Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 181:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning. (Kapacitet til destruktion af farligt affald m.v.).

Af miljøministeren (Kirsten Brosbøl).

(Fremsættelse 24.04.2014).

Forhandlingen er åbnet. Jeg kan ikke se Venstres ordfører, så jeg starter med Socialdemokraternes ordfører, hr. Torben Hansen. Værsgo.

Farligt affald er en del af et moderne samfund. Selv om vi har en ressourcestrategi, vil der i mange, mange år stadig væk være fraktioner af affald, der skal afbrændes, destrueres. Det er fra kommuner, som samler ind ved borgerne, fra erhvervslivet og fra store, desværre en gang imellem spektakulære, uheld, der også kan ske.

Socialdemokratiet er meget optaget af, at den her destruktion foregår på den miljømæssigt mest korrekte måde. Det gælder selvfølgelig både destruktionen, men det gælder også transporten til destruktionsstedet, hvor afstandskriteriet selvfølgelig også er væsentligt.

Det er nødvendigt med en vis dansk kapacitet for, at der kan destrueres affald i vores nærområde, men vi må desværre også erkende, at der lige nu er risiko for, at kapaciteten til at destruere det her affald ikke bliver stillet til rådighed af de firmaer, der udbyder det, hvis det skal foregå på markedsmæssige vilkår. Kapaciteten til at uskadeliggøre farligt affald skal selvfølgelig være til stede, fordi, som jeg sagde, det for Socialdemokratiet er væsentligt, at det foregår så tæt på kilden som overhovedet muligt.

Det er også vigtigt, at det med den her kommende forsyningspligtaftale, som vi laver med en byder, hvis det her lovforslag bliver vedtaget, sikres, at der ikke finder krydssubsidiering sted, at der er loft over, hvor meget der bliver udbetalt i kroner og øre, og at der er krav om produktivitetsforbedring, herunder også krav om teknologiudvikling. Det er punkter, som Socialdemokratiet synes er meget vigtige, men vi ser også, at de er omtalt i lovforslagets bemærkninger, hvor det også bliver slået fast, at der er tale om en underskudsdækning med grænser.

Nogle vil så hævde, at vi da bare kan tage og eksportere alt vores farlige affald. Sådan er verden ikke indrettet! De modtagende lande skal jo give tilladelse. Det er nogle af de regler, som vi selv har været med til at lave, og det kan jo aldrig garanteres hundrede procent, at de vil det.

Socialdemokratiet støtter selvfølgelig det her lovforslag. Det sikrer kapacitet, det sikrer nærhed, og der er krav om teknologiudvikling.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Den næste ordfører er hr. Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi vil også sige, at det her lovforslag ikke er et af de tungeste, vi har set i folketingssamlingen, men vi kan se, at på grund af at der er lavet en aftale om en vækstplan med Venstre, Liberal Alliance og Konservative, er det aftalt, hvad det er, der skal ske her.

Vi synes jo også, det er vigtigt, at man behandler farligt affald på en god og forsigtig måde og sikrer god behandling af det affald, vi producerer. Når vi om året producerer ca. 500 t farligt affald, er der jo en vis rest, der skal destrueres, og det kan ske ved forbrænding. Vi må jo sige, at vi har nogle sikre anlæg i Danmark. Vi må også sige, at når vi har farligt affald som PCB og HCB og den slags ting, så er det jo vigtigt, at man ligesom i hvert fald har kontrollerede forhold dér, hvor man bortskaffer den her slags affald, og at man ikke bare graver et hul i jorden og graver affaldet ned på den måde. Det har vi desværre set alt for mange gange før. Mange tænker måske på Høfde 42, Grindsted og den slags ting, når de tænker på farligt affald, og den situation skal vi selvfølgelig ikke komme i. Så derfor er det jo vigtigt, sådan som vi ser det, at vi har ordnede forhold.

