Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2013)
Transportministeren (Pia Olsen Dyhr):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om anlæg af
Holstebromotorvejen
(Lovforslag nr. L 27)
Med lovforslaget søges om
bemyndigelse til at anlægge en motorvej på
strækningen fra Snejbjerg til Holstebro Nord og en to-sporet
landevej i forlængelse af Nordre Ringvej i Holstebro fra
Mozartvej til Vilhelmsborgvej, som klassificeres som
kommunevej.
Desuden søges om bemyndigelse til at
nedklassificere den nuværende hovedlandevej 422 på
strækningen Løven Å til Ringvejen i Holstebro
til kommunevej, når motorvejen er anlagt.
Lovforslaget er et led i
udmøntningen af aftale af 25. april 2013 mellem regeringen,
Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative
Folkeparti om "Linjeføring for Holstebromotorvejen".
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg
hermed anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.