Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 94:

Forslag til lov om ændring af lægemiddelloven, lov om medicinsk udstyr, apotekerloven, sundhedsloven og lov om markedsføring af sundhedsydelser. (Samarbejde mellem sundhedspersoner og lægemiddel- og medicoindustrien, styrket transitkontrol og overvågning af lægemidler, adgang for sygehusapoteker til at færdigtilberede cytostatika til familiedyr og til indbyrdes handel med råvarer, straf for overtrædelse af reglerne om markedsføring af sundhedsydelser, m.v.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag).

(Fremsættelse 05.12.2013).

Forhandlingen er åbnet. Fru Sophie Løhde som Venstres ordfører.

Tak for det. Når man som regering påstår, at man er gået reformamok, og at det i øvrigt er uden historisk sammenligning, er det jo selvfølgelig også nødvendigt en gang imellem at opfinde nogle reformer – og med lovforslaget her må vi vist tilføje: store som små.

Lovforslaget her omhandler en udbygning eller ændring af de gældende regler for industrisamarbejde, og af hensyn til taletiden vil jeg knytte nogle bemærkninger til nogle af de væsentligste elementer.

Der er jo løbende stor opmærksomhed, også politisk, om ordinerende lægers tilknytning til lægemiddelindustrien, og i Venstre bakker vi op om intentionen om at indføre en øget åbenhed for samarbejdet mellem sundhedspersoner og lægemiddelindustrien, og herunder at samarbejdet med medicoindustrien omfattes i en ny regulering.

Baggrunden for lovforslaget skal findes i den arbejdsgruppe om fremtidig regulering af lægers og andre fagpersoners tilknytning til lægemiddel- og medicovirksomheder, som tidligere sundhedsminister Bertel Haarder nedsatte tilbage i juli 2011 efter en beretning og et beslutningsforslag, der blev behandlet i Sundhedsudvalget. Og vi i Venstre er selvfølgelig glade for, at den nuværende regering har grebet bolden og er enig med den tidligere regering om behovet for at få lavet en samlet vurdering af regler og praksis på området.

Samarbejde mellem læger og lægemiddelindustrien er på den ene side en forudsætning for udviklingen af nye og bedre lægemidler til gavn for kvaliteten af patientbehandlingen, men også for Danmarks økonomi, idet vi har en helt klar styrkeposition inden for sundhedsforskningen og sundhedsindustrien. På den anden side er det selvfølgelig helt afgørende, at der ikke kan rejses tvivl om sundhedspersoners troværdighed som uvildige fagpersoner.

Faglig og økonomisk tilknytning til lægemiddelvirksomheder kræver i dag tilladelse fra Sundhedsstyrelsen, og vi kan i Venstre støtte, at der fremover indføres en model bestående af en registreringsordning og en tilladelsesordning. Vi synes sådan set, det er en fin og afbalanceret model, man på den måde foreslår. Med lovforslaget er der også samtidig et forslag om, at aktiebesiddelser over 200.000 kr. i lægemiddel- og medicovirksomheder forudsætter tilladelse fra Sundhedsstyrelsen.

Vi er rigtig glade for, at ministeren derved har droppet sit ikke specielt gennemtænkte oprindelige forslag om at forbyde læger og andre sundhedspersoner at købe aktier i selskaber, der producerer lægemidler. Vi syntes, det var et meget symbolpolitisk forslag, der jo samtidig var med til at mistænkeliggøre samtlige landets læger og andre på et for mig at se temmelig usagligt grundlag, som om man som læge bare per definition sidder og udskriver medicin på bekostning af sine patienters helbred for at kunne tilgodese nogle temmelig teoretiske muligheder for at kunne påvirke aktiekurser. Så det er dejligt, at ministeren er blevet klogere, og vi siger også tak til Socialdemokraterne for at gå imod ministerens oprindelige forslag.

Så er der også spørgsmålet om særlige habilitetskrav for rådgivere af offentlige myndigheder. Grundlæggende tror jeg at vi alle sammen i Folketingssalen kan være enige om, at der selvfølgelig ikke må herske tvivl om sagligheden og fagligheden i de anbefalinger, som offentlige myndigheder giver borgerne. Derfor er det også fornuftigt med nogle særlige habilitetskrav, når der er tale om sundhedspesoner, der rådgiver offentlige myndigheder om brug af lægemidler og medicinsk udstyr.

Men – fordi der er også et men – der skal stadig væk også på området her være en balance i tingene. Det er fint, at der skrives i lovforslaget, at man som udgangspunkt ikke må eje aktier i en lægemiddelvirksomhed, men det skal bare også administreres på en fornuftig og afbalanceret måde, sådan at f.eks. en mindre aktiebesiddelse i et selskab ikke per definition fører til, at man så i øvrigt ikke kan få lov til at deltage i offentlige råd, nævn eller udvalg. I så fald tror jeg, at vi i hvert fald risikerer, at det vil få nogle konsekvenser, som ingen af os er interesseret i.

Rådgivning skal naturligvis gives af de mest indsigtsfulde, ikke af dem, der ikke er blandt de bedste. Som Danske Regioner også anfører i deres høringssvar, så hænger de lægelige specialister desværre ikke på træerne i Danmark. Dem er der faktisk desværre relativt få af, og derfor kan det også blive ekstremt svært at opnå tilstrækkelig relevant faglig rådgivning og ikke mindst faglig kvalitet i behandlingsvejledningerne, hvis absolut ingen medlemmer af et fagligt udvalg må eje så meget som én aktie. Altså, de dygtigste mennesker på deres felt er bare efterspurgt af alle parter, og derfor synes vi, at det er fint med mere åbenhed, men man skal ikke sætte nødvendige samarbejder over styr.

Derfor har vi, udover at de pågældende jo allerede i forvejen er omfattet af de almindelige habilitetskrav, behov for at få uddybet, hvordan man vil søge de her krav indført ved instruks til Sundhedsstyrelsen og ved aftaler med Danske Regioner og relevante fagforeninger, og det er noget af det, vi gerne vil have uddybet i forbindelse med udvalgsbehandlingen.

Så er der hele spørgsmålet om uvildighed og åbenhed. Der er vi lidt uforstående over for, at regeringen ikke benytter lejligheden til at foreslå nogle konkrete ændringer til speciallægernes mulige dobbeltrolle, hvor det jo i dag er sådan, at man både kan fungere som henviser og sælger af høreapparater på en og samme tid. Der havde det måske været oplagt, at man f.eks. brugte lejligheden til at stille nogle skærpede oplysningskrav til speciallægerne om egeninteresser.

