Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 33

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 33

Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 33

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til ministeren for sundhed og forebyggelse og dennes svar herpå

Spørgsmålene og ministerens svar herpå er optrykt efter ønske fra udvalget.

Spørgsmål nr. 1:

»Kan ministeren bekræfte, at hvis andre EU/EØS landes borgere ønsker at modtage f.eks. misbrugsbehandling i Danmark, vil de udelukkende blive tilbudt den sundhedsfaglige del af behandlingen, selvom der er tale om en integreret sundhedsfaglig og socialfaglig behandling på baggrund af både sundhedsloven og serviceloven? Og vil ministeren bekræftende fald redegøre for årsagerne til dette? «

Svar:

Lægelig stofmisbrugsbehandling er en sundhedsydelse, som er omfattet af direktivet, og som personer fra andre EU/EØS-lande som følge af direktivets principper om grænseoverskridende sundhedsydelser med L 33 skal gives adgang til. Som det gælder for lovforslaget generelt, skal en stofmisbruger fra et andet EU/EØS-land betale for en sådan lægelig stofmisbrugsbehandling i Danmark.

L 33 implementerer direktivet inden for mit ressort. Dvs. i lovgivningen inden for sundhedsområdet. Efter lovforslaget kan en stofmisbruger fra fx Malmø, der udelukkende har behov for lægelig stofmisbrugsbehandling, som udgangspunkt få denne behandling fra en kommune i Københavnsområdet mod betaling.

Social-, børne- og integrationsministeren har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indledningsvist fremhævet, at EU-borgere med lovligt ophold i landet kan modtage ydelser efter serviceloven, og de vil dermed efter en konkret individuel vurdering kunne modtage social stofmisbrugsbehandling i henhold til servicelovens § 101 under samme vilkår som andre borgere.

Herudover oplyser social-, børne- og integrationsministeren, at servicelovens ydelser til stofmisbrugere, fx individuelle samtaler, gruppebehandling, socialrådgivning, social færdighedstræning m.v., ikke omfattes af patientmobilitetsdirektivet. Der henvises til, at direktivet handler om sundhedsydelser, der leveres af sundhedsprofessionelle til patienter for at vurdere, bevare eller genetablere deres sundhedstilstand, jf. artikel 3, litra a. Serviceloven retter sig derimod mod den nedsatte fysiske og især psykiske funktionsevne og sociale problemer som følge af misbruget.

Videre oplyser social-, børne- og integrationsministeren, at det er centralt for den sociale behandling, at den skal tage udgangspunkt i en helhedsorienteret og individuel indsats, som fastsættes efter en konkret, individuel vurdering af den enkelte stofmisbrugers behov. Det er således centralt, at samtlige ydelser er nøje afstemt med borgerens generelle sociale situation, herunder hidtidige livsforløb, og at afgørelsen herom træffes i den pågældendes lokale miljø.

Efter servicelovens § 141 skal kommunalbestyrelsen tilbyde at udarbejde en handleplan til borgere med betydelig nedsats fysisk eller psykisk funktions evne eller personer med alvorlige sociale problemer, der ikke eller kun med betydelig støtte kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt har behov for betydelig støtte for at forberede de personlige udviklingsmuligheder. I vejledningen til serviceloven (vejledning nr. 1, pkt. 26) er det angivet, at det på stofmisbrugsbehandlingsområdet af flere grunde vil være hensigtsmæssigt, at der udarbejdes handleplaner for stofmisbrugerne for at opnå en sammenhængende indsats.

Som det fremgår af servicelovens § 141, stk. 3, skal der i handleplanen angives formålet med indsatsen for den pågældende borger, hvilken indsats der er nødvendig for at opnå formålet, den forventede varighed af indsatsen samt andre særlige forhold om boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler mv.

En del af indsatsen omfatter også en efterbehandling, dvs. en opfølgende indsats efter den primære behandling, som har til formål at sikre, at borgeren ikke falder tilbage i misbrug og følger sin behandlingsplan. Her kan det være forskellige typer af indsatser som tilknytning til et værested, hjælp til bolig, gældsproblemer, psykiske problemer. Eller det kan være tiltag i retning mod at gå i gang med uddannelse eller beskæftigelsesrettede tilbud.

