Betænkning afgivet af Udvalget for
Udlændinge- og Integrationspolitik den 26. maj 2014
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 30. april
2014 og var til 1. behandling den 20. maj 2014. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for
Udlændinge- og Integrationspolitik.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 11. april 2014 dette udkast til
udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 82. Den 14. maj 2014 sendte
justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 26
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret med undtagelse af
spørgsmål 23-26, som forventes besvaret inden 2.
behandling.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (S, RV, SF, EL og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Enhedslistens medlemmer af udvalget
støtter lovforslaget, som jo betyder, at en række
børn og unge, der er kommet i klemme i reglerne om
familiesammenføring med børn, nu får mulighed
for at blive boende i Danmark, efter at de har boet her i en
længere periode og i praksis er velintegrerede med gode
danskkundskaber og netværk i Danmark. EL har i øvrigt
den principielle opfattelse, at alle børn skal have ret til
familiesammenføring til Danmark, hvis
forældremyndighedsindehaveren bor her.
Et mindretal i
udvalget (V, DF og LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Venstres medlemmer af udvalget
bemærker, at partiet har det grundlæggende princip, at
vi ikke ønsker at tilskynde til eller belønne
ulovligt ophold i Danmark. V finder det helt afgørende, at
alle sager inden for et givent område behandles
retfærdigt og efter de samme principper, og at de
berørte personer derefter følger myndighedernes
afgørelse.
I Songül-sagen, som dette lovforslag
udspringer af, har familien til en tyrkisk pige i Danmark valgt at
sidde myndighedernes afgørelse overhørig og undladt
at lade pigen rejse ud af Danmark. Endvidere foreslår
regeringen at genoptage en række lignende sager, hvor
børn og unge fortsat opholder sig her i Danmark, på
trods af at deres ansøgninger om ophold er blevet afvist.
Denne gruppe af personer har aldrig haft et lovligt opholdsgrundlag
og har siden afgørelsen i deres sag opholdt sig ulovligt i
Danmark. Ved at genoptage disse sager giver regeringen denne gruppe
af personer adgang til særbehandling og belønner
dermed deres overtrædelse af dansk lovgivning.
Siden 2005 og frem til 19. juni 2012 har
cirka 1.000 personer fået afslag på deres
ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 9, stk. 1, nr. 2, jf. justitsministerens svar på
spørgsmål 20. Såfremt nærværende
lovforslag vedtages, vil de hen ved 1.000 personer, der har
modtaget et afslag og efterkommet kravet om at rejse ud af Danmark,
have fået en ringere og dermed uretfærdig behandling
sammenholdt med den lille gruppe, der valgte at sidde
myndighedernes afgørelse overhørig og opholde sig
ulovligt i Danmark. Dette er ikke et retssamfund værdigt.
V ser en stor risiko for, at dette
lovforslag vil skabe en meget uheldig udvikling, idet regeringen de
facto foreslår at præmiere en tilsidesættelse af
myndighedernes afgørelser med adgang til
særbehandling. Dermed vil alle, der fremover er uenige i
myndighedernes afgørelser i denne type sager, have et
stærkt incitament til at sidde afgørelsen
overhørig og nægte at rejse ud af Danmark med
berettiget forventning om, at de sidenhen ved lov vil kunne
opnå en genoptagelse og særbehandling af deres sag.
V mener, at regeringen med sit lovforslag
lader sig styre af enkeltsager. Dermed svigter regeringen sit
ansvar for at regere efter gældende lovgivning og lader i
stedet pressen afgøre, hvad der er ret og uret, hvilket er
helt og aldeles uacceptabelt.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
betragter dette lovforslag som endnu en særlov på
baggrund af enkeltsager i pressen. DF medgiver, at der med
jævne mellemrum opstår enkeltsager, som vækker
sympati og stærke følelser. Det ændrer dog ikke
på, at Folketinget bør stå fast på, at man
ikke skal belønne personer, som med åbne øjne
har valgt at overtræde dansk lovgivning og igennem flere
år har opholdt sig illegalt i Danmark, med en
opholdstilladelse. Partiet finder det endvidere dybt problematisk,
at regeringen lemper udlændingepolitikken med tilbagevirkende
kraft. Det er ikke alene et brud på grundlæggende
retsprincipper, men også et ganske uheldigt signal at
sende.
