L 178 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love.

(Revision af reglerne om behandling af civile sager og syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænse for anke, indførelse af deltidsordning for dommere m.v., medieannoncering af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse af digitale lånedokumenter, skriftlig behandling af anke i straffesager med samstemmende påstande m.v.).

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-04-2014

Fremsættelse: 09-04-2014

Skriftlig fremsættelse (9. april 2014)

20131_l178_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. april 2014)

Justitsministeren (Karen Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Revision af reglerne om behandling af civile sager og syn og skøn, forhøjelse af beløbsgrænse for anke, indførelse af deltidsordning for dommere m.v., medieannoncering af tvangsauktioner, tvangsfuldbyrdelse af digitale lånedokumenter, skriftlig behandling af anke i straffesager med samstemmende påstande m.v.)

(Lovforslag nr. L 178).

I 2007 blev der gennemført en række omfattende ændringer af domstolenes organisation og virksomhed. Der var tale om den største reform af domstolenes forhold i nyere tid. Reformen har nu virket siden 2007, og de danske domstole er velfungerende og effektive. Samtidig er det efter regeringens opfattelse vigtigt, at det løbende overvejes, hvordan retsvæsenet kan gøres endnu bedre og mere effektivt, herunder således at bl.a. den meget høje tillid, som domstolene nyder blandt befolkningen, kan fastholdes.

Det er i den forbindelse væsentligt at sikre, at de danske domstole fortsat kan fungere effektivt til gavn for borgere og virksomheder, så retstvister kan afsluttes inden for rimelig tid. Det er samtidig helt centralt, at retssagsbehandlingen fortsat sker på en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

Lovforslaget indeholder en række forslag inden for civil-, straffe- og skiftesagsområdet, som indebærer en modernisering og effektivisering af sagsbehandlingen ved domstolene.

Lovforslaget har for det første til formål at udmønte forslagene fra Udvalget om bedre og mere effektiv behandling af civile sager ved domstolene. Forslagene vedrører alle faser i behandlingen af civile sager ved domstolene, dvs. forløbet frem til sagens anlæg, sagens forberedelse, sagens beviser, hovedforhandlingen og appel, men også mere overordnede emner som digitalisering og produktivitet.

Det foreslås bl.a., at der indføres en blanket til forside på stævning og svarskift, at kravet om original underskift på processkrifter ophæves, at reglerne om det forberedende møde ændres på flere punkter, at der nedsættes et udvalg om retsafgifter, og at bedste praksis vedrørende retsmægling og berammelse ved retterne identificeres og udbredes.

Lovforslaget indeholder endvidere en række forslag vedrørende adgangen til appel i civile sager. Således foreslås det bl.a., at appelgrænsen - i lyset af pris- og lønudviklingen - hæves fra 10.000 kr. til 20.000 kr., at adgangen til at anke sager om tvangsanbringelse af børn begrænses, at landsretterne får mulighed for at afvise 2. instans ankesager uanset sagens økonomiske værdi, og at adgangen til at kære kendelser og beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse, begrænses.

Lovforslaget indeholder for det andet en række ændringer af reglerne om syn og skøn på baggrund af forslagene i betænkning nr. 1543/2013 fra Retsplejerådet. De foreslåede ændringer har til formål at skabe grundlag for en væsentlig hurtigere gennemførelse af et syn og skøn, hvorved sagsbehandlingstiden i sager med syn og skøn kan blive kortere. Forslagene vedrører bl.a. udformningen af begæringen om syn og skøn, forenkling af processen med at formulere spørgsmål til skønsmanden, en ny blanket til spørgsmål og svar, samt at skønsmanden skal komme med et overslag over tid og pris, inden den pågældende kan udpeges.

Lovforslaget har for det tredje til formål at udmønte dels forslagene fra Udvalget om varetagelse af skiftesagsbehandlingen, som har vurderet hensigtsmæssigheden af skifteretternes nuværende organisering og belyst behovet og mulighederne for yderligere digital understøttelse af skiftesagsbehandlingen samt mulighederne for at foretage andre tilpasninger for så vidt angår behandlingen af skiftesager, dels forslagene fra en arbejdsgruppe nedsat af Domstolsstyrelsen, som har overvejet, i hvilket omfang skifteretternes behandling af dødsboskiftesager kan gøres mere effektiv. Det foreslås bl.a., at der sker udbredelse af bedste praksis, at adgangen for bobestyrer til cpr-oplysninger og skatteoplysninger forbedres, at testamentariske successionsfølger registreres, og at sager om henvisning af dødsboer til en dansk skifteret flyttes fra Justitsministeriet til domstolene.

Lovforslaget indeholder for det fjerde tre yderligere elementer, som har til formål at modernisere og forenkle sagsbehandlingen ved domstolene.

Der foreslås således indført hjemmel til, at der kan ske tvangsfuldbyrdelse på grundlag af udenretlige skriftlige forlig, gældsbreve og kreditkøbekontrakter, der er underskrevet digitalt.

Det foreslås endvidere, at bekendtgørelse af tvangsauktioner over fast ejendom fremover (udover i Statstidende) som hovedregel skal ske på internettet, så de muligheder, som den digitale kommunikation giver, udnyttes til at sikre størst mulig opmærksomhed om tvangsauktionsejendomme blandt potentielle købere heraf.

Herudover foreslås ankesagsbehandlingen i de straffesager, hvor anklagemyndigheden og tiltalte er enige om, hvilket resultat ankesagen bør få, forenklet, så en anke til landsretten eller Højesteret, som ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, kan afgøres på skriftligt grundlag, hvis parterne har nedlagt samstemmende påstande og er enige om, at sagen kan afgøres på denne måde.

Lovforslaget har for det femte til formål at gennemføre forslagene fra Udvalget om pligtig afgangsalder for dommere mv. samt enkelte yderligere ændringer vedrørende dommernes forhold. Den nuværende afgangsalder på 70 år foreslås ikke ændret. Derimod foreslås der bl.a. indført en mulighed for, at ældre dommere kan overgå til ansættelse som dommer på deltid (deltidsordning) samt en tilkaldeordning for pensionerede dommere mv.

Med lovforslaget foreslås for det sjette, at revisionsklausulen i lov nr. 181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål) ophæves. Endelig foreslås der indført en adgang for Arbejdsretten til at foretage telefonforkyndelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.