Betænkning afgivet af Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget den 28. maj 2014
1. Ændringsforslag
Der er stillet 15 ændringsforslag til
lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1, 13 og 14 om deling af lovforslaget.
Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforsalg nr. 2. Erhvervs- og vækstministeren har
stillet ændringsforslag nr. 3, 6-12 og 15. Socialistisk
Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag
nr. 4 og 5.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. april 2014
og var til 1. behandling den 22. april 2014. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervs-,
Vækst- og Eksportudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 5
møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervs-
og vækstministeren sendte den 20. december 2013 dette udkast
til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 111. Den 2. april 2014
sendte erhvervs- og vækstministeren de indkomne
høringssvar og et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med
udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:
Danmarks Skibsmæglerforening,
Danske Havne,
Danske Lodser og Søfartens Ledere
og
Aalborg Pilot ApS.
Erhvervs- og vækstministeren har over
for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget
med undtagelse af en henvendelse, som forventes kommenteret inden
2. behandling.
Deputationer
Endvidere har følgende mundtligt
over for udvalget redegjort for deres holdning til
lovforslaget:
Danske Havne,
Danske Lodser og Søfartens Ledere
og
Aalborg Pilot ApS.
Samråd
Udvalget har stillet 5
spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til
mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent
samråd med udvalget den 19. maj 2014. Ministeren har
efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der dannede
grundlag for ministerens besvarelse af
spørgsmålene.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 47
spørgsmål til erhvervs- og vækstministeren til
skriftlig besvarelse, som denne har besvaret med undtagelse af et
spørgsmål, som forventes besvaret inden 2.
behandling.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i
udvalget (V, S, RV, LA og KF) vil stemme for ændringsforslag
nr. 1 om en deling af lovforslaget. Flertallet indstiller de under
A og B nævnte lovforslag til vedtagelse med de af erhvervs- og
vækstministeren stillede ændringsforslag og de af Dansk
Folkeparti under nr. 13 og 14 stillede ændringsforslag.
Flertallet vil stemme imod det af Enhedslisten under nr. 2 stillede
ændringsforslag og de af Socialistisk Folkeparti under nr. 4
og 5 stillede ændringsforslag.
Venstres medlemmer af udvalget
støtter den liberalisering, som lovforslaget er udtryk
for.
I den forbindelse lægger Venstre
vægt på, at der ikke med lovforslaget er lempet
på de sikkerhedsbestemmelser, der sikrer skibe og
miljø i de danske farvande.
Endelig noterer Venstre sig, at den
»åbningstid«, hvor der kan ske lodsning i de
mindre havne som i dag til takst-pris, er blevet udvidet
væsentligt (fra 12 til 18 timer), hvilket alt andet lige vil
være en lempelse af vilkårene for de mindre havne
sammenholdt med det oprindelige lovforslag.
Et mindretal i
udvalget (DF) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om en
deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de til det under A
nævnte lovforslag stillede ændringsforslag.
Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til
vedtagelse med de under nr. 13-15
stillede ændringsforslag.
Et andet
mindretal i udvalget (SF) vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget.
Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til
vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Hvis de af Socialistisk Folkeparti under nr.
4 og 5 stillede ændringsforslag ikke vedtages, indstiller
mindretallet det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de under nr. 13-15 stillede
ændringsforslag.
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget bemærker, at det for SF er helt afgørende at
fastholde og udvikle det høje sikkerhedsniveau ved sejlads i
danske farvande. De danske gennemsejlingsruter er nogle af verdens
mest trafikerede farvande, og der er forventninger om en betydelig
vækst i de kommende år, specielt når det
gælder olietransporter. SF har således i mange år
arbejdet for fremskridt i retning af at få obligatorisk
lodsning gennem danske farvande, ligesom SF ønsker endnu
større dansk pres på de flagstater, hvorfra
fartøjer, der ikke anvender lods, kommer. Derfor
støtter SF de forbedringer, der ligger i lovforslaget.
Efter SF's opfattelse er der derimod ikke
leveret nogen som helst dokumentation for, at en fuld
liberalisering af lodsområdet fører til, at flere vil
anvende lods. Oplysningerne om erfaringer i andre lande er
sporadiske og ikke fyldestgørende, og en fuld liberalisering
vil samtidig udgøre en unødvendig øget
risiko for sikkerheden.