Vi må også rose de virksomheder, som i dag er i gang – Kommunekemi kender vi jo alle sammen – og derfor kan vi godt sige, at vi støtter, at man får de her forhold bragt i orden, og at man også altid har anlæg, der kan klare de udfordringer. Men jeg kan også se i høringssvarene, at nogle siger, at de har haft lige kort nok tid til at forholde sig til de her ting, og der tror jeg at Miljøministeriet og hele regeringen kan blive bedre til at sende ting i høring tidsnok, så parterne også har tid til at bearbejde dem.

Ellers ser vi frem til udvalgsbehandlingen, og så kunne der godt være et enkelt spørgsmål eller to, som vi gerne vil stille, men som det foreløbig ligger her, kan vi i hvert fald være enige i intentionerne i det her. Så vi vil gerne sige, at vi gerne vil arbejde videre med det her i udvalget. Det ser spændende ud.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ingen spørgere, og det vil sige, at den næste ordfører er fru Lone Loklindt fra Det Radikale Venstre.

Vi har en meget lineær ressourceøkonomi i verden. Vi producerer, bruger og smider væk, men med knaphed og de stadig stigende ressourcepriser giver det mere og mere mening at gå over til en cirkulær økonomi, hvor vi producerer, bruger, genbruger, genanvender, producerer, bruger og på den måde recirkulerer ressourcerne mest muligt.

Sidste år fremlagde regeringen en ressourcestrategi, som netop har til formål at få os til at genanvende mere og deponere og forbrænde mindre. Men der er imidlertid farlige materialer, som man ikke bare kan recirkulere – ikke endnu hvert fald. Derfor har vi brug for at kunne bortskaffe farlige materialer eller farligt affald ved forbrænding, og selv om det ikke er forbudt at eksportere affaldet til andre lande, er der klare fordele ved, at vi kan rydde op efter os selv i Danmark.

Tidligere var det sådan, at der var en afgiftsfritagelse for farligt affald, hvis det skulle deponeres eller forbrændes, men med forårspakken 2.0 besluttede VK og DF i sin tid at udfase fritagelsen for afgift. Det træder endeligt i kraft her den 1. januar 2015. Derfor forventer den ministerielle arbejdsgruppe, der har været nedsat, at det ikke er sikkert, at man kan opretholde et marked for forbrænding af farligt affald og derfor heller ikke den fornødne kapacitet. Det vil sige, at vi så ikke kan komme af med affaldet på en måde, hvor vi selv kontrollerer bortskaffelsen, og der kan også være risiko for, at vi faktisk ikke kan komme af med affaldet i tilfælde af uheld, idet man hver gang skal have lov til at få det eksporteret til andre lande.

Hvis vi skal nå at sikre den fornødne kapacitet, skal der afholdes udbud og indgås forsyningspligtsaftaler, og det skal være afsluttet inden den 1. januar. Derfor er vi nødt til at gå i gang med det snarest, og derfor har vi det her lovforslag, som Det Radikale Venstre naturligvis kan støtte.

Tak til ordføreren for Det Radikale Venstre. Der er ingen spørgsmål, og dermed når vi til SF's ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen. Værsgo.

SF støtter formålet med lovforslaget og er enig i, at markedet ikke sikrer tilstrækkelig behandlingskapacitet i forhold til behovet, ikke mindst når behovet meget pludseligt kan opstå i forbindelse med en kemisk ulykke, der skaber større mængder af kemisk affald. Til gengæld ser vi gerne, at kvaliteten af den kapacitet, der skal laves aftale om med private selskaber, bliver højere end den, vi er vant til.

I mere end 40 år har forbrændingsteknologien jo været stort set alene på markedet i Vesteuropa og i Danmark. Men der er også andre løsninger end at sætte en tændstik til affaldet og rense røgen for dioxiner og andre giftige stoffer. De løsninger har det bare vanskeligt på markedet, fordi forbrændingsteknologien er billigere, bl.a. fordi der er tale om gammel teknologi uden de store udviklingsomkostninger, og fordi prisen på forbrændingen på stort set identiske vesteuropæiske forbrændingsanlæg stort set er den samme.

Den største del af giftgasserne i Syrien skal destrueres ved hydrolyse og ikke forbrændes. Det sker på mobile anlæg, og der er firmaer, der forsøger sig på markedet med forgasning af farligt affald. Sådanne løsninger har det svært, selv om de målt på miljøparametre er forbrændingen langt overlegne.

