Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2013)
Kulturministeren
(Marianne Jelved):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om mediestøtte
(Lovforslag nr. L 20)
Hovedformålet med lovforslaget er at
omlægge og modernisere den danske mediestøtte - som
det følger af regeringsgrundlaget - så den medvirker
til at løfte den demokratiske debat og fremme
mangfoldigheden i medierne ved at understøtte nye former for
journalistik, nye medier og de trykte mediers omlægning til
digital distribution samt internetmedier i øvrigt.
På baggrund heraf indgik
regeringspartierne og Enhedslisten den 18. januar 2013 en aftale om
den fremtidige model for fordeling af mediestøtte, der i
hovedsagen er baseret på Mediestøtteudvalgets
arbejde.
Konkret stilles der forslag om, at
følgende punkter fra aftalen gennemføres:
• Den
nuværende distributionsstøtte til dagblade og
dagbladslignende publikationer erstattes af
produktionsstøtte til trykte og skrevne internetbaserede
nyhedsmedier.
• Inden for
produktionsstøtten oprettes en supplementsordning, hvorfra
der kan ydes ekstra støtte til små,
landsdækkende dagblade og fritstående
internetmedier.
• Det
nuværende Dagbladsnævn erstattes af en
Innovationspulje, hvorfra der kan ydes projektstøtte til
etablering og udvikling af trykte og skrevne internetbaserede
nyhedsmedier. Der kan desuden ydes saneringsstøtte til
nyhedsmedier i akutte økonomiske vanskeligheder.
• Der
nedsættes et medienævn, som yder tilskud efter
loven.
• Den nye
ordning implementeres over en 3-årig overgangsperiode, og der
etableres en overgangsordning for blade, der vil opnå mindre
støtte i den nye ordning.
• Der
indføres en revisionsbestemmelse, således at der
senest efter 3 år tages stilling til, om der er behov for at
revidere ordningen.
Samtlige forslag foreslås i forslag
til lov om mediestøtte.
Visse punkter i aftalen gennemføres
administrativt, herunder distributionsstøtteordningen til
ideelle foreningsblade, der er gennemført ved udstedelse af
bekendtgørelse.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2014.
Idet jeg i øvrigt henviser til
bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.