SF ønsker derfor, at loven ikke skal
omfatte en fuld liberalisering, og har derfor foreslået, at
der forsøgsvis åbnes op indtil 2018 i begrænset
omfang for at indhente erfaringer, inden en endelig beslutning
træffes.
Et tredje
mindretal i udvalget (EL) vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget.
Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for det af Enhedslisten under nr. 2 og
de af erhvervs- og vækstministeren under nr. 3 og 6-12
stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for
eller imod de af Socialistisk Folkeparti under nr. 4 og 5 stillede
ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de under nr. 13-15 stillede ændringsforslag.
Enhedslistens medlemmer af udvalget
bemærker, at lovforslaget er et led i regeringens
liberaliserings-/privatiseringsstrategi, som man også
tidligere har set det med DONG, og hvor privatisering af den danske
velfærdssektor såsom daginstitutioner, plejehjem,
hospitaler og skoler også hyldes som en mulighed.
Derfor virker dette lovforslag også
som en liberalisering for liberaliseringens egen skyld. Det her er
igenigen konkurrencesamfundet, der stikker sit grimme fjæs
frem, og det er mest egnet til, på trods af hvad man siger,
at forringe arbejdsvilkårene og skabe lønpres på
de ansatte. Det vil uundgåeligt føre til forringelse
af sejladssikkerheden og forøge truslen mod vores
kystnære miljø og det følsomme
havmiljø.
Ved en privatisering af lodsvæsnet er
der jo også en klar fare for, at der opstår en
uhensigtsmæssig relation mellem et rederi og det lodseri, der
gerne ser rederiet som kunde igen - måske endda fast kunde
med mange lodsninger. Så kan man jo klistre lovforslaget til
med skærpelse af tilsyn med lodserne og lodserierne og
indberetningspligt osv., men i sidste ende er det lodsen på
broen, der observerer og konstaterer, hvis noget er galt, og lodsen
vil være under pres fra rederiet og sit eget lodseri, hvis
den pågældende ved, at rederiet bare kan skifte lodseri
ved næste gennemsejling.
Hvorfor egentlig? Hvorfor eksperimentere
eller for den sags skyld »reparere« på noget, som
ikke er i stykker, men som faktisk fungerer? Det eneste argument,
der fremføres, som Enhedslisten har kunnet se det, er prisen
på gennemsejlingslodsning. En forventet prisreduktion
på 17 pct., har man regnet sig frem til på disse
lodsninger, forventes at animere flere skibe til at tage lods
ombord og dermed højne sejladssikkerheden. Andre
høringssvar peger på, at der skulle ganske meget mere
til, hvis det var den vej, man skulle gå for at få
flere lodser på. Men hør nu her, priserne på
gennemsejling af dansk farvand placerer sig i midten af det
europæiske felt, stort set alle vores nabolande i umiddelbar
nærhed ligger højere end Danmark, nogle endda
betragtelig højere, når 96,3 pct. af samtlige skibe -
og for tankskibenes vedkommende faktisk 100 pct. - som er omfattet
af IMO-anbefalingerne om at tage lods ombord, rent faktisk
følger anbefalingerne, på trods af at der ikke er tale
om lodspligt, er der altså noget, der tyder på, at det
ikke er de nuværende priser, det er galt med.
Læg dertil, at prisen på
havnelodsningerne kan forventes at stige med måske helt op
til 61 pct., som der er blevet gjort opmærksom på - det
er i hvert fald det, der subsidieres for nogles vedkommende. Og her
er der tale om godstransport til og fra Danmark, hvor man er i
konkurrence med ikke mindst landtransporten.
Der er ingen tvivl om, at forslaget om
liberalisering af lodsvæsenet først og fremmest er
lavet af hensyn til rederierne og deres bundlinjer. Danmarks,
måske verdens, i særklasse mest forkælede erhverv
bidrager på grund af tonnageskat og DIS-aflønninger jo
ikke væsentligt til fælleskassen. Alligevel skal de
altså tilgodeses med endnu et »tilskud«.