Vi vil udtrykke tilfredshed med, at social- og sundhedsassistenter fremover bliver omfattet af definitionen af sundhedspersoner i lægemiddelovens § 66, stk. 2. Og så indeholder lovforslaget en række ændringer i lægemiddeloven i forhold til nye EU-regler mv., og dem kan vi støtte. Vi synes måske, det er en uskik, at de alle sammen er blevet klumpet ind i det her lovforslag, men vi bakker op om dem, og vi kan dermed også støtte det samlede lovforslag. Vi håber dog bare, at ministeren så også i udvalgsbehandlingen vil være behjælpelig med at få præciseret nogle af de forskellige ting.

Tak til ordføreren. Hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Som medlem af Folketinget har man mange gæster her på Christiansborg, og der er mange unge, som kommer og besøger en som folketingsmedlem. Jeg taler altid med dem om, hvad det er for et land, vi bor i, hvad det er, der kendetegner os, og hvilke nationale karaktertræk vi har. Og der er jo mange, der, når de ser på Danmark, siger det her med, at vi er så lykkelige. Ja, og det er dejligt. Men de siger også, at Danmark er så ordentligt et land; vi er kendetegnet ved at have en meget, meget lav grad af korruption, og det glæder mig, og det er til glæde for vores samfund. Vi kan nemlig have tillid til vores samfund; vi kan have tillid til samfundets institutioner, bl.a. vores sundhedsvæsen. Vi kan have tillid, fordi det er et ærligt væsen; der er høj faglighed; der er høj uvildighed; der er ordentlighed.

Vores lovgivning skal naturligvis løbende justeres og rettes til, så alle parter og borgere kan se sig selv i lovgivningen – den gældende lovgivning. Det lovforslag, vi her arbejder med, og som omhandler fire lovkomplekser, er et godt eksempel på præcis sådan en justering. Hvordan er det, vi sikrer, at samarbejdet mellem sundhedspersoner og industrien for lægemidler og medicinsk udstyr bygger netop på ordentlighed, så borgerne og patienterne kan føle sig helt trygge ved og sikre på, at der eksisterer en uvildighed blandt sundhedspersoner i forhold til deres beslutninger? Hvordan er det, vi sikrer den her klarhed, de gode rammer for netop det samarbejde, som er nødvendigt for sundhedspersonerne i deres hverdag, hvor de konstant skal forholde sig til og orientere sig om nye muligheder for patientbehandling på sygehuset eller eksempelvis ny medicinsk behandling?

Jeg vil rigtig gerne rose alle parter, der har deltaget i forarbejdet med den her lovændring. Der er signaleret en meget stor grad af ansvarlighed fra parternes side. De signalerer, at de gerne vil, at der er gennemsigtighed og den ordentlighed, jeg taler om, og at der er en forståelse for, at samfundet bygger på nogle helt grundlæggende værdier på lige nøjagtig det her punkt.

I samarbejdet mellem sundhedspersoner og den industri, der står bag, er det rigtig godt at der er en høj grad af selvjustits og forståelse for, at man bliver nødt til at vide, at ting bygger på ordentlighed og uvildighed.

Det er sådan, at lovforslaget her lægger op til, at samarbejdet mellem sundhedsfaglige personer og den industri, der står bag i hverdagen, skal bygge på nogle rammer, hvor Sundhedsstyrelsen skal godkende et tæt tilknytningsforhold, hvis der eksisterer et sådant, mellem parterne. Rammen er også den fremover, at samarbejdspartnerne skal anmelde til Sundhedsstyrelsen, hvis der eksisterer en anden tilknytning parterne imellem – det kan eksempelvis være undervisning.

Det er en fin model, det er en god ordning, og den er altså kommet frem ved et utrolig godt samarbejde parterne imellem, og det afspejles også i de mange høringssvar, der er givet til det her lovforslag.

Noget, som vi fra socialdemokratisk side også er rigtig glade for ved det her lovforslag, er, at der bliver nedsat en følgegruppe bestående af alle aktørerne på området og med en forankring i Sundhedsstyrelsen fremover, som skal kunne handle hurtigt, hvis der viser sig et behov for det. De skal kontrollere, at regelsættet bliver overholdt, og om 3 år kigger vi det hele efter i sømmene, laver en grundig evaluering og ser, om der skal pågå nye justeringer.

Jeg vil slutte af med at sige, at det altså er et spørgsmål om, at vores samfund bygger på ordentlighed og bygger på muligheder, og her er det vigtigt at præcisere, at det er ordentlighed og muligheder mellem det private og det offentlige. Det er årsagen til, at vi har fået så stærkt og robust et samfund, som vi har, og de muligheder skal vi naturligvis også udnytte fremover, og det er det her lovforslag et rigtig godt eksempel på; det er god lovgivning. Derfor støtter Socialdemokraterne naturligvis det her lovforslag, og vores håb skal være, at det må blive en ny ramme, en ny platform for et fortsat rigtig godt og nyttigt samarbejde parterne imellem i eller uden for sundhedsvæsenet. Tak.

Tak til ordføreren. Fru Liselott Blixt som Dansk Folkepartis ordfører.

Det her er et af de forslag, som ikke har mindre end otte forskellige lovændringer, som hver især har underpunkter. Det vil sige, at det er endnu et lovforslag, hvor man kan være uenig om nogle ting, enig om nogle andre ting, og jeg vil næsten vædde på, at hvis man foreslår at dele det, så er det er umuligt. Så jeg synes, det er ret svært, når man skal igennem de her ting, og jeg synes heller ikke, vi kan være bekendt, at noget, der er så vigtigt som forbrugernes sikkerhed, når det gælder medicin, skal puttes ind sammen med en hel masse andre ting.

Det her forslag omhandler, som andre også har været inde på, en reform af samarbejdet mellem sundhedspersoner, lægemiddel- og medicovirksomheder. Det handler også om transitkontrol af lægemidler, og det handler om lægemiddelovervågning. Det gælder en ændring af markedsføringstilladelser, og det gælder færdigtilberedning af cytostatika til familiedyr. Det handler om samhandel med råvarer til fremstilling af lægemidler . Det handler også om en mindre, teknisk rettelse af apotekerloven, og det sidste punkt omhandler straf for markedsføring af sundhedsydelser. Man kan jo nok sige sig selv, at vi ikke kan komme til at debattere alle de punkter, for så ville vi ikke have tid nok.

Vi hører jævnligt om fusk og sjusk vedrørende lægemidler samt i forhold til brug og salg af dem, og vi har forbrugere, som bliver usikre på lødigheden af den offentlige instans, som de burde være trygge ved.

