L 14 Forslag til lov om ændring af lov om social service.

(Rådgivning og handleplaner til voksne udsat for æresrelaterede konflikter).

Af: Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 10-12-2013

Afgivet: 10-12-2013

Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 10. december 2013

20131_l14_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik den 10. december 2013

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober 2013 og var til 1. behandling den 24. oktober 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social-, børne- og integrationsministeren sendte den 2. juli 2013 dette udkast til Socialudvalget, jf. SOU alm. del - bilag 293 (folketingsåret 2012-13). Den 2. oktober 2013 sendte social-, børne- og integrationsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Venstres medlemmer af udvalget ser lovforslaget som et skridt i den rigtige retning hen mod, at alle danskere uanset religion eller kulturel baggrund ikke skal udsættes for social kontrol og æresrelaterede konflikter. Man skal selv kunne vælge sin ægtefælle og det liv, man ønsker, uden at frygte for sin sikkerhed. Den sociale kontrol står i skarp kontrast til vores danske frihedsværdier og er ikke blot et problem for integrationen, men også for ligestillingen. V er derfor positiv over for lovforslaget, som skal hjælpe voksne, som er udsat for æresrelaterede konflikter. Lovforslaget er desuden en del af den nationale strategi mod æresrelaterede konflikter, som regeringen og satspuljepartierne indgik aftale om i 2012.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget mener, det er afgørende, at samfundet rækker hånden ud mod de mennesker, som er kommet til Danmark, indvandrere eller efterkommere, og som faktisk prøver at blive en del af det danske samfund, men som bliver bremset i denne integrati?onsproces af deres familie eller af deres omgangskreds. DF ser lovforslaget sådan, at samfundet rækker hånden ud til de mennesker, som ifølge nogens opfattelse er blevet for danske. Det er ikke noget, der skal straffes. Tværtimod. Det er godt, når f.eks. unge med muslimsk baggrund rykker i retning af det danske samfund. DF roser disse personer og vil meget gerne gå videre og bl.a. kigge på mulighederne for, at unge mennesker, som bliver udsat for »æresrelaterede« konflikter, i øget omfang kan foretage identitetsskifte.  DF vil også gerne kigge på strafniveauet. Når flere familier udsætter en datter eller en søn for en »æresrelateret« forbrydelse, er der noget, der tyder på, at der er behov for, at straffen er hårdere, så vi klart viser, at vi tager afstand fra den slags i det danske samfund.  DF mener i øvrigt, at det er en misvisende brug af ordet ære, når dette begreb indgår i  sammenhængen »æresrelaterede forbrydelser«, hvor der sker overgreb rettet mod personer, som f.eks. er blevet for danske. Med disse bemærkninger kan DF støtte lovforslaget.

Enhedslistens medlemmer af udvalget støtter lovforslaget og finder det positivt, at det præciseres i loven, at personer, der er i fare for eller er udsat for æresrelaterede konflikter, tilbydes rådgivning, når de henvender sig til kommunen, og at de tilbydes en handleplan, hvis det vurderes, at der er behov for det. EL har en generel bekymring for, om kommunerne er godt nok rustede fagligt i de her sager. En del af problemet vil forhåbentlig være løst med etableringen af en central rådgivningsenhed i VISO.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Trine Bramsen (S) Troels Ravn (S) fmd. Karen J. Klint (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Maja Panduro (S) Ole Hækkerup (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Zenia Stampe (RV) Liv Holm Andersen (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Annika Smith (SF) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Pernille Skipper (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Jakob Engel-Schmidt (V) Peter Christensen (V) Karen Ellemann (V) Michael Aastrup Jensen (V) Fatma Øktem (V) Karen Jespersen (V) Karsten Lauritzen (V) Inger Støjberg (V) Martin Henriksen (DF) Peter Skaarup (DF) nfmd. Christian Langballe (DF) Marie Krarup (DF) Merete Riisager (LA) Tom Behnke (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 14

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra social-, børne- og integrationsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Udkast til betænkning