L 138 Forslag til lov om ændring af lov om stormflod og stormfald.

(Dækning af udgifter til genhusning, opmagasinering og flytning samt udbedring af skimmelsvamp m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2014

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

20131_l138_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om stormflod og stormfald (Dækning af udgifter til genhusning, opmagasinering og flytning samt udbedring af skimmelsvamp m.v.)

(Lovforslag nr. L 138)

Lovforslaget har til formål at udvide stormflodsordningens dækningsområde til også at dække udgifter til genhusning, opmagasinering og flytning samt udbedring af skimmelsvamp. Derudover har lovforslaget til formål at justere ordningens økonomi som følge af de foreslåede udvidelser og en ændret praksis i brugen af afskrivninger for fast ejendom.

Med lovforslaget foreslås det, at stormflodsordningens dækningsområde udvides til at omfatte erstatning til privatpersoner for omkostninger til genhusning, opmagasinering og flytning. En række boliger blev ramt af stormfloden efter stormen Bodil i en sådan grad, at der vil være behov for genhusning i en længere periode, fordi boligerne vil være ubeboelige, mens skaderne udbedres. Det foreslås, at erstatningen dækker udgifter til genhusning efter den første måned, samt at erstatningen maksimalt kan udgøre 12.000 kr. pr. måned. Det foreslås desuden, at ordningen udvides til at yde erstatning for omkostninger til udbedring af skimmelsvamp, som er opstået som en direkte følge af stormflod eller oversvømmelser.

Det har vist sig, at der er en forskellig praksis for anvendelse af afskrivning for bygninger og bygningsdele i henholdsvis stormflodsordningen og forsikringsselskaberne. Ændringen i brugen af afskrivningstabeller på fast ejendom kan ske administrativt, men nødvendiggør dog, at finansieringen af ordningen justeres med en midlertidig udvidelse af statsgarantien fra 200 mio. kr. til 400 mio. kr. kombineret med en forøgelse af den årlige afgift, som finansierer ordningen, fra 30 kr. til 40 kr., ligesom den afgift, der opkræves til at tilbagebetale statsgarantien, foreslås ændret fra 10 kr. til 20 kr.

Endelig foreslås det, at lovforslaget gives tilbagevirkende kraft, for så vidt angår dækningen af genhusning m.v. samt skimmelsvamp, således at ændringen kan komme de allerede skadesramte som følge af stormfloden i forbindelse med stormen Bodil til gode.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.