Dansk Folkeparti kan støtte, at der bør være særlige habilitetskrav til de sundhedspersoner, der rådgiver offentlige myndigheder om brug af lægemidler og medicinsk udstyr, sådan at disse personer som udgangspunkt ikke må eje aktier og andre værdipapirer i lægemiddel- og medicovirksomheder. Der må aldrig kunne sættes spørgsmålstegn ved lægers habilitet, når de rådgiver myndigheder og andre institutioner og giver anbefaling om brug af lægemidler og medicinsk udstyr. Men at en almindelig læge, lad os sige en praktiserende læge, ikke må eje aktier for mere end 200.000 kr., kan vi ikke se fornuften i.

Vi ønsker gennemsigtighed, samt at de lægger frem, hvad de har af aktier, men en begrænsning vil aldrig kunne føre til, at man stopper dem, der virkelig ønsker sig flere aktier. Man kan jo købe dem i konens navn, i børnenes navn, eller hvad man nu ellers vil kunne lave af fiksfakserier, hvis det er det, man vil. Samtidig danner det jo bare afsæt for, at man kan gå ind og kigge på andre. Hvad med sundhedsministeren? Hvor mange aktier må sundhedsministeren have i bestemte firmaer, når sundhedsministeren jo er den person, der er med til at give lov til det, der kommer ind i Danmark af produkter? Hvor mange aktier må de regionsrådsmedlemmer, der sidder i de råd, der bestemmer hvilke medicintyper der skal ind på sygehusene, have i virksomhederne? Det vil jeg da spørge ind til, når vi har det her lovforslag, for hvor sætter vi grænsen? Er der en grænse for almindelige praktiserende læger, der har almindelige patienter, der kommer? Hvor meget forskel kan de gøre ved at give en bestemt type medicin, når vi i forvejen har revurderinger af mange medicintyper, og vi har lister på, hvilke medicintyper man skal udskrive først? Så noget af det synes vi ikke helt vi kan være med til.

Vi er enige om, at det er nødvendigt med en international indsats for at bekæmpe forfalskede lægemidler, da forbrugerne skal føle sig sikre på den medicin, de nu engang køber. Så den indsats bakker vi hundrede procent op om.

I forhold til sundhedspersoners dobbeltroller har vi i Dansk Folkeparti tidligere anført, at der er et problem med ørelæger, der også har deres egen høreklinik. Her sælger de høreapparater i konkurrence med godkendte private høreklinikker. Her skriver ministeren, at man efter rådgivning fra Justitsministeriet vurderer, at der vil være tale om ekspropriation, såfremt et eksisterende ejerskab i virksomheden forbydes. Adgangen til at give afslag på ansøgning om ejerskab foreslås derfor først indført fremadrettet, med virkning fra den 1. juli 2014. For eksisterende ejerskaber foreslås dog indført et krav om anmeldelse til Sundhedsstyrelsen inden udgangen af 2014 og efterfølgende offentliggørelse af ejerskabet. I Dansk Folkeparti foreslår vi, at man udfaser det efter en årrække, i stedet for at man som her tillader, at man kører videre med det, man har i dag.

Men der er en del spørgsmål, vi vil stille i forhold til udvalgsarbejdet, og igen må vi ønske, at ministeren næste gang der kommer et lovforslag, nu lader være med at putte så mange forslag ind i ét forslag. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Camilla Hersom som radikal ordfører.

Tak for det. Det er jo altid interessant her ved behandlingerne i Folketingssalen, hvordan de enkelte partier vurderer de lovforslag, vi behandler. Og der kan jeg jo forstå, at Venstre synes, det er et ganske lille lovforslag, som bare er en lille justering oven på et arbejde, som en tidligere V-minister havde sat i gang, mens Dansk Folkeparti synes, det er så stort et forslag, at der er dele af det, de ikke kan stemme for, så de ønsker en opsplitning.

I mit parti synes vi, at det her lovforslag er et udtryk for, at vi endelig får klare regler på et område, som har været efterspurgt i årevis. Lovforslaget behandler forholdet mellem sundhedspersoner og industrien. Det er jo et forhold, hvor vi ønsker et fagligt tæt, men åbent og transparent samarbejde – et forhold, hvor vi vil undgå, at der skabes et uhensigtsmæssigt afhængighedsforhold, og det er, hvad enten den afhængighed handler om penge, position, ferierejser eller noget som helst andet.

Lovforslaget er en del af en større handlingsplan, der dels indeholder de lovændringer, vi diskuterer i dag, dels lægger op til fremadrettede aftaler med regionerne og de faglige organisationer, ligesom der vil blive etableret en følgegruppe. Det lægger vi faktisk ret stor vægt på i mit parti, fordi udviklingen inden for såvel medicinalindustrien som medicoindustrien går jo med en hast, der gør, at vi utvivlsomt vil møde udfordringer i fremtiden, som vi ikke har haft fantasi til at forestille os. Derfor skal vi være parate til at lave ændringer, og derfor er det også rigtig godt, at der er en gruppe, der vil følge det her arbejde, sådan at de kan komme med ting til den evaluering, som skal finde sted om 3 år. I Radikale Venstre hilser vi altså den samlede handlingsplan og de konkrete lovændringer velkommen.

Der vil i fremtiden blive tale om væsentlig øget åbenhed, fordi såvel medicoindustrien som flere faggrupper bliver omfattet af reglerne, hvis de vel at mærke har med patienter at gøre eller har indflydelse på andre sundhedspersoner. Reglerne bliver også i fremtiden tilstrækkelig smidige efter vores opfattelse, fordi der bliver skelnet mellem en tilknytning, som kræver selvanmeldelse, og så den form for tilknytning, der nødvendiggør en egentlig tilladelse fra Sundhedsstyrelsen, og det omfatter rådgivning, tillidsposter og økonomisk tilknytning af en vis betydning. Vi synes, det er helt på sin plads, at der laves den skelnen, men også, at alt bliver omfattet.

Vi er glade for det fokus, der er i regelsættet, på, at der skal være strengere habilitetskrav for de sundhedspersoner, der fungerer som rådgivere af offentlige myndigheder. Vi synes, det er fuldstændig afgørende, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved habiliteten i de tilfælde, og det mener vi er i alles interesse. Og vi synes også, det er helt fint, at der lægges op til omfattende information til såvel sundhedspersonerne som industrien om de nye regler.

I Radikale Venstre håber vi, at den samlede handlingsplan kan medvirke til at stimulere den kulturændring, som er så utrolig vigtig. Vi har behov for, at vores sundhedspersoner samarbejder med industrien – både selvfølgelig helt oplagt af hensyn til fremskridt inden for sundhedsvæsenet, men jo faktisk også af hensyn til at videreudvikle et erhverv, som har meget, meget stor betydning for Danmark i form af vækst, arbejdspladser, kompetenceudvikling og tiltrækning af kompetencer. Men vi har jo også et helt grundlæggende behov for, at sundhedsfaglige personer først og fremmest har patientens bedste for øje, og at der ikke er andre interesser eller andre motiver end netop det. Det tror vi handlingsplanen kan medvirke til både at understrege og også at udvikle yderligere.