Lovforslaget er uigennemtænkt og
udtryk for ideologi. Socialdemokraterne har lagt en
håbløs kurs med den efterhånden religiøse
tilbedelse af de frie markedskræfter. De sejler
tilsyneladende uden brug af kompas eller søkort, og har i
hvert fald ingen lods ombord, der kan holde partiet fri af farlige
rev og skær. Sådan noget plejer at ende med forlis!
Enhedslisten stemmer på den baggrund
imod lovforslag A.
Et fjerde
mindretal i udvalget (Uffe Elbæk (UFG)) vil stemme for
ændringsforslag nr. 1 om en deling af lovforslaget.
Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de af erhvervs- og
vækstministeren under nr. 3 og 6-12 stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for eller
imod det af Enhedslisten under nr. 2 stillede
ændringsforslag og de af Socialistisk Folkeparti under nr. 4
og 5 stillede ændringsforslag. Mindretallet indstiller det
under B nævnte lovforslag til vedtagelse med de under nr. 13-15 stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforslag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold:
A. »Forslag
til lov om ændring af lodsloven og lov om Danpilot
(Konkurrenceudsættelse på lodsområdet)«
omfattende § 1, § 2, § 5, nr. 3, § 7 og §
8.
B. »Forslag
til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om
sikkerhedsundersøgelse af ulykker til søs, lov om
ændring af søloven og forskellige andre love og lov om
søfarendes ansættelsesforhold (Skærpet
strafniveau ved forvoldelse af søulykke eller ved sejlads i
strid med godt sømandskab m.v. og undersøgelse af
dykkerulykker)« omfattende § 3, § 4, § 5, nr.
1 og 2 og §§ 6, 7 og 8.
[Deling af lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte lovforslag
Til § 1
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(DF og SF):
2)
Efter nr. 2 indsættes som nye numre:
»01. § 8, stk. 1, affattes således:
»I forbindelse med lodsning kan lodsen mod
betaling fastsat af det lodseri, som lodsen er beskæftiget i,
medtage og sidemandsoplære en lodsaspirant eller medtage en
anden lods til vedligeholdelse af dennes kendskab til
farvandet.«
02. I
§ 8, stk. 2, udgår
»endvidere«.«
[Lodsen/lodserierne får
mulighed for at kræve betaling for sidemandsoplæring og
vedligeholdelse af andre lodsers farvandskendskab]
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
3) I
den under nr. 3 foreslåede § 13 ændres i stk. 1 »Gennemsejlingslodsning«
til: »Gennemsejlingslodsning i dansk farvand«, og
»til gennemsejlingslodsning« til: »til
gennemsejlingslodsning i dansk farvand«.
[Præcisering]
Af et mindretal
(SF), tiltrådt af et mindretal
(DF):
4) I
den under nr. 3 foreslåede § 13 affattes stk.
2 og 3 således:
»Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan efter ansøgning give private
lodserier tilladelse til at foretage op til i alt 800
gennemsejlingslodsninger årligt i dansk farvand. Efter en
evaluering i 2018 kan der gives yderligere tilladelse til at
foretage gennemsejlingslodsninger med henblik på en fuld
liberalisering af gennemsejlingslodsningerne.
Stk. 3. Tilladelsen
meddeles med virkning fra 2016 og for op til 4 år.«
[Begrænsning af
konkurrenceudsættelsen på
gennemsejlingsområdet]
5) I
den under nr. 3 foreslåede § 13 affattes stk.
5 således:
»Stk. 5. Erhvervs-
og vækstministeren kan efter en evaluering i 2018
fastsætte regler om antallet af gennemsejlingslodsninger, der
må foretages af private lodserier.«
[Begrænsning af
konkurrenceudsættelsen på
gennemsejlingsområdet]
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
6) I
den under nr. 4 foreslåede § 19 ændres i stk. 4 »12 sammenhængende
timer« til: »18 sammenhængende timer«.
[Den normale lodsningsperiode for
mindre havne udvides til 18 timer]
7)
Efter nr. 7 indsættes som nyt nummer:
»03. I §
28, stk. 1, nr. 1, ændres »loven eller«
til: »loven,«.«
[Konsekvensændring]
8)
Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer:
»04. I §
30, stk. 1, nr. 1, ændres »loven eller«
til: »loven,«.«
[Konsekvensændring]
9)
Efter nr. 14 indsættes som nyt nummer:
»05. Efter kapitel 13 a
indsættes:
»Kapitel 13 b
Lodsning i grønlandske
farvande
§ 33 b.