På den baggrund finder social-, børne- og integrationsministeren det heller ikke hensigtsmæssigt at udstrække direktivets principper til også at omfatte sociale foranstaltninger. Heller ikke hvor de indgår i et samspil med en anden indsats omfattet af direktivet, herunder lægelig behandling for stofmisbrug.

Jeg kan henholde mig til det af social-, børne- og integrationsministeren oplyste og bekræfte, at der konkret kan være en stærk indbyrdes afhængighed mellem den lægelige stofmisbrugsbehandling og den socialfaglige indsats på stofmisbrugsområdet.

Hvor det konkret er nødvendigt at supplere lægelig stofmisbrugsbehandling efter sundhedsloven med en socialfaglig indsats efter serviceloven, for at den lægelige behandling kan have positiv effekt, så kan kommunen efter lovforslaget konkret afvise at tilbyde lægelig stofmisbrugsbehandling til den pågældende patient.

Spørgsmål nr. 2:

»Hvor kan patienter læse præcise oplysninger om til hvilke behandlinger i udlandet, der kræves forhåndstilsagn, så den enkelte patient kan være sikker på at få refusion, når behandlingen er afsluttet? «

Svar:

Indledningsvis vil jeg gerne fremhæve, at det vil være mit faste råd til en patient, der ønsker behandling i andre EU/EØS-lande, at patienten inden afrejse kontakter sin region eller sin kommune, så patienten får klarhed over sin situation. Det er der mulighed for, uanset om man er forpligtet til at søge forhåndsgodkendelse eller ej.

I forhold til information om rettigheder m.v. fremgår det af lovforslaget, at Patientombuddet vil få til opgave at udarbejde generelt informationsmateriale til borgere og andre interessenter, f.eks. forsikringsselskaber om borgernes rettigheder og forpligtelser i forbindelse med søgning og modtagelse af sundhedsydelser i udlandet, hvortil der ønskes offentligt tilskud. Endvidere skal Patientombuddet udarbejde generelt informationsmateriale om klage- og erstatningsregler målrettet udenlandske patienter, som måtte ønske behandling i Danmark m.v. Hertil kommer, at ministeriet snarest muligt efter lovforslagets vedtagelse vil opdatere ministeriets pjece »Når du er henvist til sygehus«.

I forhold til mere specifik information om, hvorvidt en sygehusbehandling er omfattet af kravet om forhåndsgodkendelse, vil dette fremgå af en liste, som Sundhedsstyrelsen udarbejder og offentliggør, og som også vil fremgå af Patientombuddets informationsmateriale. Af listen vil det i overensstemmelse med lovforslagets bemærkninger fremgå, at der skal søges om forhåndsgodkendelse, hvor

1) Sygehusbehandlingen kræver planlægning med det formål at sikre, at der i Danmark er en tilstrækkelig og vedvarende adgang til et afbalanceret udbud af behandling af høj kvalitet, eller ud fra et ønske om at styre omkostningerne og i videst muligt omfang undgå ethvert spild af økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer, og behandlingen indebærer enten sygehusindlæggelse mindst en nat, eller kræver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur eller medicinsk udstyr.

2) Behandlingen udgør en særlig risiko for patienten eller befolkningen.

3) Behandlingen ydes af en sundhedstjenesteyder, der i det enkelte tilfælde kan give anledning til alvorlig og konkret bekymring for så vidt angår kvaliteten og sikkerheden af sundhedsydelsen, med undtagelse af sundhedsydelser, der er underlagt en EU-lovgivning, der sikrer et mindsteniveau for sikkerhed og kvalitet.

