Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 14. maj 2014
1. Ændringsforslag
Der er stillet 6 ændringsforslag til
lovforslaget. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1-5, og Enhedslistens medlemmer af
udvalget har stillet ændringsforslag nr. 6.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 25. marts
2014 og var til 1. behandling den 24. april 2014. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1
spørgsmål til skatteministeren til skriftlig
besvarelse, som denne har besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et mindretal i
udvalget (S, RV og SF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet
vil stemme imod de stillede ændringsforslag.
Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget mener, at vi skal beskytte den danske velfærdsmodel,
men samtidig skal de udlændinge, der kommer hertil, og som
arbejder og betaler skat, have de samme rettigheder som alle andre.
Derfor giver EU-samarbejdet en række udfordringer for
Danmark, hvor vi skal finde en holdbar balance mellem to
bære?nde principper, henholdsvis EU-samarbejdet med retten
til fri bevægelighed for arbejdskraften og en
fortsættelse af den skattefinansierede danske
velfærdsmodel. SF anerkender samtidig, at det er et problem,
hvis de danske velfærdsydelser, herunder ikke mindst
børne- og ungeydelsen, systematisk bliver udnyttet til at
lave social dumping, hvor ydelsen bliver en del af lønnen
for at lokke udenlandske arbejdstagere til at arbejde for en alt
for lav løn. For SF er spørgsmålet om social
dumping derfor helt centralt i diskussionen om børne- og
ungeydelsen. Det er nødvendigt med nationale
værnsregler, som kan dæmme op for problemet i form af
bl.a. sociale klausuler og kædeansvar. SF vil imidlertid ikke
bidrage til, at Folketinget vedtager en lov, der forsætligt
og udtrykkeligt bryder vores internationale forpligtelser. Partiet
ønsker i stedet at indgå konstruktivt i forhandlinger
om værn mod social dumping og misbrug af
velfærdsydelser.
Et andet
mindretal i udvalget (V og KF) indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.
Et tredje
mindretal i udvalget (DF) vil redegøre for sin
stillingtagen til lovforslaget ved 3. behandling. Mindretallet vil
stemme for de stillede ændringsforslag.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
bemærker, at en stor del af debatten hen over de sidste
måneder har handlet om EU-borgeres adgang til den danske
børne- og ungeydelse - en ydelse, som de har ret til, selv
om barnet aldrig har opholdt sig i Danmark.
Dansk Folkeparti mener, at hele
problemstillingen er opstået i forbindelse med en noget
mærkværdig situation. Sids?te sommer modtog den danske
regering et brev fra en embedsmand i EU, som skrev, at det danske
optjeningsprincip på 2 år for at få fuld
børnecheck var i strid med EU-regle?rne. Den danske regering
valgte straks at ændre praksis og dermed administrere i strid
med dansk lovgivning. Regerin?gen lagde sig fladt ned for EU,
hvilket Dansk Folkeparti er stor modstander af. Det fører
over i det mere principielle spørgsmål, om vi
overhovedet ønsker, at EU skal have lov til at blande sig i,
hvem vi vil udbetale danske sociale ydelser til, og om det ikke kun
er rimeligt, at vi har et optjeningsprincip. Dansk Folkeparti siger
klart nej til, at EU skal blande sig heri.
Partiet mener, at det er dybt undergravende
for den danske velfærdsmodel, at man med en meget lille
arbejdsindsats på 9 timer om ugen kan optjene retten til
danske ydelser.
For Dansk Folkeparti er det helt
afgørende, at det er Folketinget og ikke EU, som bestemmer,
hvem og ud fra hvilke kriterier der udbetales sociale ydelser
såsom børne- og ungeydelse. Med lovforslaget
slås det fast, at for at modtage børne- og ungeydelse
skal barnet opholde sig i Danmark, hvilket Dansk Folkeparti synes
er et rimeligt krav. Dansk Folkeparti mener dog, at dette krav
bør kombineres med, at optjeningsprincippet opretholdes,
så man også har haft en vis tilknytning og har bidraget
til det danske samfund i en periode, inden man er berettiget til
danske ydelser. Derfor har Dansk Folkeparti stillet en række
ændringsforslag til 2. behandling om netop dette.
Men det handler ikke kun om
børnechecken. Det er kommet frem, at der er hele 123 danske
velfærdsydelser, som EU-borgere har ret til. Det er
ganske enkelt forkert og urimeligt, og Dansk Folkeparti finder det
yderst tvivlsomt, at befolkningen ikke ved nogen afstemning om
EU-anliggender har været oplyst og vidende om, at
konsekvensen af deres stemmeafgivning var, at danske
velfærdsydelser skulle gives til EU-borgere i andre
EU-lande.
