L 181 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om planlægning.

(Kapacitet til destruktion af farligt affald og flytning af VVM-kompetence til regionsrådet m.v.).

Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-04-2014
1. behandlet / henvist til udvalg 30-04-2014
Betænkning afgivet 20-05-2014
2. behandlet/direkte til 3. behandling 04-06-2014
3. behandlet, vedtaget 11-06-2014
Ministerområde:
Miljøministeriet
Resumé:
Formålet med loven er at sikre en dansk kapacitet til destruktion af farligt affald. En tværministeriel arbejdsgruppe anbefalede i 2013, at kapaciteten i Danmark til bortskaffelse af farligt affald ved forbrænding understøttes, så Danmark kan leve op til de miljømæssige EU-forpligtelser om at kunne destruere farligt affald i nærområdet. Arbejdsgruppen vurderede, at der var risiko for, at kapaciteten ikke kunne garanteres, hvis det alene blev baseret på markedsvilkår. Loven giver derfor mulighed for, at miljøministeren kan indgå aftale med en eller flere virksomheder om at garantere en kapacitet til destruktion af farligt affald i Danmark (kapacitetspligt).

Loven udmønter en del af »Aftale om en vækstplan« mellem regeringen (Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Loven ventes at træde i kraft den 1. juli 2014.
Afstemning:
Vedtaget 100 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, LA, KF) 8 stemmer imod forslaget (EL) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget