunder f.eks. samarbejde med flere andre specialer. Dette falder efter min opfattelse inden for direktivets art. 8 (2), litra a (ii), hvor der er krav om brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur eller medicinsk udstyr. Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål 4 (L 33) kan det eksempelvis dreje sig om specialiseret ekspertise hos det sundhedsfaglige personale eller omkostningskrævende medicinsk udstyr, eksempelvis scannere og andre apparater

For god ordens skyld bemærkes det, at det omtalte »og/eller« relaterer sig til kriterierne for specialeplanen og ikke direktivets kriterier.