Skriftlig fremsættelse (26. februar
2014)
Skatteministeren
(Morten Østergaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag lov om ændring af
aktieavancebeskatningsloven, selskabsskatteloven og
skattekontrolloven (Selskabers m.v. registrering af
fremførselsberettigede underskud,
oplysningspligt om erhvervelse af visse aktier og
investeringsbeviser m.v., selvangivelse af
kildeartsbegrænsede tab m.v.)
(Lovforslag nr. L 144)
Lovforslaget indeholder følgende
elementer:
• Selskaber
m.v. forpligtes til at engangsregistrere
fremførselsberettigede underskud og gennemførte
skattefri omstruktureringer af betydning for underskudsanvendelsen
til SKATs underskudsregister. Manglende indberetning
medfører, at underskud fortabes.
• Fradrag for
tab på visse aktier og investeringsbeviser gøres
betinget af, at SKAT har modtaget oplysning om erhvervelsen.
• Brug af
kildeartsbegrænsede tab til modregning i skattepligtige
avancer gøres betinget af, at det kildeartsbegrænsede
tab er selvangivet.
• Der sker
udvidelse af værnsreglen, der sikrer, at finansielle
virksomheder ikke via sambeskatning opnår dobbeltfradrag
på fordringer mod et midlertidigt overtaget selskab. Dermed
hindres dobbeltfradrag, i situationer hvor det overtagne selskab
har foretaget videreudlån til sit datterselskab. Med
forslaget kan den finansielle virksomhed ikke sambeskattes med det
overtagne selskabs datterselskaber og ad denne vej opnå
fradrag i indkomsten for disse selskabers underskud.
Lovforslaget indebærer ikke
nævneværdige økonomiske konsekvenser for det
offentlige.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.