Lodsning i grønlandske farvande, som er foreskrevet i
medfør af § 3, stk. 3, i lov om sikkerhed til
søs, må kun udføres af en lods, som i henhold
til § 12 er certificeret til at foretage lodsning i det
pågældende område.
Stk. 2. Erhvervs- og
vækstministeren kan indgå aftaler med lodserier om, at
de inden for et fastsat varsel skal stille lods til rådighed
for skibe, som er omfattet af lodspligten, der er foreskrevet i
medfør af § 3, stk. 3, i lov om sikkerhed til
søs.
Stk. 3. Erhvervs- og
vækstministeren kan fastsætte regler om, at statsligt
ejede lodserier inden for et fastsat varsel skal stille lods til
rådighed for skibe, som er omfattet af lodspligten, der er
foreskrevet i medfør af § 3, stk. 3, i lov om sikkerhed
til søs.
Stk. 4. Bestemmelserne i
§§ 8 og 9, § 11, stk. 3, §§ 12, 14 og
16-18, § 19, stk. 6, § 19 a, § 20, stk. 1,
§§ 24-33 a og § 34, stk. 1, 4 og 5, finder
anvendelse for lodsning, som er omfattet af stk.
1.««
[Lovteknisk justering]
10)
Efter nr. 15 indsættes som nye numre:
»06. I §
34, stk. 3, indsættes efter »nævnte
tilfælde«: », og den pågældende leder
ikke sikrer, at politiet eller Søfartsstyrelsen underrettes
herom uden unødigt ophold efter skibets anløb til
havnen«.
07. I
§ 40 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
§§ 8 og 9, § 11, stk. 3, §§ 12, 14 og
16-18, § 19, stk. 6, § 19 a, § 20, stk. 1,
§§ 24-33 b og § 34, stk. 1, 4 og 5, kan ved kongelig
anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske
forhold tilsiger.««
[Lempelse af strafansvaret for
havnedirektører, der sikrer underretning af myndighederne om
anløb til havnen af skibe, der ikke overholder lodspligten,
og lovteknisk justering]
Til § 5
11) Nr.
3 affattes således:
»3. § 4, nr. 2 og 3, ophæves.«
[Lovteknisk justering]
Til § 8
12) I
stk. 2 ændres »§§
2-5« til: »§§ 2 og 5«, og i stk. 3 ændres »§ 5 kan helt
eller delvis« til: »§ 5 kan ved kongelig anordning
helt eller delvis«.
[Præcisering]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte lovforslag
Til § 7
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
13) I
stk. 2 ændres »§§
1 og 5« til: »§ 5«.
Til § 8
14) I
stk. 2 ændres »Lodslovens
§ 19, stk. 5, og § 19 a, som affattet ved § 1, nr.
4, og §§ 2-5« til: »§§
3-5«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget]
Af erhvervs- og
vækstministeren, tiltrådt af udvalget:
15) I
stk. 3 ændres »§ 5 kan
helt eller delvis« til: »§ 5 kan ved kongelig
anordning helt eller delvis«.
[Præcisering]
Bemærkninger
Til nr. 1, 13 og 14
Det foreslås at dele lovforslaget i
to lovforslag. Det ene lovforslag (A) indeholder ændringerne
omhandlende konkurrenceudsættelse på lodsområdet.
Det andet lovforslag (B) indeholder ændringerne omhandlende
skærpet strafniveau ved forvoldelse af søulykke eller
ved sejlads i strid med godt sømandskab m.v. og
undersøgelse af dykkerulykker.
Til nr. 2
Ændringsforslaget betyder, at lodsen
fremover kan få betaling ved oplæring af nye lodser og
ved medtagelse af en anden lods til vedligeholdelse af dennes
kendskab til farvandet. Efter gældende regler har lodsen i
dag pligt hertil, men uden at kunne kræve betaling
herfor.