Afgrænsning af området for forhåndsgodkendelse i sygehusvæsenet, jf. nr. 1, forventes at ske ved henvisning til de fastsatte specialfunktioner, jf. sundhedslovens kapitel 64. Således vil Sundhedsstyrelsens plan for den specialiserede behandling i Danmark finde anvendelse i afgrænsningen af, om der skal ansøges om forhåndstilladelse til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land. Det bemærkes, at planen er inddelt i specialevejledninger for de enkelte specialer, som alle er offentliggjort på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Hertil kommer, at det desuden vil fremgår af Sundhedsstyrelsens liste, at sygehusbehandlinger, som indebærer hospitalsindlæggelse af patienten i mindst en nat, vil være omfattet af kravet om forhåndsgodkendelse.

Som beskrevet i lovforslaget er der desuden mulighed for at fastlægges supplerende områder, hvor sygehusbehandling vil være omfattet af kravet om forhåndsgodkendelse. Sundhedsstyrelsen er i dialog med Danske Regioner om, hvorvidt der - inden for direktivets betingelser - på nuværende tidspunkt er behov for forhåndsgodkendelseskrav på yderligere områder.

Spørgsmål nr. 3:

»Fælles Medicin Kort (FMK) er ved at være udbredt til sygehuse og praksissektor i Danmark af hensyn til kvalitet og patientsikkerhed. Det betyder, at den behandlende læge hurtigt kan få overblik over hvilken medicin, patienten bruger. Hvordan vil ministeren sikre, at de danske læger også kan se hvilken medicin, patienten har købt i udlandet? «

Svar:

Jeg er enig i, at det er vigtigt, at sundhedsfaglige personer kan have fuld tillid til oplysningerne i det Fælles Medicinkort (FMK), og at oplysningerne bliver så fyldestgørende som muligt. På den måde kan registret leve op til sit formål om at være lægers redskab til at sikre kvaliteten og sikkerheden af borgernes medicinanvendelse.

Jeg vil derfor fremsætte et ændringsforslag til L 33, hvormed der fastsættes regler om, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med behandlingen af en borgers ansøgning om tilskud til et lægemiddel købt i et andet EU/EØS-land - udover indberetning til det Centrale Tilskudsregister (CTR) - også foretager indberetning af borgerens medicinkøb til FMK for at sikre, at oplysningerne om borgernes medicinering i FMK bliver så fyldestgørende som muligt.

Spørgsmål nr. 4:

»Ministeren bedes forholde sig til, om implementeringen af EU-direktivet 2011/24/EU sker i overensstemmelse med EU-direktivet 2011/24/EU kapitel III, artikel 8, stk. 2, litra a (ii), hvor det oplyses, at »forhåndsgodkendelse kræves ved behandlinger, som kræver brug af højt specialiseret OG omkostningskrævende medicinsk infrastruktur eller medicinsk udstyr«, når det i bemærkningerne til L33 - lovforslagets enkelte bestemmelser - i § 1, til nr. 12, står at »Omfattet af forhåndsgodkendelse vil som nævnt være specialfunktionerne, dvs. regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner«, hvor regionsfunktioner er defineret: »Ved regionsfunktioner forstås funktioner, som har en vis kompleksitet, er relativt sjældent forekommende og/ELLER kræver en del ressourcer«? «

Svar:

Som det fremgår af lovforslaget, vil der med hjemmel i den foreslåede § 89 a blive fastsat regler om, i hvilke situationer forhåndsgodkendelse er påkrævet, og kriterier for, hvorvidt et regionsråd kan afslå dette. Afgrænsning af området for forhåndsgodkendelse i sygehusvæsenet forventes at tage udgangspunkt i specialeplanens specialfunktioner, jf. sundhedslovens kapitel 64, og sygehusbehandlinger, som indebærer hospitalsindlæggelse af patienten i mindst en nat.

Således vil Sundhedsstyrelsens plan for den specialiserede behandling i Danmark finde anvendelse i afgrænsningen af, hvorvidt der skal ansøges om forhåndstilladelse til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land. Planen er inddelt i specialevejledninger for de enkelte specialer, og materialet er offentligt tilgængeligt på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Omfattet af forhåndsgodkendelse vil være specialfunktionerne, dvs. regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner. Ved regionsfunktioner forstås funktioner, som har en vis kompleksitet, er relativt sjældent forekommende og/eller kræver en del ressourcer, herunder f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En regionsfunktion varetages typisk i hver region. Ved højt specialiserede funktioner forstås funktioner, som har en stor kompleksitet, og som er sjældent forekommende eller kræver mange ressourcer, f.eks. samarbejde med flere andre specialer. En højt specialiseret funktion varetages typisk 1-3 steder i landet.

