Skriftlig fremsættelse (8. maj
2014)
Undervisningsministeren (Christine
Antorini):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Lov om ændring af lov om
erhvervsuddannelser, lov om vejledning om uddannelse og erhverv
samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., lov om
folkeskolen og forskellige andre love (Bedre og mere attraktive
erhvervsuddannelser m.v.)
(Lovforslag nr. L 195)
Danmark har brug for dygtige
faglærte. Vi har brug for mennesker, der både kan bruge
hoved og hænder i produktionen, på kontoret og inden
for service og omsorg. Dygtige faglærte, der både kan
tænke kreativt og praktisk, skal være med til at
fastholde og skabe nye arbejdspladser inden for produktions-,
anlægs- og serviceerhverv.
Danmark har en mere end 100 år lang
tradition for gode erhvervsuddannelser, der i en vekslen mellem
skoleundervisning og oplæring i virksomhederne og i tæt
samspil med arbejdsmarkedets parter har leveret veluddannede og
kvalificerede faglærte til industri, byggeri, handel og
service.
Men over en årrække har der
ikke været et tilstrækkeligt fokus på
erhvervsuddannelsernes betydning. Erhvervsuddannelserne står
i dag med tre store udfordringer:
- Færre og
færre unge søger ind på erhvervsuddannelserne.
Søgningen direkte fra 9. og 10. klasse er således
faldet fra 30 pct. for ti år siden til 20 pct. i dag.
- Mange af dem, der
påbegynder en erhvervsuddannelse, gennemfører ikke.
Næsten 50 pct. falder fra undervejs.
- Elevernes meget
forskellige alder med en betydelig andel af voksne elever udfordrer
erhvervsuddannelsernes karakter af ungdomsuddannelse.
Regeringen (Socialdemokraterne og Radikale
Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti,
Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti er på den
baggrund enige om at gennemføre en ambitiøs reform
med grundlæggende ændringer og forbedringer af
erhvervsuddannelserne m.v., jf. aftale om "Bedre og mere attraktive
erhvervsuddannelser" af 24. februar 2014.
Med lovforslaget foreslås det, at
erhvervsuddannelserne gøres mere attraktive ved, at de unge
møder et fagligt og stærkt
ungdomsuddannelsesmiljø. Grundforløbet ændres
til fremover at være ensartet i opbygning og som udgangspunkt
med ensartet varighed på tværs af uddannelser.
Det foreslås derudover, at
erhvervsuddannelsernes struktur forenkles og gøres mere
overskuelig for de unge og deres forældre.
Det foreslås desuden, at der skabes
bedre forudsætninger for, at der kan udformes
studiekompetencegivende eksamen på alle relevante
uddannelser, og at erhvervsuddannelsesfag på højt
niveau kan sidestilles med gymnasiale fag.
Det foreslås endvidere, at der
etableres en ny type erhvervsuddannelse for voksne (euv) på
25 år og derover for at skabe en mere attraktiv, overskuelig
og målrettet vej fra ufaglært til faglært for
voksne.
I forbindelse med euv foreslås
ændringer i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, der
bl.a. medfører samme lønrefusion til virksomheder med
voksenelever, uanset om eleverne har behov for
praktikuddannelse.
Det foreslås fremdeles, at der
fastlægges klare adgangskrav for at tydeliggøre,
hvilke grundlæggende forudsætninger, som er
nødvendige for at følge undervisningen og
gennemføre en erhvervsuddannelse.
Det foreslås herudover, at der
oprettes en ny erhvervsrettet 10. klasse (eud10) med det fokus at
forberede eleverne til erhvervsuddannelserne og gøre dem
klar til at opfylde adgangskravene.
Det foreslås tillige, at kvaliteten i
erhvervsuddannelserne forbedres markant gennem mere og bedre
undervisning.
Det foreslås tilmed, at reglerne om
elevers indgåelse af uddannelsesaftaler inden for social- og
sundheds-uddannelsesområdet ændres, så de
følger reglerne for det resterende
erhvervsuddannelsesområde.
Endelig foreslås det, at der
sættes ind med en fokusering af vejledningsindsatsen ved dels
en tidligere og mere målrettet indsats over for
grundskoleelever, dels en målretning af
vejledningsressourcerne.
Lovforslaget bliver fastsat efter den 1.
april som følge af, at aftale om "Bedre og mere attraktive
erhvervsuddannelser", som ligger til grund for forslaget,
først blev indgået den 24. februar 2014. Af hensyn til
det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt ønskes
forslaget behandlet i indeværende samling.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. juli 2014.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.