Enhedslisten finder det ikke rimeligt, at
lodser og lodserier i en konkurrencesituation kan
pålægges henholdsvis at oplære nye lodser og at
vedligeholde kendskab til et farvand hos andre lodser fra
konkurrerende lodserier uden betaling. Enhedslisten finder det helt
uacceptabelt, at lodser og lodserier (dvs. DanPilot og lodserne
beskæftiget her) på denne måde gratis skal
medvirke til at »undergrave« deres egen arbejdsplads,
fordi regeringen vil tvinge en liberalisering igennem, som der i
virkeligheden ikke er markedsmæssig baggrund for.
Til nr. 3
Det præciseres, at det er
gennemsejlingslodsning i dansk farvand, der kun må foretages
af lodser ansat i DanPilot og lodser ansat i private lodserier, der
har fået tilladelse hertil af Søfartsstyrelsen. Det
præciseres desuden, at bestemmelsen om, at kun sådanne
lodser må formidles til gennemsejlingslodsning, kun
gælder for gennemsejlingslodsning i dansk farvand.
Til nr. 4 og 5
Ændringsforslagene medfører,
at alene den første fase af konkurrenceudsættelsen
gennemføres i 2016, og at ingen yderligere
konkurrenceudsættelse sættes i gang før en
evaluering i 2018.
Til nr. 6
Ændringsforslaget indebærer, at
den normale lodsningsperiode for de mindre havne udvides fra 12 til
18 timer. DanPilot vil fortsat have forsyningspligt 24 timer i
døgnet, men lodsninger, som foretages af DanPilot til eller
fra de mindre havne uden for 18-timersperioden, vil skulle
udføres til markedspris, uanset om der er tale om lodsning
af skibe, som er undergivet lodspligt.
Til nr. 7
Ændringen er alene en sproglig
justering af bestemmelsen som konsekvens af, at der med
lovforslaget indsættes et nyt nr. 2 i lodslovens § 28,
stk. 1. Ændringen har intet materielt indhold.
Til nr. 8
Ændringen er alene en sproglig
justering af bestemmelsen, som konsekvens af at der med
lovforslaget indsættes et nyt nr. 2 i lodslovens § 30,
stk. 1. Ændringen har intet materielt indhold.
Til nr. 9
Der er tale om en lovteknisk justering. Med
lovforslaget foretages en konsekvensændring af henvisningen
til lodslovens § 19 i de bestemmelser om lodsning i
grønlandske farvande, der indgår i lov nr. 618 af 12.
juni 2013 om ændring af søloven og forskellige andre
love. Da de pågældende bestemmelser endnu ikke er
trådt i kraft, gennemføres konsekvensændringen,
ved at bestemmelserne ophæves og affattes på ny.
Ændringen har intet materielt indhold.
Til nr. 10
Ad nr. 06
Lodslovens § 34, stk. 3, hvorefter en
havnedirektør kan straffes, hvis havnen modtager et skib,
som ikke har taget lods, selv om det er omfattet af lodspligt, har
til formål at fremme skibenes overholdelse af lodspligten,
idet de enkelte havne i vidt omfang kan motivere skibenes
førere til at efterleve lodspligten.
Der er fortsat behov for, at havnene
medvirker i sikringen af, at skibene tager lods. Det vurderes dog,
at strafansvaret for havnedirektøren er for
vidtgående. Bestemmelsen har ikke været anvendt i
praksis.
Bestemmelsen foreslås derfor lempet,
således at en havnedirektør ikke kan straffes efter
bestemmelsen, såfremt den pågældende efter
skibets ankomst sikrer, at myndighederne underrettes om skibets
manglende overholdelse af lodspligten. Havnedirektøren kan
således ikke straffes, såfremt den
pågældende sikrer, at Søfartsstyrelsen eller
politiet underrettes om skibets overtrædelse af lodspligten
uden ugrundet ophold efter skibets anløb til havnen.
Havnedirektøren kan kun straffes, såfremt den
pågældende har kendskab til overtrædelsen,
medmindre den pågældende bevidst holder sig i uvidenhed
herom.
Ad nr. 07
Der er tale om en lovteknisk justering. Med
lovforslaget foretages en konsekvensændring af henvisningen
til lodslovens § 19 i de bestemmelser om lodsning i
grønlandske farvande, der indgår i lov nr. 618 af 12.
juni 2013 om ændring af søloven og forskellige andre
love. Da de pågældende bestemmelser endnu ikke er
trådt i kraft, gennemføres konsekvensændringen,
ved at bestemmelserne ophæves og affattes på ny.