DF bemærker, at lovforslaget
omhandler et ukendt antal personer, som igennem længere tid
har opholdt sig illegalt i Danmark. Der er mange illegale
udlændinge i Danmark, og vi kan ikke begynde at give dem
opholdstilladelse, fordi de pågældende virker
integrerede i samfundet, eller fordi de på ulovlig vis har
etableret sig i Danmark. Det er efter partiets opfattelse ganske
enkelt ikke en ordentlig eller holdbar måde at indrette
udlændingepolitikken på. I DF er vi tilhængere af
stramningen i 2004. Det var vi dengang, og det er vi fortsat. DF's
politik har ikke ændret sig. Det er efter DF's opfattelse
rimeligt at stille krav om integrationspotentiale. Folketinget har
givet forældrene mulighed for at søge om ophold. Det
er efter DF's opfattelse både naturligt og rimeligt at stille
det krav til forældre, der ønsker, at deres
børn skal komme til Danmark, at de iagttager en bestemt
angivet tidsperiode for at søge om ophold. Og hvis
forældrene ikke iagttager denne tidsfrist, er og bliver det
forældrenes ansvar. Det er efter DF's opfattelse utrolig
vigtigt at fastholde dette ansvar.
Om dette lovforslags proces mener DF, at
udvalgsbehandlingen har været for kort set i forhold til de
mulige konsekvenser af lovforslaget. Ligeledes mener DF ikke, at
regeringen har svaret fyldestgørende på en række
af udvalgsspørgsmålene. På den baggrund har DF i
forbindelse med udvalgsbehandlingen opfordret regeringen til at
trække lovforslaget tilbage og bruge den fornødne tid
på at afdække konsekvenserne af lovforslaget. Dette har
regeringen desværre afvist.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
Trine Bramsen (S) Troels Ravn (S)
fmd. Karen J. Klint (S) Lennart
Damsbo-Andersen (S) Anne Sina (S) Mette Reissmann (S) Jeppe Bruus
(S) Zenia Stampe (RV) Liv Holm Andersen (RV) Marlene Borst Hansen
(RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Pernille Vigsø Bagge
(SF) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Pernille Skipper (EL)
Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Jakob Engel-Schmidt (V) Martin
Geertsen (V) Karen Ellemann (V) Michael Aastrup Jensen (V) Fatma
Øktem (V) Karen Jespersen (V) Karsten Lauritzen (V) Inger
Støjberg (V) Martin Henriksen (DF) Peter Skaarup (DF) nfmd. Christian Langballe (DF) Marie
Krarup (DF) Merete Riisager (LA) Tom Behnke (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 186
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringssvar og kommenteret
høringsoversigt, fra justitsministeren | 2 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 3 | Godkendt tidsplan for udvalgets behandling
af lovforslaget | 4 | Revideret tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 5 | Udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 186
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om, hvor mange personer der kan
få genoptaget deres sager, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 2 | Spm. om de faktiske årlige udgifter
ved gennemførelse af forslaget, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 3 | Spm. om, at udlændingen kan få
sin sag genoptaget, hvis den pågældende ikke er udvist
ved dom for strafbart forhold, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 4 | Spm. om unge, der har begået
kriminalitet og overtrådt bestemmelserne i lovforslagets
§ 2, stk. 2, nr. 2, kan få optaget deres sag, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om, at det forhold, at en
ansøger er idømt en eller flere bødestraffe
for overtrædelse af straffeloven, ikke udelukker vedkommende
fra at få sin ansøgning imødekommet og dermed
få lovligt ophold i Danmark, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 6 | Spm. om de personer, som har været
tiltalt, sigtet eller er blevet dømt for kriminalitet, og
som vil kunne søge om genoptagelse, til justitsministeren,
og ministerens svar herpå | 7 | Spm. om de personer, som er administrativt
udvist med indrejseforbud, og som efter forslaget potentielt vil
kunne søge om genoptagelse, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 8 | Spm., om der er nogle af de personer, som
efter forslaget potentielt vil kunne søge om genoptagelse,