Det er min opfattelse, at de af Sundhedsstyrelsen fastsatte specialfunktioner, dvs. både regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner, er omfattet af direktivets krav for forhåndsgodkendelse, jf. art. 8 (2), litra a (ii).

Det vurderes altså, at sundhedsydelserne omfattet af specialeplanens regionsfunktioner og højt specialiserede funktioner både kræver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur, eksempelvis specialiseret ekspertise hos det sundhedsfaglige personale, eller omkostningskrævende medicinsk udstyr, eksempelvis ift. scannere og andre apparater.

Spørgsmål nr. 7:

»Med henvisning til L 33 og ministerens svar på SUU alm. del spørgsmål 856 (2012-2013) bedes ministeren oplyse, hvordan hensyn til hhv. »Væsentlige økonomiske konsekvenser« og »Konsekvenser for opretholdelse af et stabilt tilbud af ydelser«, skal forstås. Vil ministeren angive nogle eksempler på, hvordan hhv. væsentlige økonomiske konsekvenser og konsekvenser for opretholdelse af et stabilt tilbud af ydelser kan være afgrænsende for de varer og tjenesteydelser, der er tilskudsberettigede, og vil ministeren desuden redegøre for, hvordan ministeren vil undgå, at de to hensyn fortolkes vidt forskelligt i forskellige regioner? «

Svar:

I forbindelse med mit svar af 3. september 2013 på spørgsmål nr. 856 (SUU alm. del) oplyste jeg under ad a), at dansk sikrede borgere efter den gældende bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008 har adgang til tilskud efter sundhedsloven til varer og tjenesteydelser, der er købt eller leveret i et andet EU/EØS-land (ydelsesbekendtgørelsen).

Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i sundhedsloven på baggrund af afgørelser fra EU-domstolen.

Videre fremgår det af mit svar på spørgsmål nr. 856 (SUU alm. del), at afgrænsningen af de varer og tjenesteydelser, der er tilskudsberettigede efter ydelsesbekendtgørelsen, er fastsat med støtte i EU-domme ud fra blandt andet følgende hensyn:

- Væsentlige økonomiske konsekvenser

- Konsekvenser for opretholdelse af et stabilt tilbud af ydelser

I forbindelse med mit svar på spørgsmål nr. 856 (SUU alm. del) oplyste jeg endvidere under ad b), at i forbindelse med den danske implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (patientmobilitetsdirektivet) er der bl.a. blevet foretaget en revurdering af, hvilke sundhedsydelser købt eller modtaget i en andet EU/EØS-land danske sikrede skal have ret til tilskud til i medfør af ydelsesbekendtgørelsen.

Dette er ligeledes beskrevet i afsnit 2.2.2.1. i de almindelige bemærkninger til L 33.

Som led i denne revurdering er der taget stilling til, om der er sundhedsydelser i sundhedsloven, som ikke skal være tilskudsberettigede for den enkelte borger, når den pågældende type sundhedsydelse leveres eller modtages i et andet EU/EØS-land.

Som led i revurderingen er der taget udgangspunkt i, at Danmark i medfør af direktivets art. 7, stk. 9, kan begrænse muligheden for at yde tilskud til sundhedsydelser modtaget eller leveret i et andet EU/EØS-land ud fra tvingende almene hensyn. Det kan f.eks. være krav til planlægningen med det formål at sikre, at der på den pågældende medlemsstats område er en tilstrækkelig og vedvarende adgang til et afbalanceret udbud af behandling af høj kvalitet, eller ud fra et ønske om at styre omkostningerne og i videst muligt omfang undgå ethvert spild af økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer

Med udgangspunkt i denne bestemmelse forventes den nye bekendtgørelse således ikke at omfatte tilskud til behandling på de odontologiske landsdels- og videnscentre af hensyn til at fastholde et tilstrækkeligt patientunderlag og erfaringsgrundlag og med henblik på at sikre, at der også fremover vil være adgang til en sådan specialiseret behandling af høj kvalitet i Danmark.