I Danmark var der for nogle år siden meget omtale af import af farligt affald fra Australien til forbrænding på Kommunekemi. Mobile anlæg til destruktion vil kunne flyttes til affaldsdepotet, i stedet for at man flytter affaldet til destruktionsanlægget. I Østeuropa og i udviklingslande er der flere deponier med forældede pesticider og anden farlig kemi.

SF foreslår derfor, at det i udbud og aftaler med det eller de private firmaer, der står for kapaciteten i Danmark, skal fremgå, at der enten tages ny teknologi i brug, eller at der er en udviklingsplan for indfasning af en sådan teknologi.

Vi vil i udvalgsarbejdet prøve at få frem, hvilke teknologier der vil være de bedst egnede kandidater til at afløse forbrænding af farligt affald. Vi vil også være optaget af, om disse teknologier kan etableres som mobile anlæg, således at de kan flyttes til steder, der er ramt af kemiske uheld, eller til steder i udlandet, hvor der er miljø- og sundhedstruende depoter med farligt affald.

Tak til SF's ordfører. Der er ingen spørgsmål. Den næste ordfører er hr. Per Clausen fra Enhedslisten. Værsgo.

Der er to ting med det her forslag, der jo umiddelbart for Enhedslisten lyder fornuftigt og positivt. Det første er det grundsynspunkt, at man skal sikre sig, at vi har kapacitet til at bortskaffe de farlige affaldsstoffer, som vi selv producerer. Det er vi helt enige i. Vi deler også SF's ordførers overvejelser om, at det ville være fornuftigt, at vi i den sammenhæng også medvirkede til at udvikle nye teknologiske løsninger, der så kunne leve op til det ønske, som Det Radikale Venstres ordfører gav udtryk for, nemlig at man i større udstrækning skulle genanvende affald, også når det indeholder farlige stoffer. Det er vi helt enige i.

Den anden ting i det her lovforslag, som jeg også synes er rigtig god at få frem, er erkendelsen af, at hvis man overlader det her til markedskræfterne, kan det få alvorlige og katastrofale konsekvenser. Jeg er glad for, at den omfatter alle partier i Folketinget fra Liberal Alliance og i hvert fald, hvad det angår, også til Enhedslisten. Det er en rigtig god og sund erkendelse, som har bredt sig på det her område, og som jo nok også kunne tages i anvendelse på andre områder. Det er et brud med den tale, man traditionelt møder, når man ser aftaler, som indbefatter regeringspartierne og Venstre og Konservative og Liberal Alliance, men det erkendes her, og det er godt set.

Så kommer vi til det konkrete forslag. Og der er vi jo i den situation, at når man foreslår en løsning, som handler om, at man skal give et ukendt millionbeløb til et ikke helt ukendt firma for at løse den her opgave, så er jeg ikke helt sikker på, det er den rigtige model og den rigtige løsning. Det er jo også sin sag at stemme for et lovforslag, hvor der om udgifterne står, at det vil man finde ud af, når det har været i udbud. Og så kan man i øvrigt, hvis man læser bemærkningerne til lovforslaget og de papirer, der i øvrigt er i sagen, konstatere, at udbuddet formentlig omfatter halvandet firma. Jeg har godt set, at Dansk Industri anbefaler, at man tilrettelægger det sådan, at små virksomheder, der ingen ekspertise har på området, også kan få mulighed for at byde ind. Det er vist, hvad man kalder et forsøg på sådan at lade, som om man vil sikre konkurrence.

Der vil jeg sige, at vi sådan set er ret til bekymrede i Enhedslisten for, hvad de økonomiske konsekvenser af det kan være. Vi kan ikke udelukke, at det tværministerielle udvalg, som har arbejdet med den her sag, har analyser og vurderinger af det og argumenter, som kan fjerne den tvivl, jeg har. Desværre fremlægges sådanne argumenter, sådan en baggrund og sådan en analyse ikke i lovforslaget, og så vidt jeg er informeret, er den tværministerielle arbejdsgruppes arbejde præget af det hemmelighedskræmmeri, som man sådan undertiden kan dække sig ind under, når det handler om lovforberedende arbejde. Det ville jo have været rart, hvis vi i den her sag havde en rapport, som klart redegjorde for problemet og udfordringens omfang, og som redegjorde for, hvordan vi fik den miljømæssigt og økonomisk set bedste løsning. Det har vi sådan set ikke fået noget som helst kvalificeret svar på i det her.

