Skriftlig fremsættelse (30. april
2014)
Justitsministeren
(Karen Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven (Mulighed for genoptagelse af visse sager om
familiesammenføring med børn)
(Lovforslag nr. L 186)
Formålet
med lovforslaget er at gennemføre den politiske aftale, som
regeringen indgik med Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det
Konservative Folkeparti den 19. marts 2014 om at gennemføre
en ændring af udlændingeloven, som skal sikre, at der
gives mulighed for genoptagelse af visse sager om
familiesammenføring med børn.
Det
foreslås, at der skabes mulighed for, at visse børn og
unge - hvis sager i sin tid er vurderet efter de regler, som blev
indført ved lov nr. 427 af 9. juni 2004 - kan få deres
sag vurderet efter de gældende regler, jf. lov nr. 566 af 18.
juni 2012. Det foreslås tilsvarende at gælde for
børn og unge, som har fået en ansøgning afvist,
fordi ansøgningen blev indgivet, mens barnet eller den unge
ikke havde lovligt ophold her i landet, havde fået fastsat en
udrejsefrist eller havde en anden ansøgning om
opholdstilladelse under behandling.
Efter
lovforslaget er det for det første en betingelse for, at
sagen kan genoptages, at barnet eller den unge i det
væsentlige har opholdt sig her i landet i perioden fra
afslaget eller afvisningen og indtil det fyldte 18. år eller
- hvis barnet endnu ikke er fyldt 18 år - har opholdt sig her
i landet indtil tidspunktet for indgivelse af anmodning om
genoptagelse.
Det er for det
andet en betingelse, at udlændingen ikke er udvist ved dom,
jf. udlændingelovens §§ 22-24, eller idømt
betinget eller ubetinget fængsel for strafbart forhold
begået her i landet.
Det er for det
tredje en betingelse, at udlændingen ikke efter det fyldte
18. år har modtaget ydelser efter udlændingelovens
§ 42 a, stk. 2.
Det er endelig
for det fjerde en betingelse for at genoptage sagen, at der
indgives anmodning herom senest 6 måneder efter lovens
foreslåede ikrafttræden den 1. juli 2014.
Ved
vurderingen af, om der er grundlag for at meddele opholdstilladelse
i de sager, der kan genoptages efter de foreslåede regler,
vil det indgå, om barnet eller den unge faktisk er
velintegreret i det danske samfund. Der er tale om en samlet
vurdering, hvor det inddrages, om barnet eller den unge er eller
har været under uddannelse og aktivt efter bedste evne har
gjort en indsats for egen integration.
Lovforslaget
blev sendt i høring den 11. april 2014 med frist for
bemærkninger den 9. maj 2014. Det har ikke været muligt
at sende lovforslaget i høring på et tidligere
tidspunkt, og regeringen lægger, som det fremgår af
regeringsgrundlaget, vægt på at sikre høj
lovkvalitet gennem rimelige høringsfrister.
Høringsfristen er derfor fastsat til 4 uger, hvilket
medfører, at forslaget fremsættes, før
høringsfristen er udløbet. Høringssvar og
høringsnotat vil blive oversendt til Folketinget umiddelbart
efter høringsfristens udløb.
Idet jeg i
øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
Høje Tings velvillige behandling.