Jeg vil derfor ultimo 2013 udstede en ny ydelsesbekendtgørelse, hvor der er sket en betydelig udvidelse af de sundhedsydelser i primærsektoren, der er modtaget eller leveret i et andet EU/EØS-land, og som er tilskudsberettigede for borgeren.

Kommuner og regioner vil således blive forpligtede til at yde tilskud til de sundhedsydelser, der er nævnt i den kommende nye ydelsesbekendtgørelse, og som er leveret eller modtaget i andet EU/EØS-land.

Jeg kan afslutningsvis tilføje, at udviklingen følges løbende, og at der - hvor der måtte vise sig at være grundlag herfor på baggrund af ovennævnte hensyn - vil kunne ske ændringer i bekendtgørelsen i forhold til hvilke ydelser efter sundhedsloven, som købt eller leveret i et andet EU/EØS-land, der skal ydes tilskud til.

Spørgsmål nr. 9:

»Vil ministeren sende udvalget en oversigt over de emner, der ifølge høringsnotatet vil skulle afklares i bekendtgørelser? «

Svar:

I forbindelse med den danske implementering af direktiv 2011/24/EU vil der, som nævnt i bemærkningerne til L 33, ske en række tilretninger af allerede udstedte bekendtgørelser, ligesom enkelte nye bekendtgørelser vil blive udarbejdet.

Nedenfor er en oversigt over de bekendtgørelser, som pt. er under revision:

- Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v.

(forventes at ophæve bekendtgørelse nr. 1439 af 23. december 2012)

- Bekendtgørelse om tilskud til sundhedsydelser uden for sygehusvæsenet købt i eller leveret fra andre EU/EØS-lande

(forventes at ophæve bekendtgørelse nr. 1098 af 19. november 2008)

- Bekendtgørelse om de regionale patientkontorers opgaver og funktioner (forventes at ophæve bekendtgørelse nr. 1750 af 21. december 2006)

- Bekendtgørelse om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven (forventes at ophæve bekendtgørelse nr. 1266 af 15. december 2012)

- Bekendtgørelse om Lægemiddelstyrelsens elektroniske registrering af de enkelte borgeres medicinoplysninger. (forventes at ophæve bekendtgørelse nr. nr. 436 af 11. maj 2011)

- Bekendtgørelse om behandling hos læge i praksissektoren (forventes udarbejdet som ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelse nr. 1238 af 5. december 2006)

- Bekendtgørelse om det Centrale TilskudsRegister (CTR) (forventes udarbejdet som ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelse nr. 474 af 29. april 2013)

- Bekendtgørelse om recepter (forventes udarbejdet som ændringsbekendtgørelse til bekendtgørelse nr. 361 af 23. april 2012)

Nedenfor er en oversigt over de udkast til nye bekendtgørelser, som pt. er under udarbejdelse:

- Bekendtgørelse om adgang til kommunale og regionale sundhedsydelser, der ikke er sygehusbehandling, til personer fra andre EU/EØS-lande, Færøerne og Grønland

- Bekendtgørelse om ret til ydelser i sundhedsloven til visse personer med bopæl i et andet EU/EØS-land

Foruden at der i høringsnotatet er tilkendegivet steder, hvor der på baggrund af høringssvarene er foretaget justeringer af selve lovforslaget, ses følgende punkter tilkendegivet i forhold til høringsnotatet for så vidt angår ændring af bekendtgørelser, vejledning, information m.v.:

- S. 3. Det tilkendegives, at ministeriet en kommende vejledning vil præcisere, at det som betingelse for gruppe 1-sikredes ret til tilskud til speciallægehjælp i et andet EU/EØS fortsat gælder, at henvisningen - hvis den er afgivet af en læge i det danske sundhedsvæsen - skal være afgivet af vedkommendes valgte alment praktiserende læge, hvor der stilles krav herom efter dansk ret.

