Skriftlig fremsættelse (30. april
2014)
Justitsministeren
(Karen Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov
for Færøerne om udlændinges adgang til
opholdstilladelse med henblik på visse former for
beskæftigelse (Ændring af den særlige ordning for
arbejdstagere fra EU-lande)
(Lovforslag nr. L 184).
Formålet
med lovforslaget er at justere den særlige ordning for
arbejdstagere fra EU-lande, der gælder på
Færøerne, og fremsættes efter ønske fra
det færøske landsstyre.
Efter en
længere periode med meget lav ledighed på
Færøerne indførtes ved lov nr. 462 af 17. juni
2008 bl.a. en ordning, hvorefter udlændinge, der er
statsborgere i et land, der er medlem af Den Europæiske
Union, kan gives opholdstilladelse på Færøerne
på grundlag af ansættelse hos en arbejdsgiver på
Færøerne i en række nærmere angivne
tilfælde, hvor de almindelige betingelser for meddelelse af
opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse ikke er
opfyldt.
Ordningen
finder alene anvendelse, når særlige
beskæftigelsesmæssige hensyn taler for at give
opholdstilladelse, hvilket ifølge lovens bemærkninger
er tilfældet, når den generelle ledighed på
Færøerne ikke overstiger 3,5 pct.
Ordningen har
ikke været i anvendelse siden december 2009.
Ifølge
landsstyret er der i den senere tid - uagtet at den generelle
arbejdsløshed fortsat overstiger 3,5 pct. - opstået et
akut behov for faglært arbejdskraft inden for bygge- og
anlægssektoren.
Det
foreslås derfor, at den særlige ordning for
arbejdstagere fra EU-lande justeres, således at der fremover
vil kunne gives opholdstilladelse med henblik på
beskæftigelse inden for bygge- og anlægssektoren
på Færøerne, så længe
arbejdsløsheden ikke overstiger 6 pct.
Lovforslaget
indeholder desuden ændringer af lovteknisk karakter.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.