der har begået kriminalitet, mens de har været under
den kriminelle lavalder, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 9 | Spm., om det er ministerens opfattelse, at
de pågældende børn er helt uden skyld i deres
nuværende situation m.v., til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 10 | Spm., om nogle af de personer, som kan
søge genoptagelse efter forslaget, har været på
genopdragelsesrejser, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 11 | Spm., om der er en øvre eller nedre
grænse for, hvor lang tid en person, der har fået
afslag eller afvisning, kan have opholdt sig i udlandet og stadig
efter forslaget vil kunne ansøge om genoptagelse, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 12 | Spm. om, hvorfor ministeren ikke har fulgt
bemærkningerne fra Udlændingenævnets
høringssvar, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 13 | Spm. om, at personer, der ikke får
genoptaget deres sag, reelt udrejser af Danmark, som de
retmæssigt er forpligtet til, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 14 | Spm., om de personer, som i mange år
har opholdt sig ulovligt i Danmark og ikke rettet sig efter
myndighedernes krav om udrejse af Danmark, på trods af dette
med forslaget kan få lovligt ophold i Danmark, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 15 | Spm. om, hvor mange lande det p.t. ikke er
muligt at udsende unge under 18 år til, som følge af
at det pågældende lands ambassade ikke ønsker at
forny eller udstede nyt pas til børn og unge under 18
år uden forældrenes samtykke, til justitsministeren, og
ministerens svar herpå | 16 | Spm. om, hvordan og i hvilket omfang den
danske regering eller de danske myndigheder over for Tyrkiet har
rejst den problemstilling, at landet ikke overholder deres
folkeretlige forpligtigelse til at tage imod egne statsborgere, til
justitsministeren, og ministerens svar herpå | 17 | Spm., om det er korrekt, at den tyrkiske
ambassade i Danmark har oplyst Rigspolitiet om, at ambassaden ikke
vil være indstillet på at udstede eller forny
rejsedokumentation til den gruppe af unge, som har fået
afslag på familiesammenføring, da de var under 18
år, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 18 | Spm. om, hvor mange personer der
ifølge danske myndigheders oplysninger har en far eller mor
bosiddende i oprindelseslandet, og for hvem der umiddelbart ikke er
noget til hinder for, at den unge kunne bo hos sin mor eller far i
oprindelseslandet, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 19 | Spm. om alderssammensætningen
på de personer, som med forslaget potentielt vil kunne
søge om genoptagelse, herunder, hvor mange af de unge der er
over 18 år, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 20 | Spm. om, hvor mange der anslås at
have fået afslag på familiesammenføring efter
udlændingeloven § 9, stk. 1, nr. 2, siden
lovændringen i 2004, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 21 | Spm., om en person, der har begået
kriminalitet, mens vedkommende har været under den kriminelle
lavalder, i særlige tilfælde og efter en konkret
vurdering kan ende med at få en opholdstilladelse efter
lovforslagets bestemmelser, til justitsministeren, og ministerens
svar herpå | 22 | Spm. om at trække lovforslaget
tilbage, til justitsministeren, og ministerens svar
herpå | 23 | Spm. om, hvornår det forventes, at
Tyrkiet vil ratificere EU's tilbagetagelsesaftale, som blev
indgået i december 2013, til justitsministeren | 24 | Spm., om det er muligt tvangsmæssigt
at udsende unge under 18 år, der ikke selv ønsker at
medvirke til deres udsendelse til Iran, Irak og Syrien, til
justitsministeren | 25 | Spm. om, hvor mange af forældrene
til de personer, som ministeriet har kendskab til, og som
potentielt efter forslaget vil kunne ansøge om genoptagelse,
som myndighederne har rejst en sag om ulovligt ophold efter
udlændingelovens § 59 over for, til
justitsministeren | 26 | Spm., om ministeren er indstillet på
at informere Folketingets Udvalg for Udlændinge- og
Integrationspolitik om, hvor mange personer der søger og
får opholdstilladelse som følge af lovforslagets
vedtagelse, til justitsministeren |
|