- S. 5. Det tilkendegives, at ministeriet ved bekendtgørelse vil præcisere hvad kvitteringen for et lægemiddel købt i et andet EU/EØS-land skal angive, ligesom der vil blive fastsat nærmere regler for, hvad der skal medsendes ved ansøgning om tilskud til lægemidler købt i et andet EU/EØS-land.

- S. 9. Det tilkendegives, at det ved bekendtgørelse vil blive præciseret, at det er en betingelse for at få tilskud til et lægemiddel, der i Danmark har generelt klausuleret tilskud, at lægen har skrevet "tilskud" på recepten og dermed erklæret, at patienten opfylder tilskudsklausulen for det ordinerede lægemiddel. Hertil kommer andre justeringer i forhold til samme område.

- S. 10. Det tilkendegives, at § 30, stk. 3, i bekendtgørelsen om ret til sygehusbehandling m.v. forventes præciseret således, at det bliver udgangspunktet, at henvisningskrav bliver en betingelse for refusion, som regionsrådet dog konkret kan dispensere fra.

- S. 10. Det tilkendegives, at det ved bekendtgørelse vil blive præciseret, at direktivet ikke finder anvendelse på tildeling og adgang til organer med henblik på organtransplantationer, jf. art. 3, stk. 3, litra b).

- S. 11. Det tilkendegives, at det vil blive overvejet, hvorvidt der er behov for at uddybe vilkårene for sygehusbehandling.

- S. 12. Det tilkendegives, at krav til dokumentation fra borgere fra andre EU/EØS-lande vil blive præciseret i bekendtgørelser eller vejledninger.

- S. 16. Det er tilkendegivet, at bekendtgørelsen om de regionale patientkontorers opgaver vil blive revideret.

- S. 16. Det er tilkendegivet, at Patientombuddet vil udarbejde overordnet informationsmateriale til borgere og andre interessenter. Det er desuden tilkendegivet, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vil vurdere, om der bliver behov for yderligere vejledninger, som særligt er rettet mod sundhedspersoner og patientkontorer.

- S. 20. Det er tilkendegivet, at Patientombuddet vil offentliggøre afgørelser i klagesager vedr. refusion af udgifter til behandling i et andet EU/EØS-land med henblik på at støtte opbygningen af en ensartet praksis i regioner og kommuner og med henblik på at informere patienter. Det er desuden tilkendegivet, at ministeriet vil drøfte muligheden for at offentliggøre afgørelser vedr. refusion med Danske Regioner og KL.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at bemærke, at det i høringsnotatet angivne naturligvis ikke er udtømmende for de ændringer, der skal gennemføres, og at det således løbende overvejes, hvorvidt der er behov for yderligere justeringer i forbindelse med implementeringen af direktiv 2011/24/EU.

Spørgsmål nr. 10:

»Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at afregning af udgifter til behandling skal ske mellem regionen og det behandlingssted, som en dansk patient har søgt i udlandet, så man undgår, at patienter selv skal afholde udgifter til behandling i udlandet, som først kan refunderes efter behandlingen? Jf. høringssvar fra Ældresagen, Danske Patienter og Danske Handicaporganisationer.«

Svar:

Den danske implementering af direktiv 2011/24/EU indebærer, at en dansk patient, der søger behandling i et andet EU/EØS-land selv skal lægge ud for behandlingen. Jeg har ikke planer om at ændre på dette udgangspunkt, bl.a. da regionsrådet og kommunalbestyrelsen efterfølgende bør have mulighed for at påse, at patienten er berettiget til tilskud ud fra de nærmere fastsatte kriterier, som beskrevet i bemærkningerne til L 33.

De nærmere regler om refusion, herunder udbetaling m.v., forventes at fastsætte, at der for at modtage refusion skal indsendes en specificeret og kvitteret regning og oplysninger til brug for udbetalingen. Såfremt det på sigt måtte være sygehuse eller klinikker, eksempelvis i grænseregioner, der i et mere regelmæssigt omfang måtte modtage patienter fra Danmark, er jeg indstillet på at justere på reglerne i nødvendigt omfang, således at der kan udarbejdes smidige, individuelle løsninger, hvor der er behov herfor, og hvor parterne er enige herom.