Ændringen har intet materielt indhold.
Til nr. 11
Der er tale om en lovteknisk justering, der
hænger sammen med ændringsforslag nr. 8 og 9, hvorved
bestemmelserne i lov nr. 618 af 12. juni 2013 om lodsning i
grønlandske farvande nyaffattes. Nyaffattelsen af
bestemmelserne indebærer, at lovforslagets ændring i
bestemmelserne skal ophæves. Ændringen har intet
materielt indhold.
Til nr. 12 og 15
Det præciseres, at en
ikraftsættelse for Færøerne af lovforslagets
§ 5 kun kan ske ved kongelig anordning.
Benny Engelbrecht (S) Julie
Skovsby (S) Anne Sina (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted (S)
fmd. Peder Christensen (S) Ole
Sohn (S) Ida Auken (RV) Nadeem Farooq (RV) Jeppe Mikkelsen (RV)
Steen Gade (SF) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Frank Aaen (EL) Stine
Brix (EL) Uffe Elbæk (UFG) Kim Andersen (V) Michael Aastrup
Jensen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Preben Bang Henriksen (V) Torsten
Schack Pedersen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Hans Christian Schmidt
(V) Hans Christian Thoning (V) Hans Kristian Skibby (DF) Dennis
Flydtkjær (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Kim Christiansen
(DF) Joachim B. Olsen (LA) Brian Mikkelsen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende
L 176
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra erhvervs- og vækstministeren | 2 | Henvendelse af 7/4-14 fra Aalborg Pilot
ApS | 3 | Notat af 30/4-14 fra Danske Havne | 4 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget | 5 | Materiale til brug for Søfartens
Lederes og Danske Lodsers foretræde for udvalget 8/5-14 | 6 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget | 7 | Præsentation fra Søfartens
Lederes og Danske Lodsers fælles foretræde 8/5-14 | 8 | Henvendelse af 14/5-14 fra Danmarks
Skibsmæglerforening | 9 | Henvendelse af 19/5-14 fra Aalborg Pilot
ApS | 10 | Henvendelse af 21/5-14 fra Aalborg Pilot
ApS | 11 | Ændringsforslag fra erhvervs- og
vækstministeren | 12 | 1. udkast til betænkning | 13 | 2. udkast til betænkning | 14 | 3. udkast til betænkning | 15 | 4. udkast til betænkning | 16 | Henvendelse af 28/5-14 fra Aalborg Pilot
ApS | 17 | Ændringsforslag fra erhvervs- og
vækstministeren | 18 | 5. udkast til betænkning |
|
Oversigt over spørgsmål
og svar vedrørende L 176
Spm.nr. | Titel | 1 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
7/4-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 2 | Spm., om ministeren vil redegøre
for de kommunaløkonomiske tab og konsekvenser for Langeland,
Ærø og Svendborg, der måtte blive ramt af tab
som følge af lovforslaget, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 3 | Spm. om en liste over de havne, der efter
senest tilgængelige oplysninger vil blive omfattet af
begrebet »mindre havn«, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 4 | Spm. om antallet af anløb til de
under spørgsmål 3 nævnte havne, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 5 | Spm. om, i hvor mange af de under
spørgsmål 4 nævnte anløb der blev
rekvireret lodsbistand, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 6 | Spm., om de under spørgsmål 5
nævnte lodsninger er foretaget om natten eller om dagen (kl.
