Skriftlig fremsættelse (15. januar
2014)
Ministeren for forskning, innovation og
videregående uddannelser (Morten Østergaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
teknologi og innovation og lov om offentlige
forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og samarbejde med
fonde. (Ændringer som følge af lov om Danmarks
Innovationsfond m.v.)
(Lovforslag nr. L 108)
Den 3. oktober 2013 indgik regeringen
(Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti), Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal
Alliance og Det Konservative Folkeparti en aftale om Danmarks
Innovationsfond - fonden for strategisk forskning,
højteknologi og innovation.
Med lovforslaget implementeres dele af den
politiske aftale, jf. også den samtidige fremsættelse
af lovforslag nr. L 107 og L 109.
Med lovforslaget nedlægges
Rådet for Teknologi og Innovation, og der ændres en
række bestemmelser i lov om teknologi og innovation og lov om
offentlige forskningsinstitutioners kommercielle aktiviteter og
samarbejde med fonde.
Samtidig foreslås det indtil videre
at forankre godkendte teknologiske serviceinstitutter,
innovationsmiljøer og innovationsnetværk i Ministeriet
for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.
Loven foreslås at træde i kraft
den 1. april 2014. Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige og
hurtige behandling.