Betænkning afgivet af Kulturudvalget
den 4. december 2013
1. Ændringsforslag
Der er stillet 5 ændringsforslag til
lovforslaget. Kulturministeren har stillet ændringsforslag
nr. 2, 4 og 5 til lovforslaget, og Venstres medlemmer af udvalget
har stillet ændringsforslag nr. 1 og 3.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober
2013 og var til 1. behandling den 8. oktober 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i
Kulturudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
kulturministeren sendte den 18. juni 2013 dette udkast til
udvalget, jf. folketingsåret 2012-13, KUU alm. del - bilag
211. Den 3. oktober 2013 sendte kulturministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 6
spørgsmål til kulturministeren og 1
spørgsmål til kulturministeren og ministeren for by,
bolig og landdistrikter til skriftlig besvarelse, som disse har
besvaret.
Et spørgsmål stillet i
Udvalget for Landdistrikter og Øer og kulturministerens svar
herpå er optrykt som bilag 2.
3. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af kulturministeren under
nr. 2, 4 og 5 stillede ændringsforslag. Flertallet stemmer
imod de af Venstre under nr. 1 og 3 stillede
ændringsforslag.
Et mindretal i
udvalget (V og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og 3-5 stillede
ændringsforslag. Hvis ændringsforslag nr. 1 og 3 bliver
forkastet ved 2. behandling, vil mindretallet stemme for det af
kulturministeren under nr. 2 stillede ændringsforslag og for
lovforslaget ved 3. behandling.
Et andet
mindretal i udvalget (DF) stemmer hverken for eller imod
lovforslaget ved 3. behandling.
Et tredje
mindretal i udvalget (KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af kulturministeren under
nr. 2, 4 og 5, og det af Venstre under nr. 3 stillede
ændringsforslag.
4. Politiske bemærkninger
Venstres medlemmer af udvalget finder, at
der næppe er noget mere dansk end
højskolebevægelsen. Den er en vigtig del af den danske
kultur, og det skal den absolut blive ved med at være.
Venstre opfatter de fleste af elementerne i
forslaget som et vigtigt skridt på vejen til, at
folkehøjskolerne igen kan være på forkant med
udviklingen.
Venstre er imidlertid ikke tilfreds med, at
man ønsker at gå på kompromis med det
gældende krav om, at minimum halvdelen af
undervisningstimerne skal være af bred almen karakter.
Venstre ønsker at bevare en stærk dansk
folkehøjskolekultur, der bygger på faglighed. Den
brede almene undervisning er med til at ruste eleverne til deres
videre uddannelsesforløb og arbejdsmarkedet. Den giver
eleverne en indsigt i nutidens samfund og udvider deres
horisont.
Med lovforslaget risikerer vi en glidebane,
hvor fagligheden udvandes til fordel for flere timer med dans og
anden hobbypræget undervisning. Venstre anerkender, at
folkehøjskolen også har karakter af en form for frirum
for eleverne, men det må aldrig blive et sted, hvor
skatteydernes penge primært går til salsa, strik og
skulptur.
Derfor har Venstre stillet et
ændringsforslag med det formål at fastholde kravet om,
at minimum halvdelen af undervisningstimerne skal være af
bred almen karakter - uanset det samlede antal
undervisningstimer.
Endvidere har Venstre stillet
ændringsforslag om at bløde op for kravet om, at
kombinerede institutioner skal udgøre en geografisk og
bygningsmæssig enhed. Dette krav blev indført for at
forhindre sager i lighed med sagen om Tvind-imperiet.
Med ændringsforslaget gives der
mulighed for, at alle skoler omfattet af loven kan søge om
dispensation fra kravet om, at kombinerede institutioner skal
udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed,
således at der kan oprettes en særskilt
højskoleafdeling. Formålet med forslaget er at
muliggøre drift af en tidssvarende, effektiv undervisning og
skoleorganisering.
Der ønskes med lovforslaget på
ingen måde sager af tilsvarende karakter som sagen om
Tvindimperiet i 1990'erne, hvilket naturligvis skal sikres, i
forbindelse med at der bevilges dispensation.
Venstre er af den opfattelse, at de omtalte
ændringer vil styrke lovforslaget og dermed sikre, at
folkehøjskolerne kan forsætte som en stærk
faglig institution i det danske samfund. Venstre er imidlertid
opmærksom på, at folkehøjskolerne har udtrykt
tilfredshed med det fremsatte lovforslag, og vil derfor til trods
for Venstres kritikpunkter tilslutte sig lovforslaget, selv om de
af Venstre stillede ændringsforslag ikke vedtages. Dog er det
samtidig Venstres ønske, at der løbende holdes et
vågent øje med udviklingen i de faglige tilbud
på folkehøjskolerne for at sikre en høj
kvalitet.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget er
fortsat bekymrede for, om lovændringerne vil give mulighed
for, at ekstreme foreninger vil få lettere ved at åbne
højskole, selv om ministeren i svaret på
spørgsmål 1 skriver, at der i loven er
tilstrækkelige værn mod oprettelsen af
højskoler, der ikke lever op til lovens formål og
hensigt.
Dansk Folkeparti mener endvidere, at
lovforslagets § 14, stk. 5, skal strammes op, og at det er
ærgerligt, at ministeren ikke har fundet anledning til dette,
når nu loven skulle ændres. Heri fremgår det, at
et højskolekursus skal have et flertal af danske
statsborgere eller elever, der kan sidestilles hermed.
Sidstnævnte er ifølge lovbemærkningerne elever,
1) der tilhører det danske mindretal i Sydslesvig, 2) har
tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, 3) er
statsborgere i de øvrige nordiske lande (og kan
godtgøre at have haft ubrudt og lovlig bopæl i Danmark
i mindst 2 år op til kursets begyndelse), 4) er omfattet af
lov om integration af udlændinge i Danmark
(integrationsloven) eller 5) er statsborger i et andet EU- eller
EØS-land (og er omfattet af forordning 492/2011 af 5. april
2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen
eller af direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres
familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit
på medlemsstaternes område, artikel 7, 16 og 17).
Ministeren har i svaret på
spørgsmål 2 bekræftet, at højskolekurser
i praksis kan have deltagelse af elever, »hvor flertallet af
eleverne er personer, der kan sidestilles med danske statsborgere
og hvor resten af eleverne kan være ikke-danske statsborgere,
der ikke kan sidestilles med danske statsborgere«. Med andre
ord kan højskolerne gennemføre al deres undervisning
for udlændinge og samtidig få statsstøtte til
det. Ministeren henviser til EU-retten, som også her
underminerer dansk suverænitet, hvilket Dansk Folkeparti er
stærkt utilfreds med. Derved udvider loven ganske
betragteligt højskolernes virke. Allerede i dag udgør
elever, der kan sidestilles med danske statsborgere, og
udlændinge op imod 1/6 af kursisterne på
højskolerne, og en betragtelig del af disse får endda
dækket deres kursusudgifter helt eller delvis. Med
ændringen af loven, der gør det lettere at åbne
højskole, kan man forvente en stigning af udenlandske
højskolekursister på danske højskoler.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
5. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 10
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal
(LA):
1) Som
stk. 4 indsættes:
»Stk. 4.
Kulturministeren kan dispensere fra kravet i § 3, stk. 1, nr.
4, om, at en kombineret institution efter stk. 1 og 2 hovedsagelig
skal udgøre en geografisk og bygningsmæssig
enhed.«
[Dispensationsmulighed]
Af kulturministeren,
tiltrådt af et flertal (S, RV,
SF, EL og KF):
2) Som
stk. 4 indsættes:
»Stk. 4.
Kulturministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra
kravet i § 3, stk. 1, nr. 4, om, at en kombineret institution
efter stk. 1 og 2 hovedsagelig skal udgøre en geografisk og
bygningsmæssig enhed.«
[Dispensationsmulighed]
Til § 13
Af et mindretal (V),
tiltrådt af et mindretal (LA og
KF):
3) I
stk. 1 udgår 2. pkt.