Vi kan derfor støtte forslaget i sin helhed.

Der er en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Tak for det. Nu skal man være varsom med at tale på vegne af andre partier, men jeg tror, at når Dansk Folkeparti synes, der er puttet lidt meget ind i det her lovforslag, så er det sådan set alt det, der ikke har en dyt at gøre med det, som ordføreren også har brugt hele sin taletid på. Det, vi ikke når at snakke om, er jo bl.a., at det her lovforslag også er ny kontrol af lægemidler i transit, en skærpet overvågning af lægemidler med mistanke om sikkerhedsproblemer, ændringer af apotekerloven og noget med familiedyr og handel med råvarer til lægemiddelfremstilling osv. osv.

Altså, det var sådan set derfor, vi tillod os at sige, at det jo er fint nok, at man slynger om sig med ordet reform – og det ved jeg også at man er glad for i Det Radikale Venstre, det er jo fint nok – men altså, det er justeringer og ændringer af eksisterende love, og så er der proppet en hulens masse ind, som man måske godt kunne have samlet i et andet lovforslag for at give en lidt mere fair behandling af de ændringer, som ingen af os jo har haft tid og lejlighed til at kommentere.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge ordføreren fra Det Radikale Venstre om, er, hvorvidt man er enig i det, som arbejdsgruppen anfører, nemlig at den ikke finder, at målsætningerne om optimal faglig og uvildig behandling gør det nødvendigt helt at udelukke sundhedspersoner fra denne form for personlig formuepleje. Her tænkes der selvfølgelig på spørgsmålet om, hvorvidt man må have aktiebesiddelser.

Ordføreren.

Tak. Jeg vil tillade mig først at knytte en bemærkning til fru Sophie Løhdes indledning, for jeg havde faktisk trykket på knappen, da Venstres ordfører stod på talerstolen, men så sent, at det ikke blive registreret. For jeg synes egentlig, at fru Sophie Løhde fik bagatelliseret det her på en måde, som jeg ikke synes er rimelig. Jeg synes, der er tale om et ret væsentligt lovforslag. Jeg synes, der er tale om en ret væsentlig udvidelse af reglerne, og der synes jeg bare at det var bemærkelsesværdigt, at det ligesom skulle bagatelliseres.

I forhold til det konkrete spørgsmål vil jeg sige, at vi synes, det er helt på sin plads, at der er tæt på en nultolerance for de personer, som skal rådgive offentlige myndigheder. Og det er jo også noget, vi kender fra andre steder i samfundet. Det er f.eks. sådan, at hvis man er revisor, må man ikke besidde aktier, netop fordi der ikke skal kunne sættes spørgsmålstegn ved, hvad der foregår, når man reviderer et firma. Så vi kender jo til det her udgangspunkt, og det er vigtigt at understrege, at det er et udgangspunkt, og at hvis der kun findes én ekspert på et område i Danmark, der kan bidrage, så må man jo tage en helt konkret vurdering. Men som udgangspunkt synes jeg det er helt på sin plads. Det er da det, vi har behov for.

Sophie Løhde.

Altså, vi synes måske bare, det er lidt morsomt, at i den her regering er alting jo reformer, eller også er det historisk. Vi synes også, der er mange væsentlige ændringer, og man kan jo vælge forskellig sprogbrug. Men fair nok med det, hvis man har behov for sådan at opfinde nogle projekter og vise lidt handlekraft. Det kan vi sådan set sagtens leve med.

Når jeg stiller spørgsmålet, er det ikke i forhold til deltagelse i råd og nævn, men nemlig det, der vedrører spørgsmålet, om man helt generelt skal søge tilladelse i forhold til aktiebesiddelser. Og når jeg spurgte ordføreren, om man er enig med arbejdsgruppen, som siger, at sundhedspersoner ikke skal udelukkes fra denne form for personlig formuepleje, så er det, fordi ordføreren tidligere har udtalt, at det mente man de pågældende personer skulle. Og dermed er det jo ikke bare ministeren, der har ændret holdning. Det er sådan set også Det Radikale Venstre, og det er derfor, jeg spørger: Hvad mener man i dag, er man blevet klogere? Er det en del af et kompromis, hvor man er nødt til at acceptere noget, man faktisk ikke er enig i, eller hvad mener Det Radikale Venstre egentlig? Det synes jeg ikke rigtig vi fik opklaret.

Ordføreren.

Igen vil jeg tillade mig en kommentar til den indledende bemærkning, for jeg tror i al stilfærdighed, at når historiebøgerne skal skrives – og det bliver de som regel af andre end politikere – så vil den regering, vi har lige nu, blive belønnet for sit mod, for sine reformer, for, at man tog fat på et arbejde, som andre burde have påbegyndt i de fede år, men som der tilsyneladende ikke var politisk mod og mandshjerte til.

I forhold til det konkrete spørgsmål vil jeg sige, at det da er rigtigt, at også jeg har bevæget mig i den her sag. For det er ingen hemmelighed, at mit udgangspunkt er, at der skal være meget, meget skrappe krav. Det synes jeg også er i lægernes interesse. Man kan lave formuepleje på mange forskellige måder, man behøver ikke købe aktier i et selskab, som har at gøre med ens faglige hverdag, om jeg så må sige.

Men det er jo klart, at for at den her handlingsplan kan få luft under vingerne, som den fortjener, og også for at få sundhedspersonerne engageret skal man jo finde et snit, som er acceptabelt. Der synes jeg faktisk vi er landet rigtig, rigtig flot, og jeg er personligt rigtig glad for, at der som udgangspunkt er nultolerance for rådgiverne.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Özlem Sara Cekic.

Tak. Den samlede målsætning for den her reform er at indføre nye og klare rammer for samarbejdet. Med reformen foreslås først og fremmest ny regulering på følgende områder: Nye regler for samarbejde med medicovirksomheder, som i dag er uden regulering, og overvejende ens regler for lægemidler og medicinsk udstyr.

