L 142 Forslag til lov om indsamling m.v.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2014

Fremsættelse: 26-02-2014

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

20131_l142_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

Justitsministeren (Karen Hækkerup):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om indsamling m.v.

(Lovforslag nr. L 142).

Offentlige indsamlinger er i dag reguleret af reglerne i indsamlingsloven fra 1972 med senere ændringer.

Formålet med lovforslaget er at sikre større gennemsigtighed og åbenhed med indsamlinger til velgørende formål til fordel for den brede offentlighed og indsamlingsorganisationerne. Formålet med lovforslaget er endvidere at regulere indsamlingsområdet på en mere tidssvarende og smidig måde, som tager højde for den teknologiske udvikling.

Med lovforslaget foreslås det, at den gældende lov om offentlige indsamlinger og pyramidespil ophæves og erstattes af en ny lov om indsamling m.v.

Lovforslaget indeholder bl.a. forslag om en bred definition af indsamlingsbegrebet med henblik på at tage højde for den teknologiske udvikling og de hermed øgede muligheder for forskellige indsamlingsformer. Private indsamlinger omfattes som hidtil ikke af loven.

Endvidere foreslås det, at indsamlinger som udgangspunkt skal anmeldes til det uafhængige Indsamlingsnævn, som foreslås oprettet med lovforslaget. Organisationer, der er godkendt af skatteministeren efter ligningslovens § 8 A eller § 12, stk. 3, som berettiget til at modtage gaver, der kan fradrages ved indkomstopgørelsen, vil efter forslaget dog kunne foretage indsamlinger uden anmeldelse til Indsamlingsnævnet, forudsat at de har opnået forhåndsgodkendelse.

Lovforslaget opretholder det gældende forbud mod hus- og gadeindsamlinger. Det foreslås imidlertid, at Indsamlingsnævnet under visse nærmere angivne betingelser skal kunne meddele tilladelse til husindsamling, og at der i særlige tilfælde kan gives tilladelse til gadeindsamling, jf. forslagets §§ 5 og 6.

Det foreslås endvidere, at der indføres en generalklausul om god indsamlingsskik, og at Indsamlingsnævnet skal behandle klager om overtrædelse heraf. Det foreslås videre, at hjælpeorganisationers hvervning af nye medlemmer på gaden skal ske under iagttagelse af principperne for god indsamlingsskik, selvom medlemshvervning ikke i øvrigt omfattes af loven.

Herudover foreslås der regler om betaling i forbindelse med anmeldelse af eller ansøgning om hus- og gadeindsamlinger samt betaling af et årligt beløb for de forhåndsgodkendte organisationer.

I forhold til Indsamlingsnævnet, som foreslås oprettet, lægges der op til, at nævnet skal bestå af fem medlemmer, der - udover formanden, som skal være jurist - skal repræsentere henholdsvis indsamlingsbranchen, erhvervslivet og offentligheden. Nævnet skal efter forslaget have det overordnede tilsyn med indsamlingsområdet samt træffe afgørelse i sager om bl.a. tilladelse til hus- og gadeindsamlinger samt i sager om overtrædelse af god indsamlingsskik.

Lovforslaget bygger på anbefalingerne i betænkning nr. 1532/2012, som Justitsministeriets Udvalg om revision af reglerne om offentlige indsamlinger afgav i april 2012.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.