L 149 Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Evalueringsinstitut.

(Danmarks Evalueringsinstituts initiativret til at iværksætte evalueringer på folkeskoleområdet).

Af: Undervisningsminister Christine Antorini (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-02-2014

Fremsættelse: 27-02-2014

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2014)

20131_l149_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (27. februar 2014)

Undervisningsministeren (Christine Antorini):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Evalueringsinstitut (Danmarks Evalueringsinstituts initiativret til at iværksætte evalueringer på folkeskoleområdet)

(Lovforslag nr. L 149).

Repræsentantskabet for Danmarks Evalueringsinstitut har udtrykt bekymring for, om konstruktionen med et formandskab, der beslutter, hvilke evalueringer Danmarks Evalueringsinstitut skal gennemføre på grundskoleområdet, giver Danmarks Evalueringsinstitut den fornødne faglige handlefrihed. Det ligger repræsentantskabet stærkt på sinde, at Danmarks Evalueringsinstitut også på grundskoleområdet har mulighed for at iværksætte evalueringer på eget initiativ. Repræsentantskabet opfordrer til, at konstruktionen nøje overvejes i forbindelse med etableringen af Rådet for Børns Læring og et formandskab for dette.

Ordningen, der henvises til, og hvorved evalueringer på folkeskoleområdet gennemføres af Danmarks Evalueringsinstitut efter beslutning fra formandskabet for Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen (pr. 1. januar 2014 Rådet for Børns Læring), blev gennemført i 2006 (lov nr. 1597 af 20. december 2006).

I tråd med repræsentantskabets opfordring foreslås det, at Danmarks Evalueringsinstituts evalueringer på folkeskoleområdet ikke længere skal gennemføres efter beslutning af formandskabet for Rådet for Børns Læring.

I stedet foreslås det, at evalueringer fremover også for folkeskoleområdet sker efter en model, hvor Danmarks Evalueringsinstitut, i lighed med hvad der gælder på de øvrige uddannelsesområder, sender sit samlede forslag for det kommende års evalueringsområder (handlingsplaner) til undervisningsministeren til dennes godkendelse. Hermed normaliseres folkeskoleområdet i relation til Danmarks Evalueringsinstitut, således at Danmarks Evalueringsinstitut også på grundskoleområdet har mulighed for at iværksætte evalueringer på eget initiativ.

Formålet er at sikre Danmarks Evalueringsinstituts muligheder for at gennemføre evalueringer på en fri og uafhængig måde. Samtidig vil det lette muligheden for at gennemføre tværgående evalueringer af uddannelsesområder, der omfatter folkeskolen.

Den adgang, som Rådet for Børns Læring har til at igangsætte evalueringer på eget initiativ, foreslås ikke berørt.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner. Bevillingen til Danmarks Evalueringsinstitut fra 2015 vil blive søgt fastsat under hensyntagen til den med lovforslaget ændrede ordning og inden for Undervisningsministeriets ramme.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2014.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.