Flere faggrupper omfattes af reguleringen, og der indføres to grundmodeller for industritilknytning. Ved tættere tilknytningsforhold som f.eks. ejerskab skal der først indhentes Sundhedsstyrelsens tilladelse. Ved anden tilknytning i form af undervisning, forskning og aktieposter op til 200.000 kr. skal der alene ske en anmeldelse til styrelsen. Som et gennemgående krav i reformen indføres en øget åbenhed om samarbejdet, idet offentligheden skal have adgang til flere oplysninger, herunder økonomiske oplysninger via Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Jeg er utrolig glad for det her lovforslag, især fordi processen ikke er lukket. Efterfølgende bliver der jo også nu nedsat en gruppe, der skal bidrage til en ny vejledning om sundhedspersonalets habilitet. Den skal også rådgive om den praktiske gennemførelse af nye modeller for offentliggørelse og samarbejdsforhold og om en oplysningsindsats i forhold til handleplanen. Fremover skal man ved tilknytning til lægemiddelvirksomheder som noget nyt offentliggøre det samlede honorar, den enkelte sundhedsperson årligt modtager fra hver virksomhed.

Tilsvarende regler vil også gælde for sundhedspersoners tilknytning til medicovirksomheder, og så kommer patientforeninger også til at oplyse på deres hjemmeside, hvor og hvor mange penge de får fra lægemiddel- og medicoindustri. Lægerne skal også fremadrettet opgive deres dobbeltinteresser, så man kan se, hvilken kasket de har på, når de fremlægger ting.

Derudover arbejdes der på, at vi via aftale med Danske Regioner indfører skærpede habilitetskrav for læger, der virker som rådgivere i offentlige råd og nævn på lægemiddel- og medicoområdet. Henset til betydningen af deres arbejde, må der ikke kunne sås tvivl om deres habilitet, og derfor vil udgangspunktet være, at en sundhedsperson, som ejer aktier eller har anden økonomisk tilknytning til relevante virksomheder, ikke kan fungere som rådgiver for offentlige myndigheder.

Alt i alt synes jeg faktisk, at det er en reform med rigtig gode skridt i den rigtige retning, og så er jeg jo også utrolig glad for, at der er så bred enighed i Folketinget om at føre den ud i livet.

Der er en kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge SF's ordfører, hvorfor der i lovforslaget ikke er indeholdt konkrete ændringer i forhold til speciallægernes mulige dobbeltrolle, hvor man jo i dag både kan fungere som henviser og sælger af høreapparater på en og samme tid.

Ordføreren.

Jeg tror, at det, der i hvert fald bliver det vigtigste nu med selve reformen, jo er at kigge på alle dem, der kan være en del, altså udvide det i forhold til også at gælde alle andre faggrupper, og også at man efterfølgende nedsætter et udvalg, der skal se på, hvordan man yderligere kan kigge på habilitetsreglerne.

Fru Sophie Løhde.

Tak for svaret, men det havde bare været rart med et svar på det, jeg spurgte om. Det her er jo noget, som SF tidligere har været meget optaget af, og det er derfor, jeg undrer mig over, at ordføreren ikke sådan har det med i dag i sine overvejelser, når det er noget, der har betydet noget tidligere. Hvorfor har man f.eks. ikke valgt, når man behandler det her, at stille nogle skærpede krav bare f.eks. omkring oplysninger, altså skærpede oplysningskrav til speciallægerne om egne interesser. Det havde da været oplagt. Dengang vi behandlede L 59 om høreapparater, sagde man jo: Vi tager det med senere, og det er der, vi skal løse det. Det måtte absolut ikke være tidligere. Det var nu. Hvorfor er det så ikke med, og specielt når SF synes, at det har været så vigtigt tidligere? Er det noget, man ikke synes er vigtigt længere?

Ordføreren.

Der tror jeg bestemt, og jeg ved også godt, at ministeriet kigger på, hvordan man fremadrettet også kan lave en indfasning i forhold til den målgruppe.

Tak til SF's ordfører. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Stine Brix.

Når man møder en læge i vores sundhedsvæsen, skal man kunne være fuldstændig sikker på, at de råd, man får, er baseret på faglighed og ikke på, hvad en læge kunne være blevet påvirket af ved at arbejde sammen med industrien eller modtage penge fra industrien. Og når vi fra Folketingets side beder Sundhedsstyrelsen om at lave kliniske retningslinjer for, hvad der er den bedste behandling for en given sygdom, så skal patienterne på samme måde også være sikre på, at de kliniske retningslinjer bygger på faglighed og ikke er farvet af bestemte virksomheders interesser.

Det er desværre velkendt, at pengegaver til læger, sponsoreret undervisning og forskning og ejerskab af medicinalvirksomheder påvirker, hvilke sandheder en læge lægger vægt på. Det påvirker, hvor positiv en læge er over for et bestemt produkt. Vi ved også fra undersøgelser, at det er velkendt, at især læger undlader at gøre opmærksom på, hvilke interessekonflikter de har, når de deltager i forskellige råd og nævn, eller hvis de selv underviser. Derfor er vores mål, at vi styrker, at vi får uafhængige sundhedspersoner, og at der ikke er nogen tvivl om uvildigheden, når man som patient møder en sundhedsperson i vores sundhedsvæsen. Og vi mener, at den bedste måde at gøre det på er ved at sikre, at der ikke er nogen økonomiske mellemværender mellem sundhedspersoner og industri.

Lovforslaget her er, som det står i bemærkningerne, blevet til efter en længere proces. Oprindelig var det et beslutningsforslag fremsat for et par år siden af Enhedslistens tidligere sundhedsordfører, hr. Per Clausen, og det beslutningsforslag var ganske klart. Der stod, at vi ønskede et forbud mod interessekonflikter for læger, nøjagtig ligesom der gælder et tilsvarende forbud for advokater og revisorer. Siden blev Sundhedsudvalget enige om at igangsætte et arbejde om at undersøge reglerne, og den nuværende regering fulgte op ved at nedsætte en arbejdsgruppe. Og det er så den arbejdsgruppes anbefalinger, som danner baggrund for det her lovforslag.

Lovforslaget går ikke så langt, som vi ønskede, men det rummer bestemt nogle elementer, som går i den rigtige retning. Nu bliver virksomheder, som producerer medicinsk udstyr, også omfattet af reglerne for, at samarbejde mellem virksomhed og sundhedspersoner skal registreres og i nogle tilfælde godkendes. Der bliver stillet større krav til, hvilke oplysninger der skal gives om samarbejde mellem industri og sundhedspersoner. F.eks. skal man fremover oplyse, hvilket honorar man modtager. Der er også flere sundhedspersoner, som bliver omfattet af reglerne, og det synes vi også er et fremskridt.

Vi savner, at regeringen turde gå videre. De medlemmer af regeringens arbejdsgruppe, som repræsenterer patient- og forbrugerinteresser, skriver jo meget klart, at de ønskede, at man i højere grad sikrede uvildige sundhedspersoner. Og de efterlyser konkret, at man arbejdede hen imod, at der ikke var økonomiske mellemværender mellem industri og sundhedspersoner. De fremhæver også, at de ønskede, at regeringen var skrappere, i forhold til hvad man må eje af aktier i en lægemiddelvirksomhed, når man selv er læge. De ønsker deler vi.

