Skriftlig fremsættelse (30. april
2014)
Økonomi- og
indenrigsministeren (Margrethe Vestager):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Det Centrale Personregister (Tildeling af nyt personnummer til
personer, der oplever sig som tilhørende det andet
køn)
(Lovforslag nr. L 182)
Formålet med lovforslaget er at
gøre det muligt, at personer, som oplever et misforhold
mellem det biologiske køn og det køn, som de
pågældende oplever at tilhøre og identificerer
sig med, kan opnå juridisk kønsskifte. Det
foreslås således, at kønsskifte kan opnås
ved indgivelse af skriftlig ansøgning om nyt personnummer,
hvoraf det fremgår, at ansøgningen er begrundet i en
oplevelse af at tilhøre det andet køn. Derved bliver
det muligt for transkønnede at opnå juridisk
kønsskifte først og fremmest i form af tildeling af
nyt personnummer uden krav om kastration eller andre kirurgiske
indgreb eller anden form for behandling, f.eks. hormonbehandling.
Det nye personnummer giver adgang til udstedelse af nye personlige
dokumenter som f.eks. pas og kørekort i overensstemmelse med
det nye køn.
Med lovforslaget imødekommes et
meget stort og mangeårigt ønske fra de
transkønnede.
Tiden fra ønsket om juridisk
kønsskifte opstår, og til det juridiske
kønsskifte er effektueret, kan med denne model være
meget kortvarig. Det er derfor fundet rigtigst, at modellen
kombineres med en refleksionsperiode på 6 måneder fra
ansøgningstidspunktet, hvorefter den pågældende
skal bekræfte sin ansøgning, inden den
imødekommes. Det er også en betingelse, at den
pågældende på ansøgningstidspunktet er
fyldt 18 år.
Lovforslaget er en udmøntning af en
af de modeller - den såkaldte erklæringsmodel - som en
tværministeriel arbejdsgruppe om juridisk kønsskifte
er fremkommet med.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.