06-18), til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 7 | Spm., om der foreligger oplysninger, der
indikerer, hvornår »åbningstiden« i
forslaget, for så vidt angår små havne, vil blive
placeret, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 8 | Spm., om der foreligger antagelser
vedrørende størrelsen af den merpris, der forventes
at skulle betales ved lodsning uden for åbningstiden, til
erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 9 | Spm. om en redegørelse for de
forventede økonomiske og erhvervsmæssige konsekvenser
for de i spørgsmål 3 nævnte havne for det
tilfælde, at der som angivet i forslaget vedtages
»åbningstid«, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 10 | Spm. om en redegørelse for den
forventede størrelse på det forsyningsbidrag, der skal
betales ved lodsning af et skib af en given størrelse, til
erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 11 | Spm. om, hvorfor rapporten
»Økonomiske effekter for DanPilot som følge af
forslag til ændring af lodsloven«, udarbejdet af
erhvervsadvokatfirmaet Gorrissen Federspiel, ikke længere er
at finde på DanPilots hjemmeside, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 12 | Fejloprettelse | 13 | Spm. om kommentar til notatet af 30/4-14
fra Danske Havne, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 14 | Spm. om, hvad regeringen og/eller DanPilot
har foretaget sig for at forøge anvendelsen af lods ved
gennemsejling gennem bilateral kontakt til flagstater, rederier
m.v. og gennem FN og EU, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 15 | Spm., om regeringen og/eller DanPilot har
kortlagt, hvilke rederier og skibe der som hovedregel ikke anvender
lods, og om det i bekræftende fald er information, der er
offentligt tilgængelig, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 16 | Spm. om, hvilke tiltag ministeriet har
undersøgt med henblik på at sikre øget
anvendelse af lods ved gennemsejling, og hvilken effekt disse
tiltag kan have, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 17 | Spm. om, hvilke muligheder der ligger for
vedtagelser i IMO eller EU, som vil kunne sikre større
anvendelse af lods ved gennemsejling i farvande som de danske, til
erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 18 | Spm., om Danmark som flagstat ved lov kan
pålægge skibe under dansk flag altid at anvende lods
ved gennemsejling af bestemte farvande i verden, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 19 | Spm. om fremsendelse af et notat, som
redegør for de udenlandske eksempler på
konkurrenceudsættelse eller opsplitning af lodstjenesten, som
regeringen har kendskab til, erfaringerne hermed (uheldsfrekvens,
øget anvendelse af lods og priser) samt status i de enkelte
tilfælde, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 20 | Spm., om ministeren vil stille et
ændringsforslag, således at alene første fase af
konkurrenceudsættelsen gennemføres i 2016 og ingen
yderligere konkurrenceudsættelse sættes i gang
før en evaluering i 2018, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 21 | Spm. om kommentar til materiale fra
Søfartens Ledere og Danske Lodser, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 22 | Spm. om kommentar til artiklen
»Lovforslag om lodsliberalisering er i strid med
international traktat« fra Søfartens Lederes
hjemmeside, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 23 | Spm. om kommentar til præsentationen
fra Søfartens Lederes og Danske Lodsers fælles
foretræde 8/5-14, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 24 | Spm., om DanPilot er forpligtet til at
foretage lodsninger i døgnets 24 timer alle årets dage
og i alle områder, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 25 | Spm., om der er områder og/eller
tidspunkter i løbet af et døgn eller et år,
hvor DanPilot ikke foretager lodsning eller ikke er forpligtet
hertil, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 26 | Spm. om, hvor mange lodsninger DanPilot
foretager fordelt på områder og tidspunkter, samt
prisfastsættelsen for DanPilots lodsninger, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 27 | Spm. om, hvordan der er sikret eller kan
sikres transparens og gennemsigtighed i forhold til anvendelsen af
midlerne i Forsyningspuljen, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 28 | Spm. om, hvem der er organiseret i
Søfartens Ledere, og hvorfor private lodser ikke er med i
Søfartens Ledere, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 29 | Spm., om det ikke er urimelige
konkurrencevilkår for private lodser, at private lodser skal
indbetale forsyningsbidrag for en given lodsning til
Forsyningspuljen, mens DanPilot kan udføre samme lodsning
med underskud og overføre midler fra Forsyningspuljen til
dækning af underskuddet på den pågældende
lodsning, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 30 | Spm., om ministeren vil stille
ændringsforslag om en deling af lovforslaget, således
at de elementer i lovforslaget, der gør det muligt, at