Hvis man nu ser på de bestemmelser og det regelsæt, der skal sikre, at virksomheder ikke misbruger den rigtig, rigtig dårlige situation, Danmark har bragt sig selv i ved ikke at have en kapacitet, som man kan stille til rådighed for at løse den her udfordring – f.eks. ved at kommunerne havde bevaret kontrollen med det, der engang hed Kommunekemi – så ser man jo det sædvanlige bureaukratiske miskmask, som vi har set inden for telesektoren, når det handler om at overlade det til en privat virksomhed at løfte en opgave, som det offentlige burde løfte. Og efterfølgende forsøger man så at forhindre, at det økonomiske monopol, virksomheden kommer til at sidde på, bliver misbrugt. Det fører til ganske omfattende bureaukrati, ganske indviklede regler, og man kan selvfølgelig godt have den forhåbning, at det så lykkes.

Men det spørgsmål, man må stille sig selv, er, hvordan man – når man er færdig med at have det her i udbud og færdig med at gennemføre den nødvendige kontrol af det – sikrer, at man ikke kommer til at betale for meget. Det er meget sindrigt beskrevet, hvordan man skal undgå det, og vi takker for det grundige arbejde, for det har øget beskæftigelsen blandt akademikere, og det er jo ikke nogen dårlig ting i sig selv – administrationen af loven vil formentlig have samme effekt, og det er selvfølgelig endnu mere positivt. Men jeg har sådan set så meget respekt for akademikere, at jeg synes, at de skal bruge deres arbejdstid på nyttigt arbejde.

Så i udgangspunktet er vi skeptiske over for den her løsningsmodel. Vi vil stille en række spørgsmål i udvalgsarbejdet for at finde ud af, dels om man kan sikre, at de rigtig gode og fornuftige miljømæssige overvejelser, der kom fra Det Radikale Venstre, SF og Socialdemokraterne, bliver til noget, dels for at sikre os, at det her faktisk er den økonomisk mest fornuftige løsning, så vi ikke bare vælger en løsning, hvor vi betaler et privat firma, fordi det er mest opportunt at gøre sådan for tiden, eller fordi det var det, man kunne blive enige om blandt forligspartierne, fordi det måske for nogle er vigtigere at sikre indtægter til private virksomheder, end at det offentlige får den billigst mulige løsning.

Tak til Enhedslistens ordfører. Der er ingen spørgsmål. Den næste er så Liberal Alliances ordfører, hr. Villum Christensen, værsgo.

Liberal Alliance har ingen særlige indvendinger mod dette lovforslag, hvor man vel mest af alt går med seler og livrem med hensyn til problemet med bortskaffelse af farligt affald.

Det kan være svært at vurdere behovet, men det forekommer umiddelbart fornuftigt, at man sikrer en kapacitet, så affaldet kan håndteres lokalt, selv om der selvfølgelig foregår en vis specialisering og arbejdsdeling de enkelte lande imellem, når affaldet skal behandles. Men det går jeg ud fra at markedet også håndterer.

Som jeg forstår lovforslaget, er det fortsat kommunerne, der har anvisningsret og -pligt med hensyn til det affald, som virksomhederne ikke selv håndterer. Og når så den tværministerielle arbejdsgruppe peger på den her løsning med private aftaler, må vi antage, at det er den billigste og nemmeste måde at løse problemet på.

Med de ord vil vi anbefale lovforslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Charlotte Dyremose, De Konservative.

Også fra konservativ side kan vi støtte lovforslaget. Vi har – af mange grunde, men også af moralske årsager – en forpligtelse til at kunne sørge for selv at bortskaffe farligt affald, og Konservative finder, at den her model er ganske hensigtsmæssig. Det er ganske naturligt, at man laver nogle aftaler med nogle aktører, der allerede har ekspertise til at destruere farligt affald, og som kan håndtere opgaven, og at det så er dem, der har ansvaret for at varetage opgaven på vores alle sammens vegne.

