Fremsat den 12. december 2013 af
undervisningsministeren (Christine Antorini)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om friskoler og
private grundskoler m.v.
(Tilbud til børn i alderen
0-2½ år)
§ 1
I lov om friskoler og private grundskoler m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 166 af 25. februar 2013, som
ændret ved § 6 i lov nr. 274 af 19. marts 2013,
foretages følgende ændring:
1. § 36
a affattes således:
Ȥ 36
a. Frie grundskoler kan for børn, der ikke er begyndt
i børnehaveklassen, etablere og drive privatinstitutioner og
private pasningsordninger efter dagtilbudslovens regler. Den
overordnede ledelse af en fri grundskoles privatinstitution eller
private pasningsordning påhviler skolens bestyrelse.
Stk. 2.
Forældrebetaling, kommunale tilskud og eventuelle private
tilskud skal samlet dække alle direkte driftsudgifter til en
privatinstitution efter stk. 1, 1. pkt. Forældrebetaling og
eventuelle private tilskud skal samlet dække alle direkte
driftsudgifter til en privat pasningsordning efter stk. 1, 1. pkt.
En fri grundskole, som driver privatinstitution eller privat
pasningsordning, skal både lægge særskilt budget
og føre særskilt regnskab herfor, og regnskabet skal
være en del af skolens samlede regnskab.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. august 2014.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Ministeriet finder, at der
bør anlægges et helhedssyn på børns
læring, udvikling og trivsel. Frie grundskoler har i dag
mulighed for at etablere og drive privatinstitutioner og private
pasningsordninger for børn, der er fyldt 2½ år,
men endnu ikke begyndt i børnehaveklassen. Udvides denne
adgang til også at omfatte de mindste børn i
0-2½-årsalderen, vil skolerne i højere grad
kunne skabe sammenhængende lærings-, udviklings- og
trivselsforløb for børnene.
Ministeriet foreslår på
den baggrund, at den bestående adgang for de frie grundskoler
til at etablere og drive privatinstitutioner og private
pasningsordninger bør udstrækkes til at omfatte alle
børn, som endnu ikke er begyndt i
børnehaveklassen.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Gældende ret
Det følger af § 36 a,
stk. 1, i lov om friskoler og private grundskoler (friskoleloven),
at en fri grundskole efter dagtilbudslovens regler herom kan
etablere og drive privatinstitutioner og private pasningsordninger
for børn, der er mindst 2 år og 6 måneder, men
endnu ikke begyndt i børnehaveklassen, og at den overordnede
ledelse af en fri grundskoles privatinstitution eller private
pasningsordning varetages af skolens bestyrelse.
Ifølge friskolelovens §
36 a, stk. 2, skal en privatinstitutions henholdsvis privat
pasningsordnings direkte driftsudgifter fuldt ud dækkes af
forældrebetaling, eventuelle private tilskud og - for
privatinstitutioners, men ikke private pasningsordningers
vedkommende - kommunale tilskud. Desuden skal en fri grundskole,
som driver privatinstitution eller privat pasningsordning,
både opstille særskilt budget og føre
særskilt regnskab for institutionen henholdsvis ordningen, og
regnskabet skal være en del af skolens samlede regnskab.
2.2. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at den
bestående adgang for de frie grundskoler til at etablere og
drive privatinstitutioner og private pasningsordninger
udstrækkes til også at gælde børn under 2
år og 6 måneder og dermed bringes til at omfatte alle
børn, som endnu ikke er begyndt i
børnehaveklassen.
Bortset herfra indebærer
lovforslaget ingen realitetsændringer i forhold til
gældende ret. Dog foreslås det, at den gældende
bestemmelse i friskolelovens § 36 a nyaffattes af rent
sproglige, herunder terminologiske, hensyn.
Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget har ingen
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen
økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen
administrative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ingen EU-retlige
aspekter.
8. Hørte myndigheder og
organisationer
Et udkast til lovforslag har
været sendt i høring hos følgende myndigheder
og organisationer m.v.:
Akademikernes Centralorganisation,
Børne- og Kulturchefforeningen (BKF), Børne- og
Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL),
Børnerådet, Daginstitutionernes Landsorganisation
(DLO), Danmarks Lærerforening, Danmarks Privatskoleforening,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Dansk Psykolog
Forening, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk
Friskoleforening, Danske Handicaporganisationer, Danske Regioner,
Danske Skoleelever, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd,
Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig,
Efterskoleforeningen, Fag og Arbejde (FOA),
Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Foreningen af Frie
Fagskoler, Foreningen af katolske skoler i Danmark, Foreningen for
Kristne Friskoler, Foreningen af Socialchefer i Danmark (FSD),
Foreningen Ligeværd, Forældrenes Landsforening (FOLA),
FSR - danske revisorer, Frie Skolers Lærerforening, Institut
for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening (KL),
Lilleskolerne, Lærernes Centralorganisation, Nationalt
Videncenter for Frie Skoler, Private Gymnasier og Studenterkurser,
Rigsrevisionen, Skole og Forældre og Socialpædagogernes
Landsforbund.
9. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1
Det foreslås i § 36 a, stk. 1, 1. pkt., at en fri
grundskole skal kunne etablere og drive privatinstitutioner, jf.
dagtilbudslovens § 19, stk. 5, og private pasningsordninger,
jf. dagtilbudslovens § 78, for børn, der ikke er
begyndt i børnehaveklassen.
