L 132 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsfremme og regional udvikling.

(Ophævelse af reglerne om industrisamarbejde i forbindelse med anskaffelse af forsvarsmateriel og forsvarstjenesteydelser).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-02-2014

Fremsættelse: 06-02-2014

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2014)

20131_l132_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2014)

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsfremme og regional udvikling (ophævelse af regler om indu­stri­sam­arbejde i forbindelse med anskaffelser af forsvarsmateriel og forsvarstjenesteydelser)

(Lovforslag nr. L 132)

Formålet med lovforslaget er at ophæve § 18 i lov om erhvervsfremme og regional udvikling, som bemyndiger ministeren til at fastsætte regler for industrisamarbejde i forbindelse med forsvarets anskaffelser af forsvarsmateriel og forsvarstjenesteydelser fra udenlandske leverandører. Desuden ophæves de gældende regler for industrisamarbejde, der er udstedt i et cirkulære og en bekendtgørelse i medfør af lov om erhvervsfremme og regional udvikling.

Fremover vil grundlaget for industrisamarbejde alene bestå i administrative retningslinjer.

Indholdet af retningslinjerne for industrisamarbejde vil blive ændret, så der alene kan stilles krav om industrisamarbejde, hvis en konkret vurdering i overensstemmelse med EU-retten, særligt artikel 346 i Traktaten om den Euro­pæi­ske Unions Funktionsmåde, viser, at dette er nødvendigt for at varetage væsentlige danske sikkerhedsinteresser.

Baggrunden for ændringerne er Kommissionens kritik af, at de danske regler efter Kommissionens opfattelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten. De foreslåede ændringer bringer reglerne for industrisamarbejde på linje med tilsvarende regler i andre EU-medlemsstater.

I forbindelse med at den hidtidige generelle ordning for industrisamarbejde afløses af konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, vil ændringerne alt andet lige medføre, at omfanget af industrisamarbejde reduceres.

Regeringen vurderer, at ændringerne er nødvendige for, at Danmark i overensstemmelse med EU-retten kan stille krav om industrisamarbejde, hvis dette vurderes at være nødvendigt for at opretholde og udvikle industrielle kompetencer på højt internationalt niveau inden for strategiske områder, som er nødvendige for varetagelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.