[Ingen minimumskrav for elever med
over 28 ugentlige timer]
Til § 40
Af kulturministeren,
tiltrådt af et flertal (udvalget
med undtagelse af DF):
4) Nr. 8
affattes således:
»8. I §
2, stk. 1, 1. pkt., ændres »efterskoler,
husholdningsskoler og håndarbejdsskoler« til: »en
skole«, og »skolerne« ændres til:
»skolen«.«
[Konsekvens af forslag til lov om
folkehøjskoler]
5)
Efter nr. 23 indsættes som nyt nummer:
»01. I §
12 b, stk. 1, 3. pkt., indsættes efter
»kombinationen«: », jf. dog § 10, stk. 4, i
lov om folkehøjskoler«.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 2]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslaget gives der
mulighed for, at alle skoler omfattet af loven kan søge om
dispensation fra kravet om, at kombinerede institutioner skal
udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed,
således at der kan oprettes en særskilt
højskoleafdeling.
Formålet med forslaget er at
muliggøre drift af en tidssvarende, effektiv undervisning og
skoleorganisering. Der ønskes med forslaget på ingen
måde sager af tilsvarende karakter som sagen om Tvindimperiet
i 1990'erne, hvilket naturligvis skal sikres, i forbindelse med at
der bevilges dispensation.
Til nr. 2
Med ændringsforslaget gives
kulturministeren adgang til i særlige tilfælde at
dispensere fra kravet i lovforslagets § 3, stk. 1, nr. 4, om,
at en kombineret institution hovedsagelig skal udgøre en
geografisk og bygningsmæssig enhed.
Formålet med forslaget er at
gøre det muligt at nyttiggøre allerede eksisterende
bygninger i landdistrikter eller i byområder, der er
beliggende længere væk fra de større byer, til
kombinerede institutioner efter lovforslagets § 10, stk. 1 og
2.
Med forslaget gives kulturministeren
mulighed for at godkende, at en kombineret institution kan
bestå af en højskoleafdeling, der ikke er geografisk
og bygningsmæssigt forbundet med en afdeling, der varetager
skole- og undervisningsvirksomhed som en efterskole,
husholdningsskole eller håndarbejdsskole. En sådan
godkendelse forudsætter, at hver af de to afdelinger
råder over egnede og tilstrækkelige elevværelser,
lærerboliger, kostforplejnings- og opholdsarealer, at hver
afdeling hovedsagelig udgør en geografisk og
bygningsmæssig enhed, og at aktiviteterne, herunder
overnatning, finder sted i den afdeling, der er godkendt
hertil.
Godkendelsen forudsætter endvidere,
at den afdeling, der varetager skole- og undervisningsvirksomhed
som en efterskole, husholdningsskole eller håndarbejdsskole,
råder over egnede og tilstrækkelige
undervisningslokaler og udstyr inden for den geografiske og
bygningsmæssige enhed, mens en del af de
undervisningslokaler, der tilhører
højskoleafdelingens kernefaciliteter, befinder sig på
den anden afdeling, at disse undervisningslokaler er
pladskrævende eller bekostelige at opføre, og at de
ligger i geografisk nærhed af højskoleafdelingen,
så der er tale om en rimelig gåafstand, og
således at eleverne kan opleve den kombinerede institution
som en samlet enhed.
Til nr. 3
Ændringsforslaget indebærer, at
der ikke stilles minimumskrav om andelen af undervisning af almen
karakter for elever med over 28 ugentlige timer.
Til nr. 4
Der er tale om konsekvensændringer
som følge af forslaget om en særskilt lov om
folkehøjskoler.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensændring
som følge af forslaget om indføjelse af § 10,
stk. 4, i forslaget til lov om folkehøjskoler.
