Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2013)
Erhvervs- og
vækstministeren (Henrik Sass Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
årsregnskabsloven, selskabsloven og forskellige andre love
(Årsrapporter på engelsk, regler om den
kønsmæssige sammensætning af ledelsen og
redegørelse for samfundsansvar).
(Lovforslag nr. L 23)
Formålet med lovforslaget er at lette
de administrative byrder for virksomheder i forbindelse med deres
regnskabsaflæggelse. Med lovforslaget bliver det muligt for
danske virksomheder at aflægge årsrapport udelukkende
på engelsk. Dette vil betyde en lempelse for de
internationalt orienterede virksomheder, der ønsker at
aflægge årsrapport på engelsk, hvor det i dag er
et krav, at årsrapporten desuden skal indsendes og
offentliggøres på dansk. Der lægges i forslaget
op til, at det er generalforsamlingen, der skal træffe
beslutning om, hvorvidt årsrapporten skal aflægges
udelukkende på engelsk. Forslaget er et resultat af en
anbefaling fra Virksomhedsforum for enklere regler.
Det foreslås desuden at udvide
virksomhedernes mulighed for at anvende internationalt anerkendte
rapporteringsformer og standarder. Med lovforslaget ændres
reglerne for undtagelse fra rapportering efter
årsregnskabslovens § 99 a, så erhvervs- og
vækstministeren bemyndiges til at fastsætte undtagelser
fra rapporteringskravene via bekendtgørelse.
Den 1. april 2013 trådte de nye
regler om den kønsmæssige sammensætning af
ledelsen i kraft. Det følger heraf, at modervirksomheder,
der isoleret set er små, men som er modervirksomhed for en
stor koncern, og som aflægger koncernregnskab,
også omfattes af reglerne om måltal og
politikker. Der foretages en præcisering heraf i
bestemmelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.