Skriftlig fremsættelse (26. februar
2014)
Ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold (Manu Sareen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning og
børneloven. (Simpel vold og seksuelle overgreb som
skilsmissegrund m.v.)
(Lovforslag nr. L 146).
Det fremgår af § 34 i lov om
ægteskabs indgåelse og opløsning
(ægteskabsloven), at en ægtefælle har ret til
umiddelbar skilsmisse uden forudgående separation, hvis den
anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold
af grovere karakter mod ægtefællen eller
børnene.
Er der alene udøvet simpel vold mod
den anden ægtefælle eller børnene, er der
imidlertid ikke ret til umiddelbar skilsmisse. Hertil kommer, at
der har været situationer, hvor der er begået seksuelle
overgreb mod et barn, som ikke kunne betegnes som vold af grovere
karakter, og hvor ægtefællen i stedet for, var henvist
til at søge om skilsmisse på grund af utroskab (lovens
§ 33), hvilket kan virke stødende. Der er derfor
opstået et ønske om at udvide anvendelsesområdet
for bestemmelsen.
Med lovforslaget foreslås det, at
adgangen til umiddelbar skilsmisse bliver udvidet til også at
omfatte simpel vold og seksuelle overgreb. Samtidig foreslås
personkredsen udvidet til også at omfatte
pårørende til ægtefællen og
ægtefællernes børn, som de er knyttet til, samt
andre børn generelt.
Idet jeg henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.