dykkerulykker kan undersøges af Den Maritime
Havarikommission, og de elementer, der skærper strafniveauet
for visse søulykker, udskilles til et selvstændig
lovforslag, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 31 | MFU spm., om ministeren kan garantere, at
lovforslaget ikke er i strid med den såkaldte
Øresundstraktat, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 32 | MFU spm., om ministeren er enig i, at
liberaliseringen af gennemsejlingslodsningen vil medføre
differentierede priser gennem f.eks. storkunderabatter, og at dette
kan være i strid med Øresundstraktatens forpligtelse
for Danmark til ens priser for lodsning for gennemsejlende skibe,
til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 33 | MFU spm., om ministeren er enig i, at
opkrævning af et forsyningsbidrag som foreslået i
lovforslaget kan være i strid med Øresundstraktatens
forpligtelser for Danmark til ikke at opkræve afgifter af
nogen art på skibe, der gennemsejler de danske farvande, til
erhvervs- og vækstministeren, og ministerens svar
herpå | 34 | MFU spm., om ministeren har konsulteret
nogle af de lande, som Danmark i henhold til
Øresundstraktaten er forpligtet over for i henseende til
opkrævning af afgifter og ens lodstakster på
gennemsejlende skibe, med henblik på de
pågældende landes vurdering af, om de vil føle
sig krænket af forslagene om differentierede priser og
opkrævning af forsyningsbidrag, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 35 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
14/5-14 fra Danmarks Skibsmæglerforening, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 36 | Spm., om besvarelsen af
spørgsmål 4 skal forstås således, at der
ikke har været anløb til de havne, hvor der i den i
besvarelsen anførte tabel ikke er angivet tal, til erhvervs-
og vækstministeren, og ministerens svar herpå | 37 | Spm., om ministeren mere specifikt kan
oplyse eller subsidiært anslå for de enkelte havne,
hvor mange lodsanlæg der har været tale om, herunder
hvor mange lodsanløb, der har været i tidsperioden kl.
07-19 og i tidsperioden kl. 19-07, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 38 | Spm. om, hvilke havne der ville falde ind
under »åbningstidsreglen«, hvis procentsatsen var
f.eks. ¼ i stedet for den foreslåede procentsats
½, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 39 | Spm. om, hvor mange anløb til de
pågældende havne, som er nævnt i svaret på
spørgsmål 3, der har benyttet lods i henholdsvis 2010,
2011 og 2012, til erhvervs- og vækstministeren, og
ministerens svar herpå | 40 | Spm. om oversendelse af talepapir fra
samrådet den 19/5-14, til erhvervs- og vækstministeren,
og ministerens svar herpå | 41 | Spm. om teknisk bistand til udformning af
ændringsforslag, hvorefter alene første fase af
konkurrenceudsættelsen gennemføres i 2016 og ingen
yderligere konkurrenceudsættelse sættes i gang
før en evaluering i 2018, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 42 | Spm., om regeringen vil rette henvendelse
til de relevante flagstater med henblik på en bilateral
aftale om, at skibe fra flagstaten altid bruger lods ved
gennemsejling af danske farvande, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 43 | Spm., om ministeren finder, at skibe under
bekvemmelighedsflag kan overtales til at tage lods om bord på
grund af en lavere pris som følge af øget
konkurrence, til erhvervs- og vækstministeren, og ministerens
svar herpå | 44 | Spm. om oversendelse af et notat, der for
de i svaret på spørgsmål 19 nævnte lande -
og for Canada - sammenligner uheldsfrekvensen siden
konkurrenceudsættelsen med frekvensen forud for
konkurrenceudsættelsen, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 45 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
19/5-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 46 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
21/5-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 47 | Spm., om ministeren kan bekræfte
modtagelsen af og beskrive indholdet i en bekymret henvendelse fra
ministeren for økonomi, beskæftigelse, transport og
teknologi i Schleswig-Holstein, til erhvervs- og
vækstministeren, og ministerens svar herpå | 48 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
28/5-14 fra Aalborg Pilot ApS, til erhvervs- og
vækstministeren |
|
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L 176
Samråds-spm.nr. | Titel | A | Samrådsspm. om, hvordan det sikres,
at der ikke sker forringelser af sikkerheden til søs, til
erhvervs- og vækstministeren | B | Samrådsspm. om krav til uddannelse
og lokalkendskab i forbindelse med lodsning, til erhvervs- og
vækstministeren | C | Samrådsspm. om, hvordan
forsyningspligten med lodsning til tabsgivende opgaver vil blive
tilrettelagt, til erhvervs- og vækstministeren | D | Samrådsspm. om, hvor meget en lods
tjener i gennemsnit, til erhvervs- og vækstministeren | E | Samrådsspm. om at redegøre
for den manglende sammenhæng mellem landdistriktspolitikken
og regeringens lovforslag, til erhvervs- og
vækstministeren |
|