Dansk Folkeparti siger klart nej til denne
udvikling. Partiet foreslår derfor et femte EU-forbehold.
Mere konkret foreslås et velfærdsforbehold, så vi
kan skærme vores samfundsmodel, så den ikke bliver
undergravet af f.eks. østeuropæere. Vi skal have
mindre EU og mere Danmark.
Et fjerde
mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af Enhedslisten stillede
ændringsforslag. Mindretallet vil stemme imod de af Dansk
Folkeparti stillede ændringsforslag.
Et femte
mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet
for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til titlen
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et mindretal
(V, LA og KF):
1) I
undertitlen udgår
»Ophævelse af optjeningsprincippet for børne- og
ungeydelse og børnetilskud og«.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3 og 5]
Til § 1
2) Nr. 1
udgår.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3]
3) Nr. 2
udgår.
[Opretholdelse af
optjeningsprincippet for børne- og ungeydelser]
4) Nr. 5
udgår.
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 3]
Til § 2
5) Nr. 2
udgår.
[Opretholdelse af
optjeningsprincippet for ydelser efter
børnetilskudsloven]
Til § 3
Af et mindretal
(EL), tiltrådt af et mindretal
(V, DF, LA og KF):
6) I
stk. 2 ændres »§ 1,
nr. 2« til: »§ 1, nr. 3«.
[Teknisk korrektion]
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Der er tale om konsekvensændringer,
som følge af at optjeningsprincippet foreslås bevaret
som forudsætning for modtagelse af børne- og
ungeydelsen.
Til nr. 3 og 5
Det foreslås, at optjeningsprincippet
bevares. Optjeningsprincippet betyder, at en person skal have en
vis beskæftigelses- eller bopælsperiode her i riget for
at kunne modtage den fulde børne- og ungeydelse og ydelser
efter børnetilskudsloven.
Ret til den fulde ydelse er efter loven
betinget af, at mindst en af de personer, der har
forsørgelsespligten over for barnet, har haft bopæl
eller beskæftigelse her i riget i mindst 2 år inden for
de seneste 10 år forud for den periode, udbetalingen
vedrører. Retten til fuld ydelse optjenes gradvist,
således at der efter 6 måneders bopæl eller
beskæftigelse er ret til 25 pct. af ydelsen, efter 1 år
er der ret til 50 pct., efter 1½ år er der ret til 75
pct., og efter 2 år er der ret til fuld ydelse.
Optjeningsprincippet omfatter modtagere af
børne- og ungeydelser og ydelser efter
børnetilskudsloven.
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvens af, at
optjeningsprincippet foreslås bevaret som forudsætning
for modtagelse af ydelser efter børnetilskudsloven.
Til nr. 6
Der er tale om en teknisk korrektion.
Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Benny Engelbrecht (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) John Dyrby
Paulsen (S) Jesper Petersen (S) Per Husted (S) Peder Christensen
(S) Nadeem Farooq (RV) Christian Friis Bach (RV) Camilla Hersom
(RV) Lisbeth Bech Poulsen (SF) Trine Mach (SF) Frank Aaen (EL)
Stine Brix (EL) Nikolaj Villumsen (EL) Hans Andersen (V) Jacob
Jensen (V) Thomas Danielsen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Tina
Nedergaard (V) Torsten Schack Pedersen (V) Troels Lund Poulsen (V)
Mads Rørvig (V) fmd.
Dennis Flydtkjær (DF) Mikkel Dencker (DF) Hans Kristian
Skibby (DF) Karina Adsbøl (DF) Ole Birk Olesen (LA) nfmd. Brian Mikkelsen (KF)
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 |
Socialdemokratiet (S) | 47 |
Dansk Folkeparti (DF) | 22 |
Radikale Venstre (RV) | 17 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 12 |
Enhedslisten (EL) | 12 |
Liberal Alliance (LA) | 9 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 8 |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Siumut (SIU) | 1 |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 1 |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 160
Bilagsnr. | Titel |
---|
1 | Tidsplan over udvalgets behandling af
lovforslaget | 2 | 1. udkast til betænkning |
|
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 160
Spm.nr. | Titel | 1 | MFU spm. om at oversende en
opgørelse af de økonomiske konsekvenser af
lovforslaget, til skatteministeren, og ministerens svar
herpå |
|