Jeg synes også, at man er på vej ud i en potentiel gråzone, når man begynder at skelne mellem forskellige typer af samarbejde og kategoriserer dem forskelligt. Fremover kræver undervisning og forskning i samarbejde med industrien ikke en egentlig godkendelse, men blot en tilladelse, mens rådgivning og tillidsposter samt aktieoptioner af en vis størrelse vil kræve et godkendelsesstempel. Mig bekendt findes der ikke noget, der dokumenterer, at den ene form for aktivitet skulle have en mindre effekt på, hvordan en læge bliver påvirket, end den anden form for aktivitet.

Omvendt er jeg også klar over, at det, at man nu skelner, betyder, at man rent faktisk vil gå ned i substansen af nogle af de her ting på en bedre måde. Men altså, der er et problem ved at lave den her skillelinje, som ikke har hold i virkeligheden.

Vi efterlyser også, at man offentliggør endnu mere. Sponsorering af rejser i forbindelse med konferencer og sponsorater til de offentlige sygehuse er blevet fremhævet som eksempler på noget, man kunne offentliggøre.

Der er andre temaer under det her, som arbejdsgruppen ikke forholder sig til. Et af dem er den hjemmeside, som læger bruger, når de skal finde viden om medicin, medicin.dk, og som i dag ejes og drives af medicinalindustrien. Der synes vi det er helt oplagt at kigge på at sikre en uafhængig drift og et uafhængigt ejerskab. Man kunne også kigge på, hvordan man kunne styrke sundhedspersoners mulighed for efteruddannelse og forskning, hvor industrien ikke var en del af det, og på den måde skabe noget mere balance.

Opsummeret synes vi, det er et lovforslag, der går i den rigtige retning, men vi havde gerne set endnu flere skridt. Men vi stemmer altså for, den dag vi skal stemme.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så giver jeg ordet til Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

På vegne af hr. Simon Emil Ammitzbøll skal jeg holde følgende tale:

Lovforslaget søger bl.a. at reformere samarbejdet mellem industrien for lægemidler og medicinsk udstyr og sundhedsfaglige personer. Det er efter Liberal Alliances opfattelse nyttigt for udviklingen af optimale sundhedsprodukter og -behandlinger, at samarbejdet mellem private virksomheder og det faglige og videnskabelige miljø kan foregå effektivt og problemfrit. Danmark har førende virksomheder inden for medicinalindustrien, og vi kan støtte lovforslagets hensigt om at understøtte et givtigt samarbejde baseret på faglighed, uvildighed og åbenhed til gavn for erhvervslivet og i særdeleshed for patienterne.

Lovforslaget indeholder desuden en række ændringer på baggrund af nye EU-regler. Det drejer sig om ændringer i forhold til transitkontrol, overvågning af lægemidler samt markedsføringstilladelser til lægemidler. Her kan vi ligeledes støtte hensigten om at sikre, at udbuddet af forfalskede lægemidler reduceres.

Vi kan dog ikke støtte lovforslagets element om nye krav til registrering af industritilknytning. Den foreslåede tilladelsesordning, hvor eksempelvis læger skal indhente en tilladelse fra Sundhedsstyrelsen ved ejerskab eller anden tilknytning, involverer et uhensigtsmæssigt bureaukrati og administrative byrder for de berørte personer.

Derfor kan Liberal Alliance ikke støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det fru Benedikte Kiær fra Det Konservative Folkeparti.

I Det Konservative Folkeparti er vi rigtig glade for reformer. Vi mener, at det danske samfund har brug for reformer, og vi har også meget fokus på, hvad det er for nogle reformer, der er behov for.

Derfor må jeg så også indrømme, at jeg blev noget overrasket, da jeg læste det her lovforslag om, at det skulle være en reform. Blot fordi man puljer en masse nye regler, ændringer, i ét lovforslag, så gør det det altså ikke til en reform. For så har jeg i hvert fald været med til adskillige reformer og været ordfører for adskillige reformer, f.eks. på boligområdet, hvor vi puljede, jeg ved ikke hvor mange ændringer af regler i ét lovforslag; så skulle det så også have været en reform.

Nej, det er ikke en reform, det er en ændring af nogle regler; det er gennemførelse af et rigtig vigtigt arbejde, der kommer fra en arbejdsgruppe. Men noget bliver heller ikke en reform, fordi det er væsentligt. Det hørte jeg fra den radikale ordførers side, hvor det netop blev fremhævet, hvor væsentligt det her lovforslag er, og at det ligesom førte til, at det jo var en reform, vi stod med. Nu håber jeg, at de lovforslag, vi arbejder med og behandler her i Folketingssalen, alle sammen er væsentlige – ellers står det godt nok skidt til.

Men det er nogle væsentlige ændringer af reglerne, vi står med her. Og de bunder jo i et arbejde, der blev sat i gang for flere år siden. Jeg står her ved siden af den tidligere indenrigs- og sundhedsminister, som satte gang i et arbejde på det her område efter et beslutningsforslag, der blev fremsat i oktober 2010, for netop at gå ind og få lavet et eftersyn og en regulering af lægers og andre sundhedspersoners samarbejde med lægemiddel- og medicoindustrien. Det var et arbejde, der skulle munde ud i nogle forslag til nogle nye regler om, hvordan man kunne gøre det, så der kom gennemsigtighed og åbenhed på området. Det er vi jo alle sammen interesseret i.

Arbejdsgruppen blev lige sat på hold indtil begyndelsen af 2012, hvor den nuværende sundhedsminister satte gang i det her væsentlige arbejde. Og det er jo det, jeg nok vil fokusere lidt mere på her i min tale, for der er som sagt masser af andre ting i det her lovforslag.

Der er ikke nogen tvivl om, at der skal være åbenhed og gennemsigtighed, så der ikke nogen, der kan sætte spørgsmålstegn ved, hvad det er for en behandling, en læge sætter i gang, eller der opstår nogle myter om nogle interessekonflikter. Og der ligger rigtig mange gode ændringer og forslag i det her lovforslag, som vi kan støtte.

Noget af det, som vi også er rigtig glade for, er, at ministeren har bevæget sig væk fra sit ønske om, at man som læge slet ikke må have en eneste aktie overhovedet i et medicinalfirma. Det er noget naivt at tro, at en læges udskrivning af medicin eller behandling egentlig skulle blive mere uvildig af, at man fuldstændig forbyder læger at investere i medicinalaktier. Så det er godt, at det er taget ud af det her lovforslag, eller rettere sagt, at det slet ikke er kommet ind i lovforslaget, og at man i stedet for er kommet med et forslag om et loft på 200.000 kr.

