Tak for det.
Dansk Folkeparti går jo også meget op i, at alle folk har mulighed for at klage over nogle særlige forhold, hvis de har lyst til det, og derfor er det også vigtigt, at vi ikke afskærer nogen fra at kunne klage.
Det er vi lidt rædde for med den her obligatoriske ordning, der kommer, med at anvende en digital selvbetjeningsløsning.
Det er jo sådan, tror jeg, at mange ældre folk og for den sags skyld også mange yngre folk, som ikke ønsker at bruge en computer, føler, at de bliver fuldstændig koblet af det her samfund.
De får nu også frataget muligheden for at klage.
Hvis der er nogle ting vedrørende natur- og miljøspørgsmål, der optager dem derude, må vi sige, at så bliver det måske næsten umuligt for dem at klage.
Derfor synes jeg også, at regeringen egentlig har en forpligtelse til at sørge for, at der er internet ude rundtomkring.
Det kan vi konstatere at der ikke er alle steder.
Det er utrolig svagt, at regeringen ikke sørger for at få de ting i orden, inden den kommer med de her ting.
Så må vi også sige, at den her digitalisering først burde komme i 2015, så man ikke sætter ting i gang, som ikke er fuldt afprøvet.
Derfor må vi spørge, som de også gør i nogle af høringssvarene:
Hvorfor laver vi ikke en prøveperiode, inden vi siger, at sådan skal det bare være?
Hvorfor skal det bare trækkes ned over hovedet på folk?
Vi så med den digitale postkasse, at mange folk ikke engang tilmeldte sig den.
Det var, så vidt jeg husker, omkring 400.000, der blev tvangsindlagt til at skulle have en digital postkasse, og i den forbindelse kan man jo godt spørge sig selv, hvor mange af dem der så får læst den post til den tid.
Så der går sikkert meget tabt den vej rundt.
Hvorfor ikke også ligesom se på de folk, der måske har et lille handicap?
De er måske svagtseende, eller hvad det kan være.
Hvordan skal de betjene de her ordninger, og bliver de nu undtaget i henhold til de der særlige forhold, sådan som der står i forslaget her?
Hvem skal vurdere det?
Hvorfor laver man ikke en telefonhotline eller gør det sådan, at folk kan møde personligt op et eller andet sted, hvor de ved at de bliver taget alvorligt, og hvor de kan komme af med deres klage?
Eller er det her forslag, som man har fremsat, bare et spareforslag?
Og så ønsker man selvfølgelig ikke at servicere borgerne.
Jeg synes, og det synes Dansk Folkeparti jo også, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vi har en god og en sober klageadgang, og for at borgerne kan komme af med deres klage på en ordentlig måde.
Det kan være i borgercenteret, eller hvor det kan være henne.
Det, der ligesom lægges op til her, er, at det bliver sværere at klage for den enkelte borger.
Vi håber ikke, at det er tilfældet, og at det er det, man egentlig går efter.
Vi kan også konstatere, som der står i forslaget her, at det er et system, som ikke er oppe at køre endnu.
Det virker ikke hundrede procent, og derfor har man også skrevet ind i forslaget, at det først skal sættes i kraft den 1.
maj 2014.
Så regner man med, at det hele er løst.
Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti er bekymret for, at det her går for hurtigt frem.
Man burde lave to spor.
Det ene spor skulle være, at dem, der er klar, kan benytte den her mulighed og bruge den digitale løsning.
Det er fint, at man gør det.
Men så er der selvfølgelig også alle dem, som ikke er klar til at bruge den digitale løsning, og de skal selvfølgelig – og det er det andet spor – have mulighed for at bruge, man kan sige, brevduen stadig væk.
Det synes jeg også er vigtigt.
Der står, at Natur- og Miljøklagenævnet fortsat
kan
behandle klagerne.
Der kunne man jo godt sige, at de fortsat
skal
behandle klagerne, selv om de bliver sendt ind som breve, hvis der er nogle, der ønsker at bruge den form.
Så jeg synes, at det her tydeligt viser, at man er ude på et skråplan, hvor man tvinger den digitale løsning ned over folk, selv om de ikke er klar til at tage imod den.
Det er jo ikke sådan, at det kun er de ældre, der ikke har adgang til computer i dag.
Der findes jo også masser af unge mennesker, som ikke ønsker at bruge det her system hele tiden, og som gerne vil bruge det almindelige postsystem.
Derfor synes vi jo i Dansk Folkeparti, at det ligesom skal have sin tid, inden alle er ovre på det digitale system.
Så jeg vil i hvert fald bare høre i udvalget, om man ikke kunne prøve at sikre, at de her ting bliver taget alvorligt, altså at folk f.eks.
har adgang til internettet, og at de svage i samfundet selvfølgelig kan få deres behandling, og så vil jeg også høre, om ministeren ville være interesseret i, at man lavede en prøveperiode, inden man lagde sig fast på det her.