L 137 Forslag til lov om formidling af fast ejendom m.v.

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2014

Fremsættelse: 26-02-2014

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

20131_l137_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2014)

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om formidling af fast ejendom m.v.

(Lovforslag nr. L 137)

Formålet med lovforslaget er at forbedre forbrugerbeskyttelsen og forbrugerinformationen, lette administrative byrder, øge konkurrencen og skabe et mere effektivt boligmarked.

For at skabe større klarhed for forbrugerne foreslås det at præcisere ejendomsmæglerens rolle, så der ikke kan være tvivl om, at ejendomsmægleren er sælgers repræsentant. I forlængelse heraf foreslås det, at mægleren ikke må formidle lån til finansiering af køb af fast ejendom, så det undgås, at mægleren får en rådgivende rolle over for køber.

For at forbedre forbrugerbeskyttelsen foreslås det herudover, at der skal udpeges en ansvarlig mægler for hvert formidlingsopdrag, så forbrugeren har mulighed for at indbringe en mægler for Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere, hvis der sker fejl i forbindelse med en handel. Dette er ikke tilfældet i dag, hvor medhjælpere står for en del af handlerne.

Som led i at forbedre forbrugerinformationen foreslås det endvidere, at en række af ejendomsmæglerens rådgivningspligter og oplysningskrav ophæves eller justeres, så forbrugerne fremover alene præsenteres for de oplysninger, der er af central betydning for bolighandlen. I dag betyder de detaljerede informationskrav, der stilles til ejendomsmægleren, at gennemsigtigheden begrænses.

I tillæg hertil foreslås det, at kravet om, at brutto-/netto-udgifterne skal fremgå af salgsopstillingen, erstattes af oplysninger om ejendommens kontantpris og ejerudgifter. Det vil give forbrugeren et mere retvisende billede af, hvad en ejendom reelt koster.

Med lovforslaget ophæves herudover de gældende begrænsninger af, hvordan ejendomsmæglere kan aftale vederlag. Dermed får mæglerne mulighed for at udvikle nye koncepter, og der skabes grundlag for øget priskonkurrence.

Endelig foreslås det, at der indføres hjemmel til, at der kan fastsættes regler om åbenhed om indkomne købstilbud med henblik på at øge gennemsigtigheden for forbrugerne.

Lovforslaget vurderes at medføre administrative lettelser for erhvervslivet på ca. 30 mio. kr. om året.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.