Der er kommet rigtig mange høringssvar på det her lovforslag, og det fremgår også af de mange høringssvar, at der er stor tilfredshed med, at lovforslaget i den grad afspejler alle de forslag, der kom fra arbejdsgruppen, og det arbejde, som arbejdsgruppen har siddet med igennem et stykke tid.

Så vi kan støtte det her lovforslag fra Det Konservative Folkepartis side.

Tak til alle ordførerne. Så har sundhedsministeren mulighed for at afslutte debatten.

Tak for det. På en måde er det helt symbolsk, at formanden sidder, hvor formanden gør, og jeg står her. Det her er jo et arbejde, om hvilket man kan sige, at ideerne blev født, da formanden stod der, hvor jeg står nu.

Jeg vil gerne starte med at takke ordførerne for den rigtig gode debat i dag. Der er der jo bred opbakning over hele linjen. Jeg vil ligefrem tilføje den lille kommentar, at hvis det her er en mere sproglig diskussion om ordet reform og om, hvad det må udtrykke og ikke udtrykke, så har vi nok ramt ret godt med de her nye regler. Jeg kan for mit eget vedkommende sige, at fordi det ikke er nye regler, men nogle regler, vi moderniserer, vi udvider, vi klargør, vi opruster, så synes jeg sådan set det er fint at bruge begrebet reform, men vi kan jo tage Nudansk Ordbog, når vi på et tidspunkt mødes til gløgg og æbleskiver i Sundhedsudvalget, og finde ud af, hvad der kunne være et synonym for det.

Tilliden til vores læger er guld værd. Lægerne i det danske sundhedsvæsen står konkret i mødet med patienter med vurderinger i deres hænder, som kan betyde forskellen på liv og død, og som kan være afgørende for, om man bliver sund og rask igen. Vi har – og heldigvis for det – et utrolig ikkekorrupt land, hvilket man ser, når man sammenligner os med resten af verden. Vi ligger jo nr. 1 i mange undersøgelser, der bliver lavet, og det gælder også inden for vores sundhedsvæsen. Det skal vi være exceptionelt glade for. Det betyder meget for vores demokrati, det betyder meget for vores økonomi, det betyder også rigtig meget for danskernes grundlæggende tryghed i livet, at man ikke bare har et sundhedsvæsen med fri og lige adgang, men at man også kan være tryg ved, at der er en stærk faglighed, der er styrende her.

Vi har også kunnet se i de senere år, og vi har fra industriens side hørt, at det er sværere at tiltrække læger, de klogeste hoveder inden for deres felter til forskning, uddannelse og til noget af det samarbejde, vi har brug for finder sted, og som vi i øvrigt har en hundredårig lang tradition for i Danmark. Vi har brug for et stærkt offentligt-privat samarbejde, så vi kan få udviklet nye lægemidler med færre bivirkninger, så flere kan overleve alvorlig sygdom; få udviklet nyt medikoudstyr, så folk kan få proteser eller andet efter sygdom. Vi har rigtig meget brug for det her samarbejde, og derfor skal vi også tage det alvorligt, når vi hører fra industriside, erhvervsside, at det er svært at tiltrække læger, fordi der er usikkerhed om reglerne. Vi hører fra lægeside, at man er i tvivl om, hvorvidt man har lyst til at indgå samarbejde af frygt for at overtræde nogle normer eller uskrevne regler. Endelig har vi også kunnet konstatere, at der med tilbagevendende mellemrum bliver rejst usikkerhed om, hvorvidt patienterne kan have den grundlæggende tillid til lægers habilitet på grund af dobbeltroller osv. Det er der ikke nogen af os der kan leve med, og derfor er det her et rigtig vigtigt forslag.

Det er rigtig godt, at vi får moderniseret og opdateret vores regler, at vi sørger for, at de kommer til at svare til den virkelighed, der er derude i dag med de to vigtige, store danske industrier, lægemiddelindustrien og medikoindustrien, og det er godt, at de forholder sig til det, jeg mener er det allervigtigste her, nemlig at vi får en helt ny og øget åbenhed, at vi får klare regler, og at vi også får en faglig følgegruppe, der kommer til at følge det her løbende, så vi ikke igen skal have en lang periode med usikkerhed, hvis der bliver behov for at justere reglerne, men kan handle hurtigere i fremtiden.

Dermed har jeg også sagt, at jeg synes, at det her lovforslag i virkeligheden rummer gaver til alle sider i denne søde juletid til gavn for patienterne, deres behandlingsmuligheder, deres sikkerhed, deres tillid til de sundhedspersoner, der behandler dem, og også til gavn for industrien, der forhåbentlig vil opleve, at det bliver lettere at tiltrække de dygtigste hjerner, de klogeste hoveder her i landet til at udvikle nye produkter, nye lægemidler. Og endelig vil det her også være et værn for sundhedspersoner, der, hvis de lever op til reglerne, vil vide, at nu er der altså klare linjer og fuld åbenhed.

Lovforslaget her er jo blevet gennemgået meget godt af ordførerne. Jeg vil ikke på samme måde gå i detaljer, men bare sige, at opmærksomheden især har været rettet mod at få ændret samarbejdet med medikovirksomheder. I dag er det område helt uden regulering. Det er en markant forbedring. Flere faggrupper omfattes, bl.a. sygeplejersker, og så går det igen i den nye regulering, både det, vi lovhjemler her, og det, der skal laves med aftaler og bekendtgørelser, at der skal være en ny og øget åbenhed. Det tror jeg er vejen frem, også for at få habilitetsvurderingerne gjort til en fuldstændig integreret del af sundhedspersoners faglighed i alle sammenhænge. Derfor vil der være adgang for alle til at søge oplysninger om samarbejdet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, også om størrelsen af de økonomiske relationer.

Så er det rigtigt, at det her forslag også gennemfører EU-regler om styrket lægemiddelsikkerhed. Det giver Sundhedsstyrelsen ny adgang til transitkontrol af lægemidler. Det handler jo alt sammen om at forebygge, at formodet falske lægemidler sættes til salg hos forbrugerne, når midlerne sendes videre til lande uden for EU og EØS. Sikkerheden bliver øget gennem en større indbyrdes udveksling af oplysninger fra lægemiddelovervågningen. Både lægemiddelvirksomheder og myndigheder får pligt til at underrette hinanden, hvis der opstår mistanke om sikkerhedsproblemer.

Sidst er der, som flere ordførere har været inde på, to nye opgaver til sygehusapotekerne med lovændringerne her. Med det ene vil sygehusapotekerne få adgang til at gøre lægemidler til kræftbehandling af hunde og andre familiedyr klar. Det er dyre lægemidler, som har en kort holdbarhed, og derfor er det helt hensigtsmæssigt at bruge sygehusapotekernes produktionsfaciliteter og ekspertise til det.

