Skriftlig fremsættelse (15. januar
2014)
Erhvervs- og
vækstministeren (Henrik Sass Larsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler
(Indskrænkning af salgs- og anvendelsesperiode
for fyrværkeri, ændring af gebyrordning m.v.)
(Lovforslag nr. L 111)
Formålet med lovforslaget er at
mindske generne fra fyrværkeri for mennesker og dyr. Dette
skal ske ved at indskrænke salgs- og anvendelsesperioden for
fyrværkeri til forbrugere.
I dag er det tilladt at anvende
fyrværkeri fra 1. december til 5. januar, og det er tilladt
at sælge det fra 1. december til 31. december.
Det foreslås at indskrænke
anvendelsesperioden, så den fremover bliver fra 27. december
til 1. januar. Det giver fortsat mulighed for en festlig fejring af
nytåret med fyrværkeri, men reducerer perioden med
gener for mennesker og dyr til få dage.
Salgsperioden foreslås fastsat til
perioden fra 15. december til 31. december. Det er vurderingen, at
det nuværende sikkerhedsniveau dermed kan fastholdes, mens en
kortere salgsperiode vil kunne give større pres på
håndteringen i forbindelse med salget og dermed øge
risikoen. Denne ændring vurderes ikke at have
væsentlige konsekvenser for erhvervslivet, da langt
størstedelen af fyrværkeriet i dag sælges inden
for den foreslåede salgsperiode.
Endelig indebærer lovforslaget en
omlægning af opkrævningen af omkostninger ved eksterne
undersøgelser af fyrværkeriartikler. Omlægningen
medfører, at betalingen fremadrettet målrettes de
virksomheder, der meddeles et påbud eller forbud,
således at virksomheder, der lever op til sikkerhedskravene
ikke pålægges omkostninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.