Derfor finder vi det her forslag ganske rimeligt og fornuftigt og kan støtte det.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Erling Bonnesen, Venstre.

Vi sætter selvfølgelig pris på, at ordførerne er her til tiden, for den sidste ordfører plejer at være fra det mindste parti.

Værsgo.

Tak for det, og undskyld, hr. formand, det skal ikke gentage sig. Jeg skal sige, at da Venstres sædvanlige ordfører på området ikke kunne være til stede, har jeg lovet at læse talen op. Den lyder sådan her:

Den 24. april 2013 indgik den daværende regering sammen med Venstre, Liberal Alliance og De Konservative en aftale om en fremadrettet vækstplan omfattende en række punkter. I planen fastslås det således også, at aftaleparterne er enige om at gennemføre initiativer, der reducerer omkostningerne vedrørende affald, herunder sikring af kapacitet til farligt affald, med i alt 45 mio. kr. i 2014 og 70 mio. kr. fra 2015 og frem.

Hovedformålet med lovforslaget er på den baggrund at give mulighed for, at miljøministeren kan indgå en forsyningspligtaftale med en eller flere virksomheder, som mod betaling forpligter sig til at garantere, at der er en vis kapacitet til rådighed til destruktion af farligt dansk affald. Lovforslaget sikrer dermed, at vi i Danmark til enhver tid vil være i stand til at sikre en miljømæssig og klimamæssig korrekt håndtering af farligt affald, samtidig med at vi opfylder de EU-forpligtelser, som medlemslandene har i forbindelse med affaldshåndteringen. Ved at sikre en fremtidig håndtering af dette affald sørger vi for, at danske kompetencer og arbejdspladser bliver i landet, i stedet for at vi eksporterer affald til destruktion i andre medlemslande. I Danmark har vi mange års erfaring med forbrænding af affald, og disse kompetencer vil vi selvfølgelig gerne fastholde.

Yderligere følger lovforslaget EU's affaldsdirektivs artikel 16, som har til hensigt at oprette et integreret og tilstrækkeligt net af bortskaffelsesanlæg inden for EU som helhed. Netværket skal udformes på en sådan måde, at Unionen som helhed får tilstrækkelig egenkapacitet til at bortskaffe sit affald, og medlemsstaterne kan hver især nærme sig dette mål under hensyntagen til de geografiske forhold eller behovet for særlige anlæg til bestemte typer af nationalt affald.

Venstre finder det fornuftigt, at lovforslaget tager hensyn til eventuelle konkurrenceforvridninger og lægger samtidig vægt på, at den delvise eller hele kompensation udelukkende hidrører fra destruktionen af det farlige affald. Ved bibeholdelsen af nationale kompetencer og anlæg til bortskaffelse af farligt affald undgås en affaldsturisme inden for farligt affald, som ellers ses på andre områder, og Venstre finder ligeledes dette positivt.

På baggrund af dette er Venstre derfor også positive over for lovforslaget og stemmer for lovforslaget. Tak.

Tak til ordføreren. Det var slut på ordførerrækken, og så går vi over til miljøministeren.

Mange tak og tak for indlæggene fra ordførerne. Jeg er rigtig glad for den velvilje, som jeg fornemmer der er over for det her lovforslag. Det er jo også i tråd med den aftale om en vækstplan, som regeringen, SF, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgik i april 2013.

En del af den aftale var jo netop, at vi skulle sikre kapaciteten i Danmark til destruktion af farligt affald. Det er godt for Danmark, at vi kan håndtere vores farlige affald med pcb-fluorerede stoffer eller andre farlige kemikalier forsvarligt herhjemme. Det betyder nemlig, at det danske erhvervsliv og kommunerne ikke skal være afhængige af, om andre lande kan eller vil modtage vores affald. Det gælder også det farlige affald, som f.eks. hospitalerne producerer, og som vi af hensyn til miljø og sundhed skal kunne komme af med på forsvarlig vis, og det gælder affald opstået i akutte situationer – f.eks. et større uheld som et kemikalieudslip.

