L 11 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og kildeskatteloven.

(Udvidet adgang til registersamkøring, bemyndigelse til at fastsætte regler om anvendelse af ansøgningsskema eller en digital ansøgningsløsning, ændring af reglerne om opsættende virkning i sager om humanitært ophold, eftersøgning af familiemæssigt netværk, overførsel af klagesager fra Justitsministeriet til Udlændingenævnet m.v.).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2013-14
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2013

Fremsættelse: 02-10-2013

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

20131_l11_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2013)

Justitsministeren (Morten Bødskov):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og kildeskatteloven (Udvidet adgang til registersamkøring, bemyndigelse til at fastsætte regler om anvendelse af ansøgningsskema eller en digital ansøgningsløsning, ændring af reglerne om opsættende virkning i sager om humanitært ophold, eftersøgning af familiemæssigt netværk, overførsel af klagesager fra Justitsministeriet til Udlændingenævnet m.v.)

(Lovforslag nr. L 11).

Lovforslaget indeholder en række forslag til ændringer af udlændingelovens regler.

Med henblik på bl.a. at effektivisere sagsbehandlingen i Udlændingestyrelsen og Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering foreslås det, at justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at en udlænding ved indgivelse af ansøgning til Udlændingestyrelsen i henhold til udlændingeloven eller udlændingebekendtgørelsen skal anvende et ansøgningsskema eller en digital ansøgningsløsning, som Udlændingestyrelsen stiller til rådighed. Det foreslås endvidere, at beskæftigelsesministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at en udlænding ved indgivelse af en ansøgning til Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering i henhold til udlændingeloven eller udlændingebekendtgørelsen skal anvende en digital ansøgningsløsning, som Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering stiller til rådighed.

Det foreslås herudover, at en ansøgning om humanitær opholdstilladelse ikke tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre ganske særlige grunde taler derfor. Formålet med forslaget er at undgå, at ansøgninger om humanitær opholdstilladelse misbruges til at forlænge opholdet i Danmark efter endeligt afslag på asyl.

Endvidere foreslås det at indsætte en bestemmelse i udlændingeloven om udlændingemyndighedernes registrering i egne sagsbehandlingssystemer af udlændinges personoplysninger i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse eller udstedelse af registreringsbevis eller opholdskort.

Med henblik på at styrke udlændingemyndighedernes kontrolmuligheder foreslås det herudover, at Udlændingestyrelsens og Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings eksisterende adgang til at samkøre egne registre med Det Centrale Personregister (CPR), Bygnings- og Boligregistret (BBR) og indkomstregisteret udvides.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at Udlændingestyrelsen bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvornår og hvordan en asylansøger eller en udlænding uden lovligt ophold får dækket udgifterne til underhold og nødvendige sundhedsmæssige ydelser.

Med lovforslaget foreslås desuden en udvidelse af Udlændingenævnets kompetence. Det foreslås således at overføre en række klagesager fra Justitsministeriet til Udlændingenævnet. Det foreslås endvidere at give Udlændingenævnet bemyndigelse til selv at fastsætte sin forretningsorden.

Det foreslås herudover at ændre Udlændingestyrelsens nuværende forpligtelse til at iværksætte eftersøgning af forældre eller anden familie til uledsagede mindreårige udlændinge, således at Udlændingestyrelsen fremover i stedet skal bistå de pågældende med at få sat en eftersøgning i værk.

Lovforslaget indeholder desuden ændringer af lovteknisk karakter.

Endelig indeholder lovforslaget forslag om en ændring af kildeskatteloven. Der er tale om en præcisering af, at eventuelle uddannelsesydelser, der måtte blive udbetalt til asylansøgere, der deltager i praktik som led i en ungdomsuddannelse, bruttobeskattes efter de regler, der gælder ved beskatning af asylansøgeres lønindkomst.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.