Spørgsmål nr. 11:

»I høringsnotatet til L 33, fremgår det på side 15, at Danske Regioner har anført, at patienter skal kunne betjenes af bl.a. sundhedspersonale og patientkontorer på flere sprog. Samtidig oplyser ministeriet i høringsnotatet, at medlemsstaterne kan vælge at give information på andre sprog end dem, der er de officielle sprog i den pågældende medlemsstat. Vil ministeren redegøre for hvilke krav om vejledning på andre sprog end dansk, der vil være som følge af vedtagelsen af L 33? «

Svar:

De regionale patientkontorer, der sammen med Patientombuddet, får til opgave at fungere som nationale kontaktpunkter pålægges ikke med L 33 særlige forpligtelser til at yde vejledning til patienter fra andre EU/EØS-lande på andre sprog end dansk.

Jeg har dog en forventning om, at man i et vist omfang kan yde rådgivning på i hvert fald engelsk, ligesom man må formode, at der i hvert fald for så vidt angår patientkontorerne i grænseregionerne vil være et betydeligt kendskab til nabolandenes sprog.

Hvad angår sundhedspersonalets kommunikation med patienterne i en behandlingssituation kan der være behov for tolkning ligesom i dag ved behandling af patienter, der ikke behersker dansk eller et andet sprog, som personalet forstår. Der vil kunne opkræves betaling herfor.

Spørgsmål nr. 13:

»Hvordan vil ministeren sikre, at der i forbindelse med forhåndsgodkendelser etableres ens retningslinjer i regionerne? «

Svar:

Ved bekendtgørelse vil der blive fastsat nærmere regler om regionsrådenes behandling af ansøgninger om forhåndsgodkendelse, og kriterier for afslag vil fremgå heraf, hvor særligt kriteriet om, hvorvidt behandling kan leveres rettidigt af regionen vil være af betydning.

Patienterne vil kunne klage til Patientombuddet, hvis regionerne ikke meddeler forhåndsgodkendelse i tilfælde, hvor de er forpligtede til det. Som beskrevet i lovforslaget får Patientombuddet tillige til opgave at fungere som et koordinerende kontaktpunkt, bl.a. med henblik på at sikre vidensdeling på tværs af regionerne og sikre ensartet praksis m.v. Hertil kommer, at regionsrådene forventes løbende at ville udveksle erfaringer om deres praksis og retningslinjer.

Hvorvidt et regionsråd godkender en ansøgning om forhåndsgodkendelse til sygehusbehandling, vil bero på en konkret vurdering med udgangspunkt i bl.a. patientens situation og det ønskede behandlingstilbud.

Det bemærkes, at der ikke vil være regler eller retningslinjer, der hindrer regionerne i at give patienterne bedre vilkår, end det følger af reglerne og direktivet. Der vil således ikke være retningslinjer, der hindrer en region i at meddele forhåndstilsagn til refusion i tilfælde, hvor man ikke er forpligtet til det. Det mener jeg heller ikke, der bør være.

Spørgsmål nr. 14:

»Hvordan vil ministeren sikre, at regionernes vejledning af borgerne har som det primære formål at hjælpe borgeren til at få det bedst mulige samlede patientforløb? «

Svar:

Patienter, der ønsker information og vejledning om blandt andet rettigheder i forbindelse med behandling i andre EU/EØS-lande, har mulighed for dette ved de regionale patientkontorer. Hertil kommer, at Patientombuddet udarbejder generelt informationsmateriale til borgere om rettigheder m.v. i forbindelse med søgning og modtagelse af sundhedsydelser i EU/EØS-lande, hvortil der ønskes offentligt tilskud.

Jeg lægger til grund, at regionsrådene og kommunalbestyrelserne, som ved lov er forpligtet til at levere offentlige sundhedsydelser, generelt arbejder for at sikre borgerne de bedst mulige patientforløb, og jeg forventer, at dette også vil gøre sig gældende, hvor patienten eventuelt måtte have interesse for at modtage behandling i andre EU/EØS-lande.