Den anden ændring er, at sygehusapotekerne kommer til at kunne sælge råvarer til lægemiddelfremstilling i mindre portioner til hinanden. På den måde kan vi udnytte apotekernes produktionsfaciliteter mere rationelt. Vi kan få større forsyningssikkerhed og mindre spild af råvarer. Omend det er en lille ændring, er det bestemt også værd at tage med.

Jeg ser frem til den videre debat af lovforslaget og besvarer selvfølgelig med stor glæde alle de spørgsmål, der måtte være fra Sundhedsudvalget.

En kort bemærkning fra fru Sophie Løhde.

Tak for det. Ministeren sagde indledningsvis, at tilliden til vores læger er guld værd. Det er jeg sådan set enig i, men jeg er knap så sikker på, om jeg synes, ministeren har bidraget til den tillid med sin mistænkeliggørelse af samtlige landets læger – som om de sådan skulle sidde og udskrive medicin på bekostning af deres patienters helbred – med det her totalforbud mod, at læger og andre sundhedspersoner gør noget, der jo grundlæggende er personlig formuepleje.

Jeg kunne godt tænke mig at høre: Når nu det her forbud, som ministeren var ude at foreslå, er blevet droppet, er det så, fordi ministeren har skiftet holdning, eller er det, fordi ministeren er blevet klogere?

Ministeren.

Jeg mindes svagt, at fru Sophie Løhde og jeg selv har haft den her debat her i Folketingssalen i forbindelse med § 20-spørgsmål – måske endda et par gange. Og derfor vil fru Sophie Løhde jo også vide, at jeg – jeg tror, det var i februar i år – rejste en debat om, om muligheden for at eje aktier i lægemiddel- og medicovirksomheder, kunne være et problem for lægers habilitet.

Vi har her at gøre med en ganske særlig gruppe. Læger er jo en ganske særlig gruppe, mener jeg, hvor man ikke som i andre faggrupper kan lave en konkret habilitetsvurdering, når man sætter sig ned og skal gennemføre en ejendomshandel, eller hvad det kan være. Vi har brug for, at der grundlæggende er tillid til lægers habilitet i alle sammenhænge.

Jeg synes, at der i den løsning, vi ligger på nu, er en afbureaukratisering og – kan man sige – en afmistænkeliggørelse af samarbejdet ved at sige: Jamen der er nogle former for samarbejde, som er ukontroversielle, som vi har en stor interesse i, og hvor man skal registrere sig, for vi har brug for åbenheden. Jeg tror, at det allervigtigste for at få den grundlæggende tillid er, at der er en åbenhed, at der er en gennemsigtighed, at hverken patienter eller læger eller medier skal føle, at der er noget, der er stukket under stolen, men at der er den åbenhed. Og hvis man får større økonomisk tilknytning – store ejerskaber af aktier – skal man søge om tilladelse. Og så er der jo lavet nogle helt klare regler i forhold til de personer, der sidder og træffer beslutning og rådgiver om, hvilke lægemidler der skal tages i brug, hvor vi skal bruge vores offentlige summer.

Det synes jeg er det rigtige snit at lægge. Jeg har aldrig nogen sinde påstået – jeg ved godt, der er nogen, der vil tegne det billede – at man ved at udskrive medicin i sin egen praksis kan påvirke den ene eller den anden aktiekurs. Det er jo at latterliggøre diskussionen. Men jeg synes, det er fuldstændig relevant at få en grundlæggende diskussion af, hvad der skal til, for at man kan have tillid til lægers habilitet, for det har vi alle sammen brug for. Det gælder i øvrigt også andre sundhedspersoner – det er derfor, vi udvider lovforslaget. Det har vi alle sammen brug for.

Fru Sophie Løhde.

I forhold til det næstsidste, ministeren sagde, kan det godt være, at det ikke var noget, ministeren har påstået direkte, men det er jo det, der har været antydet. Jeg tror sådan set bare – og jeg er sikker på, at ministeren også ofte har lejlighed til at læse flere af de forskellige tidsskrifter på sundhedsområdet – at det er den følelse, som læger og andre sundhedspersoner har haft på baggrund af de udmeldinger, som ministeren er kommet med. Men jeg forstod på ministerens svar, som var et meget, meget langt svar på et meget simpelt spørgsmål, at det var, fordi ministeren ønskede at rejse en debat, hvor ministerens eget forslag til løsning var dårligt. Nu lægger man så et lovforslag frem, som så har en god løsning – den kommer ikke i morgen, den kom i dag. Det er jeg sådan set enig i er en god løsning, og det var blot derfor, jeg spurgte, om det var, fordi ministeren havde ændret holdning, eller om det var, fordi ministeren var blevet klogere. Begge dele er jo ikke nogen skam i livet.

Ministeren.

Det er meget fint trods alt at få en anerkendelse fra fru Sophie Løhde af, at det godt kan være, at ministeren ikke har sagt det, som fru Sophie Løhde syntes det ville være godt at ministeren havde sagt. Men så blev der sagt, at man havde antydet det, eller at nogle havde følt, at det nok var det, man mente. Man må jo altså i politik finde sig i, at sådan er der nogle gange nogle, der er optaget af, at der skal gå politik i tingene.

Jeg vil sige, at jeg synes, det var en relevant diskussion at rejse. Det synes jeg sådan set løbende det vil være. Det er jo den debat, den enkelte læge må have med sig selv. Hvad betyder det for min habilitet, hvis jeg har det og det økonomiske engagement? Og udgangspunktet med at sige, at der skal være en nulgrænse, som jo var det, vi diskuterede, er da sådan set gældende for en afgrænset gruppe her. Det synes jeg er rigtig fint. Jeg synes da, at det var godt at have en åben diskussion om, hvor den afgrænsning skulle gå, og den går nu sådan, at hvis man rådgiver myndigheder om ibrugtagning, valg af medicin, så skal man i udgangspunktet ikke eje aktier i industrier, hvor der er en sammenhæng. Jeg synes, at det er gode, fornuftige regler.

Jeg ved godt, at der er nogle, der har haft travlt med at sige, at det er hysterisk at tale om en sådan nulgrænse, men jeg tror faktisk, at det er noget af det, der skal til for at sikre, at vi også fremadrettet kan have den grundlæggende dybe tillid til vores sundhedspersoner, som vi heldigvis har i det her land. Der vil jeg gerne afslutningsvis bare understrege: Det er noget, vi slet ikke kan overvurdere hvor dyrebart er.

Tak til ministeren for sundhed og forebyggelse, og tak for de faldne bemærkninger, der også involverede formanden.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingerne sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.