Vi kan selv håndtere affaldet nu, men det er ikke sikkert, at vi også kan det efter den 1. januar 2015, for på det tidspunkt er afgiftsfritagelsen for behandling af det farlige affald som led i forårspakke 2.0 nemlig helt udfaset. Udfasning af afgiftsfritagelsen betyder, at det bliver mindre rentabelt for de virksomheder, der destruerer farligt affald, at gøre det. De virksomheder skal fra 2015 betale affaldsafgift som alle andre.

Der er derfor risiko for, at de danske virksomheder, som er specialiserede i destruktion af farligt affald, må lukke eller omlægge deres drift til andre mere rentable områder. Det kan i værste fald betyde, at der på sigt ikke vil være kapacitet i Danmark til at destruere vores eget farlige affald, og at vi derfor vil blive afhængige af udenlandske anlæg, som vi ikke med sikkerhed ved kan eller vil modtage vores farlige affald. Vi skal ikke stå i en situation, hvor der er farligt affald i Danmark, som vi ikke selv kan destruere, og som ingen udenlandske anlæg kan eller vil destruere. Lovforslaget danner rammen for, at vi kan sikre, at denne situation ikke opstår.

I regeringens ressourcestrategi »Danmark uden affald« har vi fokus på øget genanvendelse af affald. Vi skal bl.a. øge kvaliteten i genanvendelsen af bygge- og anlægsaffaldet, så de farlige stoffer ikke kommer ud i miljøet. Det skal bl.a. ske ved udsortering af farlige stoffer som f.eks. pcb. Når vi bruger tid og penge på at udsortere de farlige stoffer, skal vi selvfølgelig også kunne destruere dem. Lovforslagets mål om dansk kapacitet sikrer, at vi kan komme af med de farlige stoffer, og understøtter derfor regeringens mål om øget kvalitet i genanvendelsen.

Lovforslaget giver helt konkret mulighed for, at staten kan indgå en aftale med en eller flere virksomheder, som derved garanterer, at de har kapacitet til at destruere dansk produceret farligt affald.

Lovforslaget følger Danmarks internationale forpligtelser, der udspringer af EU's affaldsrammedirektiv. Danmark og de øvrige EU-medlemsstater skal medvirke til at sikre, at der er tilstrækkelig kapacitet i EU til bortskaffelse af farligt affald. Lovforslaget indfrier den forpligtelse.

Vi skal selvfølgelig undgå, at aftaler om kapacitetspligt påvirker konkurrencen på området. Det vil der blive taget højde for i de aftaler, der skal indgås med de konkrete virksomheder. Det var noget, som flere ordførere også nævnte, og der er det sådan, at vi vil stille krav om, at den kompensation, som virksomhederne modtager for at stille kapaciteten til rådighed, alene dækker den del af virksomhedens underskud, som vedrører destruktionen af det affald, der er omfattet af aftalen.

Så sammenfattende sikrer vi altså med lovforslaget, at vi i Danmark kan destruere vores eget farlige affald. Vi opfylder vores internationale forpligtelser på miljøområdet, og vi får den bedst mulige løsning til den bedst mulige pris.

Der var flere af ordførerne, der rejste konkrete spørgsmål eller havde konkrete kommentarer, og flere var inde på det her med teknologiudvikling. Der vil jeg bare henvise til bemærkningerne til lovforslaget, hvoraf det også fremgår, at der i forbindelse med udbuddet er en række betingelser, der skal være opfyldt for, at der kan ske en betaling for at stille den her kapacitet til rådighed, bl.a. et krav om teknologiudvikling. Så det indgår allerede i det. Som man også kan læse ud af bemærkningerne til lovforslaget, vil der blive stillet krav om det. Men jeg synes i øvrigt, at det er nogle interessante spørgsmål, der bliver rejst, og jeg synes da, vi skal prøve at belyse nærmere, hvordan vi kan få den del med teknologiudviklingen ind i det her udbud.