Flemming Møller Mortensen
(S) fmd. Jan Johansen (S) Benny
Engelbrecht (S) Leif Lahn Jensen (S) Troels Ravn (S) Mogens Jensen
(S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Marlene Borst Hansen (RV)
Lone Loklindt (RV) Zenia Stampe (RV) Pernille Vigsø Bagge
(SF) Ole Sohn (SF) Jonas Dahl (SF) Pernille Skipper (EL)
Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Kim Andersen (V) Anni Matthiesen
(V) nfmd. Eva Kjer Hansen (V)
Michael Aastrup Jensen (V) Flemming Damgaard Larsen (V) Ellen Trane
Nørby (V) Eyvind Vesselbo (V) Alex Ahrendtsen (DF) Morten
Marinus (DF) Karin Nødgaard (DF) Pia Kjærsgaard (DF)
Mette Bock (LA) Lars Barfoed (KF) Brian Mikkelsen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 45 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 16 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 21
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Kommenteret høringsnotat og
høringssvar, fra kulturministeren | 2 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 3 | ULØ alm. del - svar på spm. 6
om talepapiret fra samrådet 22/10-13 om Sportsefterskolen
SINEs muligheder for at oprette en højskoleafdeling, fra
kulturministeren | 4 | ULØ alm. del - foreløbigt
svar på spm. 7 om orientering af udvalget om ministerens
møde med Sportsefterskolen SINE, fra kulturministeren | 5 | Spørgsmål og svar m.v.
vedrørende folkehøjskoler. (Svar på
spørgsmål nr. S 749 og spørgsmål og svar
vedrørende folkehøjskoler stillet på KUU alm.
del) | 6 | KUU alm. del - svar på spm. 7 om,
hvad der ligger til grund for tolkningen af ministeriets
regelsæt i en konkret sag, fra økonomi- og
indenrigsministeren | 7 | KUU alm. del - svar på spm. 8 om
sagsforløbet i forbindelse med vurderingen af, om Jyderup
Højskole kan statsanerkendes, fra kulturministeren | 8 | KUU alm. del - svar på spm. 9 om,
hvilken dialog der har været mellem Økonomi- og
Indenrigsministeriet og Kulturministeriet i sagen om
statsanerkendelse af Jyderup Højskole, fra
kulturministeren | 9 | KUU alm. del - svar på spm. 10 om,
hvilken rådgivning Jyderup Højskole har modtaget, fra
kulturministeren | 10 | 1. udkast til betænkning | 11 | Ændringsforslag, fra
kulturministeren | 12 | ULØ alm. del - svar på spm. 7
om orientering om ministerens møde med Sportsefterskolen
SINE, fra kulturministeren | 13 | 2. udkast til betænkning | 14 | 3. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 21
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om tilvejebringelse af et værn
mod, at ekstreme foreninger begynder at oprette højskoler,
til kulturministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm. , om en højskole kan have
lutter ikkedanske statsborgere som kursister uden at bryde loven,
til kulturministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm. om, hvor mange ikkedanske
statsborgere efter grundlovens forstand der får helt eller
delvis betalt deres ophold på højskolerne, til
kulturministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om indførelse af en overgangs-
eller undtagelsesbestemmelse, så det sikres, at
højskoler ikke kommer i klemme mellem reglerne i den
gældende lov og reglerne i den nye lov, til kulturministeren,
og ministerens svar og supplerende svar herpå | 5 | MFU spm. , om lovforslagets konsekvenser
for vilkårene for og udviklingen i landdistrikter og på
øerne, til ministeren for by, bolig og landdistrikter og til
kulturministeren, og ministrenes svar herpå | 6 | Spm. om at redegøre for synspunkter
på de dele af B 6 (om større firhedsgrader for frie
skoler), som vedrører ministerens sagsområde, til
kulturministeren, og ministerens svar herpå | 7 | Spm. om teknisk bistand til
ændringsforslag, der indebærer, at reglerne om tilskud
til folkehøjskolernes kortere kurser på 4 uger eller
derunder rulles tilbage til dem, der eksisterede før de
ændringer, der blev vedtaget som følge af
genopretningspakken, til kulturministeren, og ministerens svar
herpå |
|
Bilag 2
Et spørgsmål stillet i
Udvalget for Landdistrikter og Øer og kulturministerens svar
herpå
Spørgsmål og svar er optrykt efter ønske fra
V.
ULØ
alm. del - spørgsmål 7:
Vil ministeren give tilsagn om - når
ministeren har afholdt mødet med Sportsefterskolen SINE - at
sende udvalget en orientering om sagen og ministerens overvejelser
i den forbindelse med henblik på et evt. efterfølgende
lukket samråd?
Foreløbigt svar:
Den 30. oktober 2013 blev der i
Kulturministeriet afholdt et møde mellem
repræsentanter for Sportshøjskolen SINE, Tønder
Kommunes borgmester og embedsmænd fra
Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.
