Skriftlig fremsættelse (26. marts
2014)
Ministeren for sundhed og
forebyggelse (Nick Hækkerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven. (Hjælperordninger til personer med
kronisk respirationsinsufficiens)
(Lovforslag nr. L 164)
Lovforslaget fremsættes som led i
udmøntningen af en aftale, som omfatter alle partier i
Folketinget, om at skabe et forbedret grundlag for
tilrettelæggelse af de fælles hjælperordninger
for borgere, der både har hjælpere til
respirationsbehandling efter sundhedsloven og hjælp efter lov
om social service.
På den baggrund foreslås med
dette lovforslag en række ændringer af sundhedsloven
med henblik på dels at sikre, at borgeren får
størst mulig indflydelse på tilrettelæggelsen af
hjælperordningerne og samtidig høj kvalitet i
behandlingen, dels at forenkle grundlaget for administrationen af
hjælperordningerne.
Det foreslås bl.a. at etablere et
lovgrundlag, som forpligter regionsråd og kommunalbestyrelser
til at indgå aftaler om tilrettelæggelse af
fælles hjælperordninger for borgere, som har fået
ordineret respirationsbehandling i hjemmet samt tildelt hjælp
efter servicelovens § 83 (personlig og praktisk hjælp -
hjemmehjælp), § 85 (socialpædagogisk bistand),
§ 95 (kontant tilskud til ansættelse af hjælpere)
eller § 96 (borgerstyret personlig assistance).
Med henblik på at sikre, at en borger
får en væsentlig valgfrihed mht. varetagelse af
arbejdsgiveropgaven for hjælperordninger, og at borgeren ikke
risikerer at få to forskellige hjælperhold i hjemmet
samtidig, foreslås det desuden at give borgere ret til at
lade den samme forening eller private virksomhed, der er
arbejdsgiver for den hjælper, som udfører hjælp
til borgeren efter §§ 95 eller 96 i lov om social
service, være arbejdsgiver for den hjælper, som skal
varetage opgaver forbundet med respirationsbehandling af den
pågældende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.