Så bliver der spurgt til den her arbejdsgruppe. Hr. Per Clausen siger, at der er foregået det her arbejde i arbejdsgruppen, og spørger, hvorfor vi ikke kan se det arbejde. Men der vil jeg understrege, at baggrunden for den arbejdsgruppes arbejde ligger tilgængelig i Skatteministeriets redegørelse om virkningerne af gradvis ophævelse af afgiftsfritagelsen for farligt affald. Det er en analyse af afgiften på deponering af farligt affald og afgifterne på varme fra forbrænding af farligt affald. Den redegørelse blev oversendt til Folketinget i juli 2012, og det er altså den, der er udgangspunktet for arbejdsgruppens arbejde. Deres anbefalinger til regeringen er gengivet i lovforslagets almindelige bemærkninger i afsnit 1.1. Også der kan man altså se noget om baggrunden for det arbejde, og hvad man er kommet frem til.

Jeg tænker, at de øvrige spørgsmål, der måtte være behov for at få belyst, kan vi kigge på under udvalgsbehandlingen. Så jeg vil sige tak for debatten i dag.

Der er et enkelt spørgsmål. Hr. Per Clausen.

Jamen jeg er godt klar over, at Skatteministeriet har forklaret, hvorfor man er nødt til at gøre noget. Det er jeg med på, og det er jeg heller ikke uenig i. Men det, jeg interesserer mig for, er, hvorfor man er nået frem til den her bestemte løsning.

Det, jeg kan forstå på ministeren, er, at de overvejelser, der ligger bag det, kan man læse sig til i bemærkningerne. Så vil jeg bare sige, at der jo ikke er argumenteret ret overbevisende for, at denne løsning skulle være bedre end andre, for man forholder sig slet ikke til andre løsninger. Så mit spørgsmål til ministeren er: Har man overhovedet ikke overvejet andre løsninger end den, der er beskrevet i bemærkningerne til det her lovforslag?

Ministeren.

Jo, men vi stod jo med en ret bunden opgave, kan man sige, nemlig den her ændring af afgiftsfritagelsen, og det, der var opgaven, var at spørge: Hvad så, når den træder fuldt i kraft? Hvordan sikrer vi så kapaciteten på det her område? Og der er det sådan, at vi jo så har siddet og kigget på det, eller der har været den her arbejdsgruppe nedsat, og anbefalingerne derfra fremgår også af lovforslagets bemærkninger. Det er det, som hr. Per Clausen efterlyser, og det er derfor, jeg så henviser til bemærkningerne til lovforslaget.

Hr. Per Clausen.

Jeg er med på, at man har beskrevet den mulighed, man har valgt. Mit spørgsmål er bare, om man slet ikke i det arbejde, man har haft i ministeriet i den tværministerielle arbejdsgruppe, har beskæftiget sig med andre modeller til at løse den her udfordring?

Ministeren.

Jeg hørte også godt i hr. Per Clausens tale, at man sådan ønsker sig lidt tilbage til gamle dage og noget med Kommunekemi. Der er jeg bare nødt til at sige, at det her med ejerskabsforhold ikke gør nogen forskel i forhold til det problem, vi nu står med. Det ville ikke havde gjort nogen forskel, at vi havde haft et Kommunekemi, som var et kommunalt ejet aktieselskab, i forhold til at vi nu står i den situation, at vi skal sikre en fortsat kapacitet i Danmark, efter at man ophæver afgiftsfritagelsen. Det betyder, at vi står med et problem, vi skal have løst. Det ville vi sådan set også gøre alligevel, hvis man havde den model, som jeg kan forstå at hr. Per Clausen efterlyser.

Så derfor er jeg bare nødt til at sige, at hvis man er enig med regeringen i – og det kan jeg forstå hr. Per Clausen var eller er, det fremgik af talen – at vi fortsat skal have en kapacitet i Danmark på det her område, ja, så mener jeg, at man også bør støtte op om den løsning, der ligger her, nemlig at vi også fremadrettet i Danmark, og der er afsat midler til det, kan sikre, at vi kan skaffe os af med det farlige affald på en miljømæssigt forsvarlig måde.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljøudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.