Jeg vil snarest muligt sende Udvalget for
Landdistrikter og Øer en orientering om sagen og mine
overvejelser herom.
Endeligt
svar:
Som opfølgning på svar på
spørgsmål 7 (Alm. del) fra Udvalget for Landdistrikter
og Øer fremsendes hermed til orientering oplysninger om
møde med Sportsefterskolen SINE og mine overvejelser i den
forbindelse.
Den 22. oktober 2013 var jeg til samråd
i udvalget om en henvendelse fra Sportsefterskolen SINE om
oprettelse af en højskoleafdeling i Løgumkloster og
de udfordringer, det giver i forhold til gældende lovgivning.
Efterfølgende lovede jeg snarest muligt at sende udvalget en
orientring om sagen og mine overvejelser herom.
I forlængelse af samrådet blev der
afholdt et møde i Kulturministeriet den 30. oktober 2013 med
deltagelse af repræsentanter for Sportsefterskolen Sine,
borgmesteren i Tønder Kommune, Kulturministeriet og
Undervisningsministeriet.
Mødet fokuserede på og
tydeliggjorde, at der var to hovedproblemer i forhold til den
gældende lovgivning:
- en samlede
kombinerede institution vil ikke udgøre en
bygningsmæssig og geografisk enhed
-
øjskoleeleverne vil dagligt op til flere gange skulle
gå de 900 meter, der er mellem højskoleafdelingen og
efterskolens sportsfaciliteter.
Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og
Det konservative Folkeparti har stillet beslutningsforslag B6 om
større frihedsgrader for frie skoler. Det foreslås
bl.a., at frie kostskoler skal have mulighed for at etablere
afdelinger/filialer. I bemærkningerne til B6 beskrives som et
konkret eksempel Sportsefterskolen SINEs planer om at oprette en
folkehøjskoleafdeling.
Som det fremgik af undervisningsministerens
tilkendegivelse under 1. behandlingen af beslutningsforslag B6 den
12. november 2014, kunne regeringen ikke støtte
beslutningsforslaget, men var indstillet på at
undersøge konkrete problemstillinger for at se, om der kan
findes pragmatiske løsninger, som ikke bryder med de
grundlæggende principper, lovgivningen om frie skoler bygger
på.
På den baggrund er jeg indstillet
på at stille ændringsforslag til regeringens forslag
til ny højskolelov (L 21), således at geografiske
forhold, som svarer til eller kan sidestilles med dem, der
gør sig gældende for SINE, ikke er en ufravigelig
hindring for, at der kan udbetales statstilskud. Det foreslås
gjort ved at give kulturministeren bemyndigelse til at kunne
dispensere fra kravet om, at en kombineret institution skal
udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed
således, at der kan oprettes en højskoleafdeling, hvor
en del af de undervisningslokaler, der tilhører
højskoleafdelingens kernefaciliteter, befinder sig på
den anden afdeling.
Jeg stiller forslaget for at skabe rum til at
kunne håndtere praktiske problemer, der kan forekomme ude
omkring i landet, men mener fortsat, at det særlige
læringsmiljø, der kendetegner frie kostskoler med
kombination af undervisning og samvær, bedst udfoldes,
når skolens aktiviteter er samlet i en geografisk og
bygningsmæssig enhed. Forslaget vil derfor blive udformet,
så dispensationen kun kan gives under en række bestemte
forudsætninger.
Afslutningsvis kan jeg oplyse, at
Kulturministeriet i det konkrete forløb med SINE har bedt om
yderligere skriftligt materiale om SINE. Materialet viser, at der
er flere eksisterende problematiske forhold vedrørende
skolens ejerforhold og adgang til de haller, skolen anvender til
sin sportsundervisning. Ministeriets foreløbige
undersøgelse viser, at det er usikkert, om SINE ved en
fremtidig ansøgning vil kunne godkendes med en
højskoleafdeling til 100 elever, sådan som skolen
ønsker, da der ikke er sikkerhed for, at den vil råde
over egnede og tilstrækkelige undervisningsfaciliteter. Det
kan først afklares, når skolen indsender en konkret
ansøgning om at blive godkendt til tilskud.