Dette indebærer, at den
bestående adgang efter den gældende bestemmelse i
friskolelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., til at etablere og drive
privatinstitutioner og private pasningsordninger for børn,
der er mindst 2 år og 6 måneder og ikke begyndt i
børnehaveklassen, udvides til også at omfatte
børn, der er yngre end 2 år og 6 måneder.
Den foreslåede bestemmelse i
§ 36 a, stk. 1, 1. pkt., indebærer herudover ingen
realitetsændringer.
Regler om etablering og drift af
privatinstitutioner findes i dagtilbudslovens § 19, stk. 5,
§ 20 og §§ 36-38. Etablering og drift af private
pasningsordninger er reguleret i dagtilbudslovens kapitel 14.
I den gældende bestemmelse i
friskolelovens § 36 a benævnes private pasningsordninger
"privat dagpasning". Denne afvigelse fra dagtilbudslovens
terminologi, der ikke er udtryk for nogen realitetsforskel, men
afspejler sprogbrugen i nu ophævede bestemmelser i
serviceloven, kan give anledning til usikkerhed om retstilstanden
hos borgere og retsanvendere, hvorfor der med den foreslåede
nyaffattelse af § 36 a foreslås tilvejebragt
terminologisk overensstemmelse mellem friskoleloven og
dagtilbudsloven.
Det foreslås i § 36 a, stk. 1, 2. pkt., at den
overordnede ledelse af en fri grundskoles privatinstitution eller
private pasningsordning varetages af skolens bestyrelse, hvilket
svarer til den gældende retstilstand. Opgaven som
privatinstitution eller privat pasningstilbud bliver dermed en del
af skolens virksomhed i henhold til friskoleloven under
bestyrelsens overordnede ledelse.
Det foreslås i § 36 a, stk. 2, 1. og 2. pkt., at
forældrebetaling, kommunale tilskud og eventuelle private
tilskud samlet skal dække alle direkte driftsudgifter til en
privatinstitution efter stk. 1, 1. pkt., og at
forældrebetaling og eventuelle private tilskud samlet skal
dække alle direkte driftsudgifter til en privat
pasningsordning efter stk. 1, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse
viderefører den gældende retstilstand. Når
kommunale tilskud kan medgå til dækning af direkte
driftsudgifter til en privatinstitution, men ikke en privat
pasningsordning, hænger det sammen med, at kommunalt tilskud
til pasning i en privat pasningsordning ydes direkte til
forældrene, jf. dagtilbudslovens § 80.
Efter den foreslåede
bestemmelse i § 36 a, stk. 2, 2.
pkt. skal en fri grundskole, som driver privatinstitution
eller privat pasningsordning, lægge særskilt budget og
føre særskilt regnskab herfor, og regnskabet skal
være en del af skolens samlede regnskab. Bestemmelsen
viderefører den gældende retstilstand.
Et eventuelt overskud i forbindelse
med varetagelsen af opgaven som privatinstitution eller privat
pasningsordning kan alene tilføres den frie grundskole til
skolens skoleformål i henhold til dens vedtægt. Skolens
midler må ikke anvendes til pasningsordningerne, jf.
friskolelovens § 5, stk. 2.
Der henvises endvidere til de
almindelige bemærkninger, afsnit 2.2.
Til §
2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august
2014, dvs. med virkning fra skoleåret 2014-15.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I lov om friskoler og private grundskoler
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 166 af 25. februar 2013, som
ændret ved § 6 i lov nr. 274 af 19. marts 2013,
foretages følgende ændring: | | | | | | 1. § 36 a affattes således: | | | | § 36 a.
En fri grundskole kan for børn, der er fyldt mindst 2
år og 6 måneder, for tiden, indtil de begynder i
børnehaveklasse, varetage opgaver som privatinstitution
eller privat dagpasning efter bestemmelserne herom i lov om dag-,
fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge
(dagtilbudsloven). Skolens bestyrelse har den overordnede ledelse
af pasningsordningen. Stk. 2. Ved
varetagelse af opgaven som privatinstitution skal
forældrebetaling sammen med kommunale og eventuelle private
tilskud dække alle direkte driftsudgifter. Ved privat
dagpasning skal forældrebetaling og eventuelle private
tilskud dække alle direkte driftsudgifter. Skolen skal
udfærdige et særskilt budget og føre et
særskilt regnskab for pasningsordningerne. Regnskabet skal
være en del af skolens samlede regnskab. | | "§ 36 a. Frie
grundskoler kan for børn, der ikke er begyndt i
børnehaveklassen, etablere og drive privatinstitutioner og
private pasningsordninger efter dagtilbudslovens regler. Den
overordnede ledelse af en fri grundskoles privatinstitution eller
private pasningsordning påhviler skolens bestyrelse. Stk. 2.
Forældrebetaling, kommunale tilskud og eventuelle private
tilskud skal samlet dække alle direkte driftsudgifter til en
privatinstitution efter stk. 1, 1. pkt. Forældrebetaling og
eventuelle private tilskud skal samlet dække alle direkte
driftsudgifter til en privat pasningsordning efter stk. 1, 1. pkt.
En fri grundskole, som driver privatinstitution eller privat
pasningsordning, skal både lægge særskilt budget
og føre særskilt regnskab herfor, og regnskabet skal
være en del af skolens samlede regnskab. " | | | | | | § 2 | | | | | | Loven træder i kraft den 1. august
2014. |
|